207 
PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
1. KAPITEL 
1. Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til 
Apostel, beskikket til at forkynde Guds 
Evangelium, 
2. hvilket han forud havde lovet ved sine 
Propheter i de hellige Skrifter, 
3. om sin Søn, født af Davids Sæd efter 
Kjødet, 
4. krafteligen beviist at være Guds Søn 
efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen 
fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre, 
5. ved hvem vi have faaet Naade og 
Apostelembedet til at oprette Troens 
Lydighed iblandt alle Hedninger 
formedelst hans Navn, 
6. blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi 
Kaldte: 
7. Eder alle, som ere i Rom, Guds 
Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og 
Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus 
Christus! 
8. Først takker jeg min Gud ved Jesus 
Christus for Eder alle, at Eders Tro 
omtales i den ganske Verden. 
9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min 
Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, 
hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa 
Eder, 
10. altid begjerende i mine Bønner, at jeg 
dog engang maatte faae Held til efter Guds 
Villie, at komme til Eder. 
11. Thi mig forlænges efter at see Eder, at 
jeg kunde meddele Eder nogen aandelig 
Naadegave, saa I maatte styrkes, 
12. det er, at vi hos Eder maatte 
opmuntres tilsammen ved fælles Tro, 
baade Eders og min. 
13. Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være 
uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at 
komme til Eder, (men jeg har hidindtil 
været forhindret), paa det jeg maatte have 
nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom 
og iblandt de andre Hedninger. 
14. Baade Græker og Barbarer, baade 
Vise og Uvise er jeg en Skyldner. 
15. Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, 
redebon at prædike Evangelum ogsaa for 
Eder, som ere i Rom. 
16. Jeg skammer mig ikke ved Christi 
Evangelium; thi det er en Guds Kraft til 
Saliggjørelse for hver den, som troer, 
baade for Jøde først og for Græker. 
17. Thi derudi aabenbares Guds 
retfærdighed ved Troen for Troen, som 
skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen 
skal leve. 
18. Men Guds Vrede aabenbares af 
Himmelen over al de Menneskers 
Ugudelighed og Uretfærdighed, som 
forholde Sandheden ved Uretfærdighed. 
19. Thi det, som man kan vide om Gud, er 
dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret 
dem det. 
20. Thi hans usynlige Væsen, hans evige 
Kraft og Guddommelighed beskues fra 
Verdens Skabelse af og forstaaes af hans 
Gjerninger, saa at de have ingen 
Undskyldning. 
21. Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede 
eller takkede de ham dog ikke som Gud, 
men bleve forfængelige i deres Tanker, og 
deres uforstandige Hjerte blev formørket. 
22. Der de sagde sig at være vise bleve de 
Daarer, 
23. og forvendte den uforkrænkelige 
Guds Herlighed til Lighed med et 
forkrænkeligt Menneskes og Fugles og 
fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
208 
24. Derfor har og Gud givet dem hen i 
deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, 
saa at de indbyrdes vanærede deres 
Legemer. 
25. De forvendte Guds Sandhed til Løgn 
og dyrkede og tjente Skabningen over 
Skaberen, som er velsignet i Evighed! 
Amen. 
26. Desaarsag har Gud givet dem hen i 
skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder 
forvendte den naturlige Brug til den 
unaturlige, 
27. og desligeste ogsaa Mændene: de 
forlode Kvindens naturlige Brug og 
optændtes i deres Lyster til hverandre, saa 
at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og 
fik deres Vildfarelses Løn, som det burde 
sig, paa dem selv. 
28. Og ligesom de ikke holdt for godt at 
have Guds Kundksab, saa gav Gud dem 
hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det 
Usømmelige, 
29. opfyldte med al Uretfærdighed, 
Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; 
fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, 
Vanart; 
30. Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, 
Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds- 
Opfindere, Forældreulydige, 
31. uforstandige, troløse, ukjærlige, 
uforligelige, ubarmhjertige; 
32. hvilke, enddog de kjende Guds 
retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne 
Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene 
gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det 
gjøre. 
2. KAPITEL 
1. Derfor er du uden Undskyldning, o 
Menneske! hvo du er, som dømmer; thi 
idet du dømmer en Anden, fordømmer du 
dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det 
Samme. 
