Paulus's Brev til Romerne.

1. Kapitel.

  1. Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldt til 
     Apostel, beskikket til at forkynde 
     Guds Evangelium, 
  2. hvilket han forud havde forjættet
     ved sine Profeter i de hellige Skrifter 
  3. om sin Søn, som er født af Davids 
     [’]t efter Kjødet, 
  4. som kraftig blev bevist at være 
     Guds Søn efter Helligheds Aand ved 
     Opstandelsen fra de Døde, Jesus Christus, 
     vor Herre, 
  5. ved hvem vi have faaet Naade og 
     Apostelembede til at virke Troens Lydighed 
     blandt alle Hedninger til hans Navns [’]re, 
  6. blandt hvilke ogsaa I, Jesu Christi 
     Kaldte, ere, -- 
  7. til alle dem, som ere i Rom, Guds 
     Elskelige, kaldte Hellige: Naade være med
     eder og Fred fra Gud, vor Fader, og 
     den Herre Jesus Christus! 
  8. Først takker jeg min Gud ved Jesus 
     Christus for eder alle, at eders Tro 
     omtales i hele Berden. 
  9. Thi Gud, hvem jeg i min Aand 
     tjener i hans Søns Evangelium, er mit
     Bidne o{m}, hvorledes jeg uden Afladelse 
     tænker pa{a} eder, 
 10. idet jeg altid begjærer i mine Bøn-
     ner, at jeg dog engang maatte faa Lykke
     til efter Guds Bilje at komme til eder;
 11. thi jeg længes efter at se eder, 
     forat jeg kunde meddele eder nogen aande-
     lig Naadegave, saa I maatte styrkes, 
 12. det er, at jeg hos eder maatte op-
     muntres tilligemed eder ved den fælles 
     Tro, baade eders og min. 

 13. Men jeg vil ikke, Brødre, at I 
     skulle være uvidende om, at jeg ofte har 
     sat mig fore at komme til eder (jeg er
     hidindtil bleven forhindret), forat jeg 
     maatte have nogen Frugt ogsaa blandt 
     eder, ligesom blandt de andre Hedninger.
 14. Jeg er baade Grækere og Barba-
     rer, baade Bise og Uvise en Skyldner. 
 15. Saaledes er jeg og, hvad mig 
     angaar, villig til at prædike Evangeliet 
     ogsaa for eder, som ere i Rom. 
 16. Thi jeg skammer mig ikke 
     ved Christi Evangelium; thi det 
     er en Guds Kraft til Salig-
     gjørelse for hver den, som tror, 
     baade for Jøde først og for 
     Græker. 
 17. Thi deri aabenbares Guds 
     Retfærdighed af Tro til Tro, 
     som skrevet staar: Men den Ret-
     færdige af Troen skal leve.
 18. Thi Guds Brede aabenbares fra 
     Himmelen over al de Menneskers Ugude-
     lighed og Uretfærdighed, som forholde 
     Sandheden ved Uretfærdighed; 
 19. thi det, som man kan vide om Gud, 
     er aabenbaret dem, thi Gud har aaben-
     baret dem det; 
 20. thi hans usynlige Bæsen, baade
     hans evige Kraft og Guddommelighed,
     sees fra Berdens Skabelse af, idet det
     forstaaes af Gjerningerne, saa de ikke
     have nogen Undskyldning. 
 21. Thi endog de kjendte Gud, ærede 
     eller takkede de ham dog ikke som Gud, 
     men bleve forfængelige i sine Tanker, og 
     deres uforstandige Hjerte blev formørket.
 22. Da de sagde sig at være Bise, 
     bleve de Daarer 
 23. og forvendte den uforkrænkelige 
     Guds Herlighed til Lighed med Billedet
     af et forkrænkeligt Menneske og af Fugle 
     og firføddede Dyr og Orme.
 
 24. Derfor gav ogsaa Gud dem i deres 
     Hjerters Begj‘ringer hen til Urenhed, til
     at van‘re sine egne Legemer indbyrdes, 

 25. fordi de forvendte Guds Sandhed 
     til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen 
     over Skaberen, som er velsignet i Evig-
     hed. Amen. 
 26. For denne Sags Skyld gav Gud 
     dem hen til skjændige Lyster; thi baade 
     deres Kvinder forvendte den naturlige 
     Brug til den unaturlige, 
 27. og ligesaa bleve og Mændene, idet
     de forlode Kvindens naturlige Brug,
     optændte i sin Lyst til hverandre, saa 
     Mænd med Mænd øvede Uterlighed og 
     fik sin Bildfarelses forlkyldte Løn paa
     fig selv. 
 28. Og ligesom de ikke holdt der for 
     v‘rdt at have Guds Kundksab, saa gav 
     Gud dem hen til et Sind, som intet 
     duer, saa de gjøre det Usømmelige, 
 29. opfyldte med al Uretfærdighed, 
     Horeri, Slethed, Gjerrighed, Ondskab, 
     fulde af Avind, Mord, Trætte, Svig, 
     Banart, 
 30. Øretudere, Bagvaskere, Guds-
     hadere, Boldsmænd, hovmodige, stor-
     talende, tløgtige til Ondt, ulydige mod
     Forældre, 
 31. uforstandige, troløse, ukjærlige, 
     uforligelige, ubarmhjertige, 
 32. disse, som, endog de kjende Guds 
     retfærdige Dom, at de, som gjøre Saa-
     dant, ere skyldige til at dø, dog ikke 
     alene gjøre det, men endog have Belbe-
     hag i dem, som gjøre det.

2. Kapitel.

  1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvo du er, som dømmer; thi 
idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv 
det Samme. 
  2. Vi vide jo, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant. 
  3. Men tænker du dette, o Menneske! du som dømmer dem, der gjøre Saadant, og 
gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom? 
  4. Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds 

     Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? 
  5. Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv 
Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag. 
  6. Thi han skal betale hver efter hans Gjerninger: 
  7. dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og 
Uforkrænkelighed, et evigt Liv; 
  8. men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde 
Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og Vrede. 
  9. Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjæl, som gjør det 
Onde, baade en Jødes først og en Grækers; 
 10. men Ære og Hæder og Fred skal vorde hver den, som gjør det Gode, baade en 
Jøde først og en Græker. 
 11. Thi der er ingen Persons Anseelse hos Gud. 
 12. Hvilkesomhelst have syndet uden Loven, de straffes og uden Loven; og 
hvilkesomhelst have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven: 
 13. (thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle 
retfærdiggjøres. 
 14. Thi efterdi Hedningerne, som ikke have Loven, gjøre af naturen Lovens 
Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have Loven, dem selv en Lov; 
 15. de vise Lovens Gjerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed 
vidner med dem, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre;) 
 16. paa den Dag, naar Gud skal dømme Menneskens skjulte Idrætter efter mit 
Evangelium, ved Jesus Christus. 
 17. See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser 
dig i Gud, 
 18. og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven, 
 19. og fordrister dig til at være 

     de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke, 
 20. Uforstandiges Tugtemester, eenfoldiges Lærer, som har Reglen for Kundskab 
og Sandhed i Loven. 
 21. Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at 
man ikke skal stjæle, du stjæler! 
 22. Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som 
har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige! 
 23. Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse! 
 24. Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet 
er. 
 25. Vel er Omskærelsen nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens 
Overtræder, da er din Omskærelse bleven en Forhud. 
 26. Dersom nu Forhuden holder Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes som 
Omskærelse? 
 27. Og den legemlige Forhud, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med 
Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. 
 28. Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er derfor Jøde; ei heller er den 
Omskærelse, som skeer udvortes i Kjødet derfor Omskærelse; 
 29. men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aanden, ikke 
efter Bogstaven: en Saadan har Roes, ikke af Mennesker, men af Gud.

3. Kapitel.

  1. Hvad er da Jødernes Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? 
  2. Meget i alle Maader; fornemmeligen, at Guds Ord ere dem betroede. 
  3. Thi hvad? dersom og Nogle vare vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds 
Trofasthed til Intet? 
  4. Det være langt fra! Gud maa være sanddru, om endog hvert Menneske er 
Løgner, som skrevet er: 

     at du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes. 
  5. Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da 
sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter 
menneskelig Viis). 
  6. Det være langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden? 
  7. Thi dersom Guds Sandhed har viist sig ydermere til hans Ære formedelst 
min Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder? 
  8. Og hvorfor skulle vi da ikke, (som man bespotteligen siger om os, og som 
Nogle foregive, at vi lære), gjøre Ondt, at der kan komme Godt af? Saadannes 
Fordømmelse er retfærdig. 
  9. Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, 
at baade Jøder og Græker ere alle under Synd, 
 10. som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een; 
 11. der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud; 
 12. alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som 
gjør Godt, der er end ikke Een. 
 13. En aabnet Grav er deres Strube; med deres Tunger besvige de; Øglers 
Forgift er underderes Læber; 
 14. deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed; 
 15. deres Fødder ere snare til at udøse Blod. 
 16. Der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie, 
 17. og Fredens Vei have de ikke kjendt. 
 18. Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine. 
 19. Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere 
under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for 
Gud. 
 20. Derfor kan intet Kjød blive retfærdiggjort for ham ved Lovens Gjerninger; 
thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse. 
 21. Men nu er uden Loven Guds Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet 
ved Loven og Propheterne. 
 22. Guds Retfærdighed ved 

     Jesu Christi Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke 
Fjorskjel. 
 23. Alle have jo syndet, og dem fattes Ære for Gud, 
 24. og de blive retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade, ved den Forløsning, 
som er i Christus Jesus, 
 25. hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans 
Blod for at vise sin Retfærdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i 
Guds Langmodighed; 
 26. for at vise sin Retfærdighed paa den nærværende Tid, at han maa være 
retfærdig og gjøre den retfærdig, som er af Jesu Tro. 
 27. Hvor er altsaa vor Roes? Den er udelukt. Formedelst hvilken Lov? 
Gjerningernes? Nei, men Formedelst Troens Lov. 
 28. Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen, uden 
Lovens Gjerninger. 
 29. Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa 
Hedningernes. 
 30. Efterdi der er een Gud, som vil retfærdiggjøre den Omskaarne ved Troen, 
og den Uomskaarne formedelst Troen. 
 31. Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det være langt fra! Nei, vi 
stadfæste 
     Loven.