2. Vi vide jo, at Guds Dom er efter 
Sandhed over dem, som gjøre Saadant. 
3. Men tænker du dette, o Menneske! du 
som dømmer dem, der gjøre Saadant, og 
gjør selv det Samme, at du skal undflye 
Guds Dom? 
4. Eller foragter du hans Godheds og 
Taalmodigheds og Langmodigheds 
Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed 
leder dig til Omvendelse? 
5. Men efter din Haardhed og dit 
ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv 
Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige 
Doms Aabenbarelses Dag. 
6. Thi han skal betale hver efter hans 
Gjerninger: 
7. dem, som ved Bestandighed i god 
Gjerning søge Ære og Hæder og 
Uforkrænkelighed, et evigt Liv; 
8. men dem, som ere gjenstridige, og 
ikke lyde Sandhed, men adlyde 
Uretfærdighed, skal vorde Ugunst og 
Vrede. 
9. Trængsel og Angest skal være over 
hvert Menneskes Sjæl, som gjør det Onde, 
baade en Jødes først og en Grækers; 
10. men Ære og Hæder og Fred skal 
vorde hver den, som gjør det Gode, baade 
en Jøde først og en Græker. 
11. Thi der er ingen Persons Anseelse hos 
Gud. 
12. Hvilkesomhelst have syndet uden 
Loven, de straffes og uden Loven; og 
hvilkesomhelst have syndet under Loven, 
de skulle dømmes ved Loven: 
13. (thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige 
for Gud, men Lovens Gjørere skulle 
retfærdiggjøres. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
209 
14. Thi efterdi Hedningerne, som ikke 
have Loven, gjøre af naturen Lovens 
Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have 
Loven, dem selv en Lov; 
15. de vise Lovens Gjerning skreven i 
deres Hjerter, idet deres Samvittighed 
vidner med dem, og Tankerne indbyrdes 
anklage eller og forsvare hverandre;) 
16. paa den Dag, naar Gud skal dømme 
Menneskens skjulte Idrætter efter mit 
Evangelium, ved Jesus Christus. 
17. See, du kalder dig en Jøde og forlader 
dig tryggeligen paa Loven og roser dig i 
Gud, 
18. og veed hans Villie og prøver 
Tingenes forskjel, underviist af Loven, 
19. og fordrister dig til at være de Blindes 
Veileder, deres Lys, som ere i Mørke, 
20. Uforstandiges Tugtemester, 
eenfoldiges Lærer, som har Reglen for 
Kundskab og Sandhed i Loven. 
21. Du derfor, som lærer Andre, du lærer 
ikke dig selv! Du, som prædiker, at man 
ikke skal stjæle, du stjæler! 
22. Du, som siger, at man ikke skal 
bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som 
har Vederstyggelighed til Afguder, du 
raner det Hellige! 
23. Du, som roser dig af Loven, du 
vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse! 
24. Thi for Eder Skyld bespottes Guds 
Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er. 
25. Vel er Omskærelsen nyttig, om du 
holder Loven; men er du Lovens 
Overtræder, da er din Omskærelse bleven 
en Forhud. 
26. Dersom nu Forhuden holder Lovens 
Bud, mon da ikke hans Forhud regnes som 
Omskærelse? 
27. Og den legemlige Forhud, som 
opfylder Loven, skal dømme dig, som med 
Bogstav og Omskærelse er Lovens 
Overtræder. 
28. Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er 
derfor Jøde; ei heller er den Omskærelse, 
som skeer udvortes i Kjødet derfor 
Omskærelse; 
29. men den, som indvortes er Jøde, og 
Hjertets Omskærelse i Aanden, ikke efter 
Bogstaven: en Saadan har Roes, ikke af 
Mennesker, men af Gud. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
210 
3. KAPITEL 
1. Hvad er da Jødernes Fortrin? eller 
hvad gavner Omskærelsen? 
2. Meget i alle Maader; fornemmeligen, 
at Guds Ord ere dem betroede. 
3. Thi hvad? dersom og Nogle vare 
vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds 
Trofasthed til Intet? 
4. Det være langt fra! Gud maa være 
sanddru, om endog hvert Menneske er 
Løgner, som skrevet er: at du maa befindes 
retfærdig i dine Ord og vinde, naar du 
dømmes. 