4. Kapitel.

  1. Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet? 
  2. Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, har han Roes, men 
ikke for Gud. 
  3. Thi hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til 
Retfærdighed. 
  4. Men den, som har Gjer-

     ninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed: 
  5. den derimod, som ikke har Gjerninger, men troer paa ham, som 
retfærdiggjør Synderen, regnes hans Tro til Retfærdighed; 
  6. ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner 
Retfærdighed uden Gjerninger: 
  7. salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; 
  8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd. 
  9. Tilhører da denne Salighed Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi 
sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. 
 10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han 
havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud. 
 11. Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed 
ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til 
alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem 
tilregnet, 
 12. og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men 
ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som 
uomskaaren. 
 13. Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han 
skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed. 
 14. Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og 
Forjættelsen gjort til Intet. 
 15. Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke 
Overtrædelse. 
 16. Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den 
maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men 
og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader, 
 17. (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, 

     hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke 
ere, som om de vare. 
 18. Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, 
efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde; 
 19. og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede 
var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras 
Liv; 
 20. han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav 
han Gud Æren, 
 21. fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at 
gjøre. 
 22. Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed. 
 23. Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 
 24. men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, 
der opriste vor Herre Jesus fra de Døde; 
 25. hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor 
Retfærdiggjørelse.

5. Kapitel.

  1. Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre 
Jesus Christus, 
  2. ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og 
vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud; 
  3. ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi 
vide at Trængslen virker Standhaftighed, 
  4. men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, 
  5. men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore 

     Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os. 
  6. Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de 
Ugudelige. 
  7. Neppe døer Nogen for en Retfærdig; for den Gode var der maaskee Nogen, 
som turde døe; 
  8. men Gud beviser sin kjærlighed mod os derved, at Christus døde for os, da 
vi endnu vare Syndere. 
  9. Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses 
ved ham fra Vreden. 
 10. Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi 
vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved 
hans Liv. 
 11. Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus 
Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen. 
 12. Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved 
Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede 
alle. 
 13. (Thi Synden var i Verden indtil Loven; men hvor der ikke er Lov, 
tilregnes ikke Synd; 
 14. dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i 
Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde 
komme. 
 15. Men det er ikke med Naadegaven som med Faldet; thi døde de Mange ved den 
Enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gave, ved det ene Menneskes Jesu 
Christi Naade udbredt sig overflødig over de Mange. 
 16. Og det er ikke mig gaven, som med den Ene, der syndede; thi Dommen var, 
efter det ene Fald, til Fordømmelse, men Naaden er, efter mange Fald, til 
Retfærdiggjørelse. 
 17. Thi dersom ved Eenes Fald Døden herskede formedelst den Ene, da skulle 
meget mere de, som annamme den overvættes Naade og Retfærdigheds 

     Gave, herske i Livet ved den Ene, Jesus Christus.) 
 18. Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald kom Fordømmelse over alle Mennesker, 
saaledes skal og ved Eenes Retfærdighed komme over alle Mennesker 
Retfærdigjørelse og Liv. 
 19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa 
skulle og ved den Enes Lydighed Mange vorde retfærdige. 
 20. Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden 
blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere, 
 21. saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved 
Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre.

6. Kapitel.

  1. Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive ved i Synden, at Naaden maa blive 
des overflødigere? 
  2. Det være langt fra! Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi 
endnu leve i den? 
  3. Vide I ikke, at vi saa mange, som ere døbte til Christus Jesus, ere døbte 
til hans Død? 
  4. Vi ere altsaa begravne med ham ved Daaben til Døden, paa det, at, ligesom 
Christus er opreist fra de Døde ved Faderens Herlighed, saa skulle og vi 
vandre i et nyt Levnet. 
  5. Thi dersom vi ere blevne forenede med ham ved Lighed med hans Død, da 
skulle vi og være det i Lighed med hans Opstandelse; 
  6. efterdi vi vide dette, at vort gamle Menneske er korsfæstet med ham, paa 
det Syndens Legeme skal blive Intet, saa at vi ikke fremdeles skulle tjene 
Synden. 
  7. Thi hvo som er død, er fri-gjort fra Synden. 