5. Men dersom vor Uretfærdighed 
beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi 
da sige? mon Gud være uretfærdig, idet 
han fører Vreden over os? (Jeg taler efter 
menneskelig Viis). 
6. Det være langt fra! Hvorledes kunde 
Gud da dømme Verden? 
7. Thi dersom Guds Sandhed har viist 
sig ydermere til hans Ære formedelst min 
Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som 
en Synder? 
8. Og hvorfor skulle vi da ikke, (som 
man bespotteligen siger om os, og som 
Nogle foregive, at vi lære), gjøre Ondt, at 
der kan komme Godt af? Saadannes 
Fordømmelse er retfærdig. 
9. Hvad da? have vi Noget forud? 
Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at 
baade Jøder og Græker ere alle under 
Synd, 
10. som skrevet staaer: der er Ingen 
retfærdig, end ikke Een; 
11. der er Ingen forstandig, der er Ingen, 
som søger efter Gud; 
12. alle ere afvegne; de ere tilsammen 
blevne uduelige, der er Inten, som gjør 
Godt, der er end ikke Een. 
13. En aabnet Grav er deres Strube; med 
deres Tunger besvige de; Øglers Forgift er 
underderes Læber; 
14. deres Mund er fuld af Forbandelser og 
Beeskhed; 
15. deres Fødder ere snare til at udøse 
Blod. 
16. Der er Fordærvelse og Elendighed i 
deres Veie, 
17. og Fredens Vei have de ikke kjendt. 
18. Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine. 
19. Men vi vide, at hvadsomhelst Loven 
siger, siger den til dem, som ere under 
Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og 
al Verden være skyldig for Gud. 
20. Derfor kan intet Kjød blive 
retfærdiggjort for ham ved Lovens 
Gjerninger; thi ved Loven kommer 
Syndens Erkjendelse. 
21. Men nu er uden Loven Guds 
Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er 
vidnet ved Loven og Propheterne. 
22. Guds Retfærdighed ved Jesu Christi 
Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi 
der er ikke Fjorskjel. 
23. Alle have jo syndet, og dem fattes 
Ære for Gud, 
24. og de blive retfærdiggjort uforskyldt 
af hans Naade, ved den Forløsning, som er 
i Christus Jesus, 
25. hvilken Gud har fremstillet til en 
Forsoning formedelst Troen paa hans Blod 
for at vise sin Retfærdighed ved de forhen 
begangne Syndens Forlades i Guds 
Langmodighed; 
26. for at vise sin Retfærdighed paa den 
nærværende Tid, at han maa være 
retfærdig og gjøre den retfærdig, som er af 
Jesu Tro. 
27. Hvor er altsaa vor Roes? Den er 
udelukt. Formedelst hvilken Lov? 
Gjerningernes? Nei, men Formedelst 
Troens Lov. 
28. Derfor slutte vi, at Mennesket bliver 
retfærdiggjort ved Troen, uden Lovens 
Gjerninger. 
29. Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon 
ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa 
Hedningernes. 
30. Efterdi der er een Gud, som vil 
retfærdiggjøre den Omskaarne ved Troen, 
og den Uomskaarne formedelst Troen. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
211 
31. Afskaffe vi da Loven formedelst 
Troen? Det være langt fra! Nei, vi 
stadfæste Loven. 
4. KAPITEL 
1. Hvad skulle vi da sige, at vor Fader 
Abraham vandt efter Kjødet? 
2. Thi dersom Abraham blev 
retfærdiggjort ved Gjerninger, har han 
Roes, men ikke for Gud. 
3. Thi hvad siger Skriften? Abraham 
troede Gud, og det blev regnet ham til 
Retfærdighed. 
4. Men den, som har Gjerninger at 
fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, 
men som Skyldighed: 
5. den derimod, som ikke har 
Gjerninger, men troer paa ham, som 
retfærdiggjør Synderen, regnes hans Tro til 
Retfærdighed; 
6. ligesom og David priser det Menneske 
saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed 
uden Gjerninger: 
7. salige de, hvis Overtrædelser ere 
forladte, og hvis Synder ere skjulte; 
8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil 
tilregne Synd. 
9. Tilhører da denne Salighed 
Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? 
Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham 
til Retfærdighed. 
10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? 
da han var omskaaren, eller da han havde 
Forhud? Ikke da han var omskaaren, men 
da han havde Forhud. 
11. Og han annammede Omskærelsens 
Tegn som en Befaling paa den 
Retfærdighed ved Troen, hvilken han 
havde som uomskaaren, saa at han skulde 
være Fædre til alle dem, som troe uden at 
være omskaarne, at Retfærdighed maa 
vorde ogsaa dem tilregnet, 
12. og Fader til de Omskaarne, til dem, 
som ikke alene have Omskærelse, men 
ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken 
vor Fader Abraham havde som 
uomskaaren. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
212 
13. Thi ikke formedelst Loven fik 
Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at 
han skulde arve Verden, men formedelst 
Troens Retfærdighed. 
14. Og ere de, som holde sig til Loven, 
Arvinger, da er Troen Forgjeves, og 
Forjættelsen gjort til Intet. 
15. Loven virker Straf; thi hvor der ikke 
er Lov, der er heller ikke Overtrædelse. 
16. Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa 
den tildeles af Naade, paa det den maatte 
staae fast for den ganske Sæd, ikke alene 
for den, som har Loven, men og for den, 
som har Abrahams Tro, hvilken er alle 
vores Fader, 
17. (som skrevet er: jeg har sat dig til 
mange Folks Fader), for Gud, hvem han 
troede, som levendegjør de Døde, og 
kalder de Ting, der ikke ere, som om de 
vare. 
18. Han troede imod Haab mod Haab, at 
han skulde vorde mange Folks Fader, efter 
det, som sagt var: saaledes skal din Sæd 
vorde; 
19. og uden at vakle i Troen, saae han 
ikke paa sit eget Legeme, som allerede var 
kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, 
eller paa Kraftløsheden i Saras Liv; 
20. han tvivlede ikke i Vantro paa Guds 
Forjættelse, men styrket i Troen, gav han 
Gud Æren, 
21. fuldkommeligen vis paa, at hvad han 
havde lovet, var han og mægtig til at gjøre. 
22. Derfor blev det og regnet ham til 
Retfærdighed. 
23. Dog er det ikke skrevet for hans Skyld 
alene, at det blev ham tilregnet, 
24. men ogsaa for vor Skyld, hvilke det 
skal tilregnes, naar vi troe paa den, der 
opriste vor Herre Jesus fra de Døde; 
25. hvilken er given hen for vore 
Overtrædelser og oprist for vor 
Retfærdiggjørelse. 
5. KAPITEL 
1. Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, 
have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus 
Christus, 
2. ved hvem vi have erholdt Adgang i 
Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi 
rose os af Haab om Herlighed hos Gud; 
3. ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa 
af vore Trængsler, efterdi vi vide at 
Trængslen virker Standhaftighed, 
4. men Standhaftigheden Forfarenhed, 
men Forfarenhed Haab, 
5. men Haabet beskæmmer ikke; thi 
Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter 
ved den Hellig Aand, som er given os. 
6. Thi da vi endnu vare Overtrædere, 
døde Christus til bestemte Tid for de 
Ugudelige. 
7. Neppe døer Nogen for en Retfærdig; 
for den Gode var der maaskee Nogen, som 
turde døe; 
8. men Gud beviser sin kjærlighed mod 
os derved, at Christus døde for os, da vi 
endnu vare Syndere. 
9. Saa meget mere skulle vi derfor nu 
retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved 
ham fra Vreden. 
10. Thi dersom vi bleve forligte med Gud 
formedelst hans Søns Død, der vi vare 
Fjender, da skulle vi meget mere, efter at 
vi ere forligte, frelses ved hans Liv. 
11. Ja, ikke det alene, men vi rose os 
ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, 
ved hvem vi nu have faaet Forligelsen. 
12. Altsaa, ligesom Synden kom ind i 
Verden ved eet Menneske, og Døden ved 
Synden, og saaledes Døden trængte 
igjennem til alle Mennesker, idet de 
syndede alle. 