  8. Men dersom vi ere døde med Christus, da troe vi, at vi og skulle leve med 
ham, 
  9. efterdi vi vide, at Christus, som er opreist fra de Døde, døer ikke mere; 
Døden hersker ikke mere over ham. 
 10. Thi det, han døde, døde han een Gang for Synden; men det, han lever, det 
lever han for Gud. 
 11. Saaledes anseer ogsaa I Eder selv som døde for Synden, men som levende 
for Gud i Christus Jesus, vor Herre. 
 12. Derfor herske Synden ikke Eders dødelige Legeme, saa I lyde den i dets 
Begjeringer. 
 13. Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfærdigheds Redskab; 
men fremstiller Eder selv for Gud til retfærdigheds Redskab. 
 14. Thi Syndens kal ikke herske over Eder; I ere jo ikke under Loven, men 
under Naaden. 
 15. Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under 
Naaden? Det være langt fra! 
 16. Vide I ikke, at hvem I fremstille Eder som Tjenere til Lydighed, dens 
Tjenere ere I, hvem I lyde enten Syndens til Død, eller Lydighedens til 
Retfærdighed? 
 17. Men Gud være Tak, at I have været Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet 
blevne den Lærdoms Form lydige, hvilken I have annammet, 
 18. og frigjorte fra Synden ere I blevne Retfærdighedens Tjenere. 
 19. Jeg taler efter menneskelig Viis formedelst Eders Kjøds Skrøbelighed. Thi 
ligesom I have fremstillet Eders Lemmer som Ureenheds og Uretfærdigheds 
Tjenere til Uretfærdighed, saafremstiller nu Eders Lemmer som Retfærdigheds 
Tjenere til Helliggjørelse. 
 20. Thi da I vare syndens Tjenere, vare I frie fra Retfærdigheden. 
 21. Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme Eder? thi 
Enden derpaa er Døden. 
 22. Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds tjenere, havde 

     I Frugt deraf for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et evigt Liv. 
 23. Thi Syndens Sold er Døden, men Guds Naadegave er evigt Liv i Christus 
Jesus, vor Herre.

7. Kapitel.

  1. Vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til dem, som kjende Loven), at Loven 
hersker over Mennesket, saa lang tid han lever? 
  2. Den gifte Kvinde er bunden ved Loven til manden, den Stund han lever; men 
dersom Manden døer, er hun løst fra Mandens Lov. 
  3. Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun bliver en anden mands, medens 
Manden lever; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun 
ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands. 
  4. Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde fra Loven ved Christi Legeme at i 
skulle blive en Andens, hans som blev oprejst fra de Døde, paa det vi skulle 
bære Gud Frugt. 
  5. Thi da vi vare i Kjødet, virkede de syndige Lyster, som vaktes ved Loven, 
i vore Lemmer til at bære Dødens Frugt. 
  6. Men nu ere vi som Døde løste fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at 
vi skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. 
  7. Hvad skulle vi da sige? Er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg 
kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjerligheden kjendte jeg ikke, 
dersom Loven ei havde sagt: du skal ikke begjere. 
  8. Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjerlighed i mig; 
thi uden Lov er Synden død. 
  9. Jeg levede uden Tid uden Lov, men der Budet kom, blev Synden levende 
igjen; 
 10. og jeg døde, og det Bud, som var givet til Liv, det fandtes at geraade 
mig til Død; 
 11. thi Synden, som tog Anledning af 

     Budet, forførte mig og dræbte mig ved samme. 
 12. Saaledes var vel Loven hellig, og Budet er helligt og retfærdigt og godt. 
 13. Et da det, som er godt, blevet mig til en Død? Det være langt fra! Men 
Synden, paa det den skulde kjendes som Synd, er det som formedelst det Gode 
virkede mig Døden, paa det Synden formedelst Budet skulde vorde overvættes 
syndig. 
 14. Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kjødelig, solgt under 
Synden. 
 15. Thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; det som jeg vil, gjør jeg ikke, 
men hvad jeg hader, det gjør jeg. 
 16. Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da giver jeg Loven det Vidnesbyrd, at 
den er god. 
 17. Men nu gjør ikke jeg det mere, men Synden, som boer i mig. 
 18. Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har 
jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke; 
 19. thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke 
vil, det gjør jeg. 
 20. Dersom jeg da gjør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der 
uretter det, men Synden, som boer i mig. 
 21. Saa finder jeg da den Lov hos mig, idet jeg vil gjøre det Gode, at det 
Onde hænger ved mig. 
 22. Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske; 
 23. men jeg seer en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov 
og tager migfangen under syndens lov, som er i mine Lemmer. 
 24. Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødsens Legeme? 
 25. Jeg takker Gud ved Jesus Christus, vor Herre. Saa tjener da jeg, den 
selvsamme, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet.

8. Kapitel.

  1. Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der 
ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. 
  2. Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra 
Syndens og Dødens Lov. 
  3. Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst 
Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og 
til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet, 
  4. paa det Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter 
Kjødet, men efter Aanden. 
  5. Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter 
Aanden, det Aandelige. 
  6. Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred; 
  7. efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov 
underdanig, ei heller kan den være det. 
  8. Men de, som ere kjødelige, skulle ikke tækkes Gud. 
  9. I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i 
Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans. 
 10. Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men 
Aanden er Liv formedelst Retfærdighed. 
 11. Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal 
han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige 
Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder. 
 12. Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter 
Kjødet; 
 13. thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets 
Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve. 
 14. Thi, saa Mange, som drives 

     af Guds Aand, disse ere Guds Børn. 
 15. Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en 
sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! 
 16. Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. 
 17. Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi 
Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med 
ham. 
 18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod 
den Herlighed, som skal aabenbares paa os. 
 19. Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse. 
 20. Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men 
efter hans, som lagde den derunder), 
 21. dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra 
Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed. 
 22. Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte 
indtil nu. 
 23. Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi 
selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes 
Forløsning. 
 24. Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi 
hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det? 
 25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med 
Taalmodighed. 
 26. Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, 
hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med 
uudsigelige Sukke. 
 27. Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den 
træder frem for de Hellige efter Guds Villie. 

 28. Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som 
efter hans Beslutning ere kaldte. 
 29. Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde 
dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af 
mange Brødre. 
 30. Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han 
kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har 
han og herliggjort. 
 31. Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. 
 32. Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, 
hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham? 
 33. Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. 
 34. Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, 
som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. 
 35. Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest 
eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 
 36. (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede 
som Slagtefaar.) 
 37. Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. 
 38. Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei 
heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det 
Tilkommende, 
 39. ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning 
skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

9. Kapitel.

 
  1. Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med 
mig i den Hellig Aand, 
  2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. 
  3. Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, 
mine Frænder efter kjødet, 
  4. hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og 
Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre, 
  5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er 
Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen. 
  6. Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere 
Israel; 
  7. ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i 
Isaak skal Sæden fremkaldes dig. 
  8. Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men 
Forjættelsens Børn regnes til Sæden. 
  9. Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal 
Sara have en Søn. 
 10. Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var 
frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader. 
 11. Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller 
Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved 
Gjerninger, men ved ham, som kaldte), 
 12. da blev der sagt til hende: den Ældre skal tjene den Yngre; 
 13. som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg. 
 14. Hvad skulle vi da sige? mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være 
langt fra! 

 15. Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er 
miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over. 
 16. Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, 
men til Gud, som gjør Miskundhed. 
 17. Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, 
at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa 
al Jorden. 
 18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som 
han vil. 
 19. Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har 
imodstaaet hans Villie? 
 20. Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, 
som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes? 
 21. Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre 
et Kar til Ære, men et andet til Vanære? 
 22. Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, 
taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse; 
 23. og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens 
Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed, 
 24. hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af 
Hedninger! 
 25. Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit 
Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede; 
 26. og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke 
mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn. 
 27. Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets 
Sand, saa skal kun en Levning Frelses. 
 28. Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i 
Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden. 

 29. Og som Esaias har sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth ikke havde 
levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra. 
 30. Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, 
fik Retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som er af Troen. 
 31. Men Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, kom ikke til 
Retfærdigheds Lov. 
 32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. 
Thi de stødte an paa Anstødsstenen, 
 33. som skrevet er: see, jeg sætter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses 
Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskæmmes.

10. Kapitel.

  1. Brødre mit Hjertes Ønske og Begjering til Gud for Israel om deres Frelse. 
  2. Jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjærheden for Gud men ikke 
med Kundskab; 
  3. thi da de ikke kjende Guds Retfærdighed og tragte efter at oprette en 
egen Retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds Retfærdighed. 
  4. Thi Christus er Lovens Ende, til Retfærdighed for hver den, som tror. 
  5. Moses skriver om den Retfærdighed, som er af Loven, at det Menneske, som 
gjør disse Ting, skal derved leve. 
  6. Men den Retfærdighed, som er af Troen, siger saaledes: siig ikke i dit 
Hjerte: hvo vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Christus ned; 
  7. eller: hvo vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Christus op fra 
de Døde. 
  8. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, nemlig 
det Troens Ord, som vi prædike. 

  9. Thi dersom du bekjender den Herre Jesus med din Mund og tror i dit 
Hjerte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du blive salig. 
 10. Thi med hjertet troer man til Retfærdighed, men med Munden bekjender man 
til saliggjørelse. 
 11. Skriften siger jo: hver den, som troer paa ham, skal ikke beskæmmes. 
 12. Og der er ikke Forskjel paa Jøde og Græker; thi den Samme er Alles Herre, 
som er rig nok for alle dem, som paakalde ham. 
 13. thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal vorde salig. 
 14. Hvorledes skulle de vel paakalde den, paa hvem de ikke havde troet? men 
hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som prædiker?  
 15. men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte? Som 
skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde 
godt Budskab. 
 16. Men de løde ikke alle det gode Budskab, som Esaias siger: Herre hvo 
troede det, han hørte af os? 
 17. Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved 
Guds Ord. 
 18. Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen 
over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser. 
 19. Jeg spørger atter: har Israel ikke vidst det? Først siger Moses: jeg vil 
gjøre Eder nidkjære over et Folk, som ikke er et Folk, over et uforstandigt 
Folk vil jeg vække Eder til Harme. 
 20. Men Esaias drister sig til at sige: jeg er funden af dem, som mig ikke 
søgte, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig. 
 21. Men til Sirael siger han: jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et 
ulydigt og gjenstridigt Folk.