13. (Thi Synden var i Verden indtil 
Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes 
ikke Synd; 
14. dog herskede Døden fra Adam til 
Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i 
Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken 
er et Billede paa ham, som skulde komme. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
213 
15. Men det er ikke med Naadegaven som 
med Faldet; thi døde de Mange ved den 
Enes Fald, da har meget mere Guds Naade 
og Gave, ved det ene Menneskes Jesu 
Christi Naade udbredt sig overflødig over 
de Mange. 
16. Og det er ikke mig gaven, som med 
den Ene, der syndede; thi Dommen var, 
efter det ene Fald, til Fordømmelse, men 
Naaden er, efter mange Fald, til 
Retfærdiggjørelse. 
17. Thi dersom ved Eenes Fald Døden 
herskede formedelst den Ene, da skulle 
meget mere de, som annamme den 
overvættes Naade og Retfærdigheds Gave, 
herske i Livet ved den Ene, Jesus 
Christus.) 
18. Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald 
kom Fordømmelse over alle Mennesker, 
saaledes skal og ved Eenes Retfærdighed 
komme over alle Mennesker 
Retfærdigjørelse og Liv. 
19. Thi ligesom ved det ene Menneskes 
Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa 
skulle og ved den Enes Lydighed Mange 
vorde retfærdige. 
20. Men Loven kom til, at Faldet kunde 
des fuldere kjendes; men hvor Synden blev 
fuldere kjendt, der viste naaden sig end 
overflødigere, 
21. saa at, ligesom Synden herskede ved 
Døden, saa skal og Naaden herske ved 
Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst 
Jesus Christus, vor Herre. 
6. KAPITEL 
1. Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive 
ved i Synden, at Naaden maa blive des 
overflødigere? 
2. Det være langt fra! Vi, som ere døde 
fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve 
i den? 
3. Vide I ikke, at vi saa mange, som ere 
døbte til Christus Jesus, ere døbte til hans 
Død? 
4. Vi ere altsaa begravne med ham ved 
Daaben til Døden, paa det, at, ligesom 
Christus er opreist fra de Døde ved 
Faderens Herlighed, saa skulle og vi 
vandre i et nyt Levnet. 
5. Thi dersom vi ere blevne forenede 
med ham ved Lighed med hans Død, da 
skulle vi og være det i Lighed med hans 
Opstandelse; 
6. efterdi vi vide dette, at vort gamle 
Menneske er korsfæstet med ham, paa det 
Syndens Legeme skal blive Intet, saa at vi 
ikke fremdeles skulle tjene Synden. 
7. Thi hvo som er død, er frigjort fra 
Synden. 
8. Men dersom vi ere døde med 
Christus, da troe vi, at vi og skulle leve 
med ham, 
9. efterdi vi vide, at Christus, som er 
opreist fra de Døde, døer ikke mere; Døden 
hersker ikke mere over ham. 
10. Thi det, han døde, døde han een Gang 
for Synden; men det, han lever, det lever 
han for Gud. 
11. Saaledes anseer ogsaa I Eder selv som 
døde for Synden, men som levende for 
Gud i Christus Jesus, vor Herre. 
12. Derfor herske Synden ikke Eders 
dødelige Legeme, saa I lyde den i dets 
Begjeringer. 
13. Fremstiller ei heller Eders Lemmer for 
Synden til Uretfærdigheds Redskab; men 
fremstiller Eder selv for Gud til 
retfærdigheds Redskab. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
214 
14. Thi Syndens kal ikke herske over 
Eder; I ere jo ikke under Loven, men under 
Naaden. 
15. Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi 
ere ikke under Loven, men under Naaden? 
Det være langt fra! 
16. Vide I ikke, at hvem I fremstille Eder 
som Tjenere til Lydighed, dens Tjenere ere 
I, hvem I lyde enten Syndens til Død, eller 
Lydighedens til Retfærdighed? 
17. Men Gud være Tak, at I have været 
Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet 
blevne den Lærdoms Form lydige, hvilken 
I have annammet, 
18. og frigjorte fra Synden ere I blevne 
Retfærdighedens Tjenere. 
19. Jeg taler efter menneskelig Viis 
formedelst Eders Kjøds Skrøbelighed. Thi 
ligesom I have fremstillet Eders Lemmer 
som Ureenheds og Uretfærdigheds Tjenere 
til Uretfærdighed, saafremstiller nu Eders 
Lemmer som Retfærdigheds Tjenere til 
Helliggjørelse. 