11. Kapitel.

  1. Jeg spørger derfor: mon Gud har forskudt sig Folk? Det være langt fra! 
Thi jeg er og en israelit, af Abrahams Sæd, af Benjamins Stamme. 
  2. Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, 
hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, 
sigende: 
  3. Herre de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg 
er alene overbleven, og de efterstræbe mit Liv. 
  4. Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv 
tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal. 
  5. Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens 
udvælgelse bleven tilbage. 
  6. Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver 
Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, 
ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning. 
  7. Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de 
Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; 
  8. som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren 
til ikke at høre, indtil denne Dag. 
  9. Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til 
et Anstød og til et Vederlag; 
 10. deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg! 
 11. Jeg spørger derfor: mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det 
vare langt fra! men ved deres Fald er Saliggørelsen Vederfaren Hedningerne, 
paa det hine skulle vækkes til Nidkjærhed. 
 12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade er Hed-

     ningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 
 13. Thi jeg taler til Eder, I af Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes 
Apostel, ærer jeg mit Embede, 
 14. om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkjærhed og frelse Nogle af dem. 
 15. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres 
Antagelse Andet end Liv af Død? 
 16. Men dersom den første Grøde er hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom 
Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa. 
 17. Men ere nogle af Grenene afbrudte, og er du, en vild Oliekvist, indpodet 
iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 
 18. da roes dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo du 
ikke Roden, men Roden dig. 
 19. Du vil sige: Grenene ere afbrudte, paa det jeg skulde blive indpodet. 
 20. Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke 
overmodig, men frygt! 
 21. Thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han maaskee ei heller spare 
dig. 
 22. See derfor Guds Godhed og Strenghed; Strengheden mod dem, som ere faldne, 
men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du 
afhugges. 
 23. Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi 
Gud er mægtig til atter at indpode dem. 
 24. Thi dersom du er afhuggen af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og 
imod Naturen er indpodet i et godt Olietræ, hvor meget mere skulle disse, som 
ere af Naturen Olietræets Grene, indpodes i deres eget Træ? 
 25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, 
(paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel 
af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet; 
 26. og saa skal det ganske Israel frelses, 

     som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra 
Jakob; 
 27. og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder. 
 28. Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter 
Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld; 
 29. thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke. 
 30. Og ligesom I tilforn vare ulydige mod Gud, men have nu faaet 
Barmhjertighed ved deres Vantro, 
 31. saaledes ere og disse nu blevne ulydige ved den barmhjertithed som Eder 
er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed. 
 32. Thi Gud har indesluttet Alle under Ulydighed, at han kunde forbarme sig 
over Alle. 
 33. O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere 
hans Domme, og hans Veie usporlige! 
 34. Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! 
 35. eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham? 
 36. thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! 
Amen.

12. Kapitel.

  1. Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I 
fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, 
hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse. 
  2. Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved 
Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og 
velbehagelige og fuldkomne Villie. 
  3. Thi formedelst den Naade, som mig er given, siger jeg til enhver iblandt 
Eder, at han ikke skal tænke høiere om sig 

     selv, end han bør at tænke, men tænke om sig selv ved Betænksomhed, 
eftersom Gud tilmaalte Enhver Troens Gave. 
  4. Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer 
have ikke den samme gjerning; 
  5. ligesaa ere vi mange eet Legeme i Christus, men hver for sig ere vi 
hverandres Lemmer. 
  6. Men efterdi vi have adskillige Naadegaver efter den Naade, som er given 
os, enten vi have Prophetiens gave, da lader os bruge den i Forhold til vor 
Tro; 
  7. eller vi have et Embede, da lader os tage vare paa Embedet; eller om 
nogen lærer, paa Lærdommen; 
  8. eller om Nogen formaner, paa Formanelsen; den, som uddeler, gjøre det med 
Redelighed; den, som er Forstander, være det med iver; den, som gjør 
Barmhjertighed, gjøre det med Glæde. 
  9. Kjærligheden være uden Skrømt; haver Afsky til det Onde, Hænder fast ved 
det Gode; 
 10. værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer 
hverandre med Ærbødighed; 
 11. værer ikke lunkne i Eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren; 
 12. værer glade i Haabet, taalmodige i Trængslen, varagtige i Bønnen, 
 13. Antager Eder de Helliges nødtørstighed; laaner gjerne Huus. 
 14. Velsigner dem, som Eder forfølge velsigner, og forbander ikke. 
 15. Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende. 
 16. Haver eet Sind imod hverandre; tragter ikke efter høie ting, men holder 
Eder til de lave; mener Eder selv ikke kloge. 
 17. Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; beflitter Eder paa, hvad der er godt 
for alle Menneskers Aasyn. 

 18. Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det 
staaer til Eder. 
 19. Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er 
skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren. 
 20. Dersom da din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham 
Drikke; thi naar du det gjør, samler du gloende Kul paa hans Hoved. 
 21. Lad dig ikke overvinde af det Onde, men overvind det Onde med det 
Gode.

13. Kapitel.

  1. Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig; thi der er ikke 
Øvrighed uden af Gud, men de Øvrigheder, som ere, har Gud beskikket, 
  2. saa at hvo som sætter sig imod Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning; men 
de, som modstaae, skulle faae deres Dom. 
  3. Thi de Regjerende ere ikke til Skræk for gode Gjerninger, men for onde. 
Vil du da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, som godt er, og du skal 
have Roes af den. 
  4. Thi den er Guds Tjener, dig til Gode. Men dersom du gjør det, som er 
ondt, da frygt dig; thi den bærer ikke Sværdet forgjeves, den er Guds Tjener, 
en hævner, til Straf over den, som gjør det Onde. 
  5. Derfor er det fornødent at være underdanig, ikke alene for Straffens 
Skyld, men ogsaa for Samvittighedens. 
  6. Derfor betale I dem ogsaa Skat; thi de ere Gods Tjenere, som just skulle 
tage vare paa dette. 
  7. Betaler derfor alle, hvad I ere dem skyldige: den, som i ere Skat 
skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære. 
  8. Bliver Ingen Noget skyldige uden dette, at elske hverandre; thi hvo som 
elsker den Anden, har opfyldt Loven. 
  9. Thi det: du skal ikke bedrive hoer; 

     du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk 
Vidnesbyrd; du skal ikke begjere; og om der er noget andet Bud, det befattes 
som i en hovedsum i dette Ord; du skal elske din Næste som dig selv. 
 10. Kjerligheden gjør Næsten ikke Ondt; derfor er Kjærligheden Lovens Fylde. 
 11. Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi 
skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve 
troende. 
 12. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge 
Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben; 
 13. lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og 
Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind; 
 14. men ifører den Herre Jesus Christus, og pleier ikke Kjødet til at vække 
Begjerlighed.

14. Kapitel.

  1. Antager Eder den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger. 
  2. En troer, at man tør æde alt; men den Skrøbelige æder kun Urter. 
  3. Hvo som æder, foragte ikke den, som ikke æder; og hvo som ikke æder 
dømmer ikke den, som æder; thi Gud har antaget ham. 
  4. Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? For sin egen Herre staaer eller 
falder han; men han skal blive staaende, thi Gud er mægtig til at holde ham. 
  5. En agter den ene Dag fremfor den anden, en Anden agter alle Dage lige; 
hver have fuld Vished i sit eget Sind. 
  6. Hvo som gjør sig Mening om Dage, han gjør det for Herren; og hvo som ikke 

     gjør sig Mening og Dage, han gjør det ogsaa for Herren. Hvo som æder gjør 
det for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke æder, gjør det ogsaa for 
Herren og takker Gud. 
  7. Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv; 
  8. thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi 
Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens. 
  9. Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at 
han skal herske baade over Døde og Levende. 
 10. Du altsaa, hvi dømmer du din Broder? eller du, hvi foragter du din 
Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Christi Domstol. 
 11. Thi der er skrevet: saa sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert Knæ 
bøies for mig, og hver Tunge skal bekjende Gud. 
 12. Altsaa skal hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv. 
 13. Derfor lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, ikke 
at sætte Anstød eller Forargelse for en Broder. 
 14. Jeg veed og er vis paa i den Herre Jesus, at Intet er ureent i sig selv; 
dog for den, som agter Noget for ureent, ham er det ureent. 
 15. Men dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere 
efter Kjærlighed. Led ikke ved din mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld 
Christus er død. 
 16. Lader derfor Eders Gode ikke blive bespottet. 
 17. Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i 
den Hellig Aand. 
 18. Hvo som derudi tjener Christus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for 
Menneskene. 
 19. Derfor lader os tragte efter det 

     som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse. 
 20. Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld. Vel er Alt reent, men det er ondt 
for det Menneske, som æder med Anstød. 
 21. Det er godt ikke at æde Kjød eller at drikke Viin eller at gjøre Noget, 
som støder din Broder, forarger eller ængster ham. 
 22. Du har Tro; hav den hos dig selv for Gud. Salig er den, som ikke maa 
dømme sig selv i det, han vælger. 
 23. Men hvo som tvivler og dog æder han er skyldig, fordi det ikke er af Tro 
men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

15. Kapitel.

 
  1. Vi, som ere stærke, bør da bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke 
behage os selv. 
  2. Hver af os være sin Næste til Behag i det Gode, til Opbyggelse. 
  3. Thi ogsaa Christus levede ikke sig selv til Behag; men som skrevet 
staaer: deres Forhaanelser, som dig forhaane ere faldne paa mig. 
  4. Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, det er skrevet os til Lærdom, paa 
det vi skulle have Haab ved taalmodighed og Skriftens Trøst. 
  5. Men Taalmodighedens og Trøstens Gud giver Eder at have eet Sind indbyrdes 
efter Christus Jesus, 
  6. at I eendrægteligen med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu 
Christi Fader. 
  7. Derfor antager Eder hverandre, ligesom Christus har antaget sig os, til 
Guds Ære. 
  8. Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskærelsens Tjener for 
Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; 