20. Thi da I vare syndens Tjenere, vare I 
frie fra Retfærdigheden. 
21. Hvad havde I da for Frugt af de Ting, 
ved hvilke I nu skamme Eder? thi Enden 
derpaa er Døden. 
22. Men nu I ere frigjorte fra Synden og 
blevne Guds tjenere, havde I Frugt deraf 
for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et 
evigt Liv. 
23. Thi Syndens Sold er Døden, men 
Guds Naadegave er evigt Liv i Christus 
Jesus, vor Herre. 
7. KAPITEL 
1. Vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til 
dem, som kjende Loven), at Loven hersker 
over Mennesket, saa lang tid han lever? 
2. Den gifte Kvinde er bunden ved 
Loven til manden, den Stund han lever; 
men dersom Manden døer, er hun løst fra 
Mandens Lov. 
3. Derfor skal hun kaldes en Hore, om 
hun bliver en anden mands, medens 
Manden lever; men dersom Manden er 
død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke 
er en Hore, om hun bliver en anden 
Mands. 
4. Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde 
fra Loven ved Christi Legeme at i skulle 
blive en Andens, hans som blev oprejst fra 
de Døde, paa det vi skulle bære Gud Frugt. 
5. Thi da vi vare i Kjødet, virkede de 
syndige Lyster, som vaktes ved Loven, i 
vore Lemmer til at bære Dødens Frugt. 
6. Men nu ere vi som Døde løste fra 
Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi 
skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i 
Bogstavens gamle Væsen. 
7. Hvad skulle vi da sige? Er Loven 
Synd? Det være langt fra! Men jeg kjendte 
ikke Synden uden ved Loven; thi end 
Begjerligheden kjendte jeg ikke, dersom 
Loven ei havde sagt: du skal ikke begjere. 
8. Men Synden, som tog Anledning af 
Budet, virkede al Begjerlighed i mig; thi 
uden Lov er Synden død. 
9. Jeg levede uden Tid uden Lov, men 
der Budet kom, blev Synden levende igjen; 
10. og jeg døde, og det Bud, som var 
givet til Liv, det fandtes at geraade mig til 
Død; 
11. thi Synden, som tog Anledning af 
Budet, forførte mig og dræbte mig ved 
samme. 
12. Saaledes var vel Loven hellig, og 
Budet er helligt og retfærdigt og godt. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
215 
13. Et da det, som er godt, blevet mig til 
en Død? Det være langt fra! Men Synden, 
paa det den skulde kjendes som Synd, er 
det som formedelst det Gode virkede mig 
Døden, paa det Synden formedelst Budet 
skulde vorde overvættes syndig. 
14. Thi vi vide, at Loven er aandelig; men 
jeg er kjødelig, solgt under Synden. 
15. Thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; 
det som jeg vil, gjør jeg ikke, men hvad jeg 
hader, det gjør jeg. 
16. Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da 
giver jeg Loven det Vidnesbyrd, at den er 
god. 
17. Men nu gjør ikke jeg det mere, men 
Synden, som boer i mig. 
18. Thi jeg veed, at i mig, det er i mit 
Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, 
men et udrette det Gode formaaer jeg ikke; 
19. thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg 
ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det 
gjør jeg. 
20. Dersom jeg da gjør det, som jeg ikke 
vil, saa er det ikke mere mig, der uretter 
det, men Synden, som boer i mig. 
21. Saa finder jeg da den Lov hos mig, 
idet jeg vil gjøre det Gode, at det Onde 
hænger ved mig. 
22. Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det 
indvortes Menneske; 
23. men jeg seer en anden Lov i mine 
Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov 
og tager migfangen under syndens lov, 
som er i mine Lemmer. 
24. Jeg elendige Menneske! hvo skal frie 
mig fra dette Dødsens Legeme? 
25. Jeg takker Gud ved Jesus Christus, 
vor Herre. Saa tjener da jeg, den 
selvsamme, Guds Lov med Sindet, men 
Syndens Lov med Kjødet. 