  9. men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som 
skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit 
Navn. 
 10. Og atter siges der: fryder Eder, I hedninger, med hans Folk! 
 11. Og atter: lover Herren alle Hedninger, og priser ham, alle Folk! 
 12. Og atter siger Esaias: der skal være en Rod af Issai, og den, som 
opstaaer at regjere over Hedningerne, paa ham skulle Hedningerne haabe. 
 13. Men haabets Gud fylde Eder med al Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne 
vorde rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft. 
 14. Iøvrigt, mine Brødre! er jeg og selv forvisset om Eder, at ogsaa i ere 
fulde af Godhed, og rige paa al Kundskab, i stand til at paaminde hverandre. 
 15. Dog har jeg for en Deel tilskrevet Eder, mine Brødre! noget dristigere 
for at paaminde Eder efter den Naade, som mig er givet af Gud, 
 16. at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds 
Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget 
formedelst den Hellig Aand. 
 17. Saaledes har jeg Roes i Christus Jesus i min Tjeneste for Gud. 
 18. Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus 
ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling, 
 19. ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra 
Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi 
Evangelium; 
 20. dog saaledes, at jeg havde synderlig Villie til at prædike Evangelium, 
ikke der, hvor Christus var nævnet, at jeg ikke skulde bygge paa en fremmed 
Grundvold, 
 21. men, som skrevet staaer: de, for hvilke Intet var kundgjort om ham, 
skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae. 
 22. Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til Eder. 

 23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse lande, og fra mange Aar af har 
Længsel efter at komme til Eder, 
 24. vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til Eder; thi jeg haaber at 
see Eder, naar jeg reiser igjennem, og af Eder at blive ledsaget derhen, naar 
jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos Eder. 
 25. Men nu reiser jeg til Jerusalem for at tjene de Hellige. 
 26. Thi Macedonien og Achaia have anseet for godt at gjøre et Sammenskud til 
de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem. 
 27. De ansaae det for godt og ere ogsaa deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne 
blevne deelagtige i hines aandelige Fordele, da ere de og skyldige at tjene 
dem i det Timelige. 
 28. Naar jeg da har fuldbragt dette forsikkrer dem denne Frugt, vil jeg 
derfra drage igjennem Eders Stad til Spanien. 
 29. Men jeg veed, at naar jeg kommer til Eder, skal jeg komme med Christi 
Evangeliums Velsignelses Fylde. 
 30. Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Christus og ved 
Aandens Kjærlighed, og I ville med mig stride i Bøn for mig til Gud, 
 31. at jeg maa udfries fra de Vantroe i Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem 
maa blive de Hellige behageligt, 
 32. paa det jeg kan komme til Eder med Glæde efter Guds Villie og vederkvæges 
med Eder. 
 33. Fredens Gud være med Eder alle! Amen.

16. KAPITEL

  1. Jeg, befaler Eder Phoebe, vor Søster, Tjenerinde ved Menigheden i 
Kenchrea, 
  2. at I antage hende i Herre, som det sømmer de Hellige, og gjøre hende 
Bistand i hvadsomhelst hun maatte have Eder 

     behov; thi hun har og gjort Mange Bistand, ja ogsaa mig selv. 
  3. Hilser Priscilla og Aqualias, mine Medarbeidere i Christus Jesus, 
  4. hvilke for mit Liv have vovet deres eget, hvem ikke jeg alene takker, men 
og alle Hedningernes Menigheder; 
  5. og hilser Menigheden i deres Huus! Hilser Epænetus, den Elskelige, 
Achaias Førstegrøde i Christus. 
  6. Hilser Maria, som har arbeidet meget for os. 
  7. Hilser Andronicus og Junias, mine Frænder og mine Medfangne, som ere 
mærkelige iblandt Apostlerne og have, for jeg, været i Christus. 
  8. Hilser Amplias, min Elskelige i Herren. 
  9. Hilser Urbanus, vor Medarbeider i Christus, og Stachys, min Elskelige. 
 10. Hilser Apelles, den Prøvede i Christus. Hilser dem som, ere af 
Aristobulus' Huus. 
 11. Hilser Herodian min Frænde. Hilser dem af Narcissus' Huus, som ere i 
Herren. 
 12. Hilser Tryphena og Tryphosa, som have arbeidet i Herren. Hilser Persis, 
den Elskelige, som har arbeidet meget i Herren. 
 13. Hilser Rufus, den Udvalgte i Herren og hans og min Moder. 
 14. Hilser Afyncritus, Phlegon, Hermas, Patrobas, Hermes og Brødrene hos dem. 
 15. Hilser Philologus og Julias, Nereus og hans Søster, og Olympa, og alle de 
Hellige hos dem. 
 16. Hilser hverandre med et helligt Kys. Christi Menigheder hilse Eder. 
 17. End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og 
Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem. 
 18. Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og 
ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter. 
 19. Eders Lydighed er bleven Alle bekjendt; derfor glæder jeg mig over Eder. 
Men jeg vil, at I skulle være vise til det Gode og eenfoldige til det Onde. 
 20. Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres 
Jesu Christi Naade være med Eder! Amen. 
 21. Timotheus, min Medarbeider, og Lucius og Jafon og Sofipater, mine 
Frænder, hilse Eder. 
 22. Jeg, Tertius, som har skrevet dette Brev, hilser Eder i Herren. 
 23. Cajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser Eder. Craftus, Stadens 
Rentemester, hilser Eder, og Broderen Qvartus. 

 24. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle! Amen. 
 25. Men ham, som er mægtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu 
Christi Prædiken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra 
evige Tider, 
 26. men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige 
Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed: 
 27. ham, den ene vise Gud, være Ære ved Jesus Christus i al Evighed! 
Amen.