8. KAPITEL 
1. Saa er da nu ingen Fordømmelse for 
dem, som ere i Christus Jesus, der ikke 
vandre efter Kjødet, men efter Aanden. 
2. Thi Aandens Lov, der levendegjør i 
Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens 
og Dødens Lov. 
3. Thi det, som var Loven umuligt, 
efterdi den var kraftesløs formedelst 
Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin 
egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et 
Synd-Offer, og straffede saaledes Synden 
paa Kjødet, 
4. paa det Lovens Fordring skulde 
fuldbringes i os, som ikke vandre efter 
Kjødet, men efter Aanden. 
5. Thi de, som ere efter Kjødet, sandse 
det Kjødelige, men de, som ere efter 
Aanden, det Aandelige. 
6. Thi Kjødets Sands er Døden, men 
Aandens Sands er Liv og Fred; 
7. efterdi Kjødets Sands er Fjendskab 
imod Gud, thi den er ikke Guds Lov 
underdanig, ei heller kan den være det. 
8. Men de, som ere kjødelige, skulle 
ikke tækkes Gud. 
9. I derimod ere ikke kjødelige, men 
aandelige, saafremt Guds Aand, boer i 
Eder; men om nogen ikke har Christi 
Aand, denne er ikke hans. 
10. Men om Christus er i Eder, da er vel 
Legemet dødt formedelst Synden, men 
Aanden er Liv formedelst Retfærdighed. 
11. Men om hans Aand, der opreiste Jesus 
fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som 
opreiste Christus fra de Døde, 
levendegjøre ogsaa Eders dødelige 
Legemer formedelst sin Aand, som boer i 
Eder. 
12. Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets 
Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet; 
13. thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I 
døe, men dersom I døde Legemets 
Gjerninger formedelst Aanden skulle I 
leve. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
216 
14. Thi, saa Mange, som drives af Guds 
Aand, disse ere Guds Børn. 
15. Og I annammer ikke en Trældoms 
Aand atter til Frygt; men I annammede en 
sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi 
raabe: Abba, Fader! 
16. Denne Aand vidner med vor Aand, at 
vi ere Guds Børn. 
17. Men dersom vi ere Børn, ere vi 
arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi 
Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at 
vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham. 
18. Thi jeg holder for, at den nærværende 
Tids Lidelser ere ikke at agte mod den 
Herlighed, som skal aabenbares paa os. 
19. Derfor Venter og Skabningens 
Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse. 
20. Thi Skabningen er underlagt 
Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men 
efter hans, som lagde den derunder), 
21. dog i det Haab, at Skabningen selv 
skal og blive frigjort fra 
Forkrænkelighedens Trældom til Guds 
Børns herlige Frihed. 
22. Dog vi vide, at al Skabningen 
tilsammen sukker og er tilsammen i 
Smerte indtil nu. 
23. Dog ikke det alene, men ogsaa de, 
som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi 
selv skulle i os selv, forventende en sønlig 
Udkaarelse, vort Legemes Forløsning. 
24. Thi vi ere frelste i Haabet, men det 
Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad 
Nogen seer, hvorledes kan han tillige 
haabe det? 
25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke 
see, da forvente vi det med Taalmodighed. 
26. Desligeste kommer og Aanden vor 
Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, 
hvad vi skulle bede, som det sig bør, men 
Aanden selv træder frem for os med 
uudsigelige Sukke. 
27. Men han, som ransager Hjerterne, 
veed, hvad Aandens Sands er; thi den 
træder frem for de Hellige efter Guds 
Villie. 
28. Men vi vide, at alle Ting tjene dem til 
Gode, som elske Gud, dem, som efter hans 
Beslutning ere kaldte. 
29. Thi hvilke han forud kjendte, dem har 
han og forud beskikket til at vorde dannede 
efter hans Søns Billede, paa det han skulle 
være den førstefødte af mange Brødre. 
30. Men hvilke han forud beskikkede, 
dem har han og kaldet; og hvilken han 
kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men 
hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og 
herliggjort. 
31. Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud 
for os, hvo kan da være imod os. 
32. Han, som ikke sparede sin egen Søn, 
men gav ham hen for os alle, hvorledes 
skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting 
med ham? 
33. Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud 
er den, som retfærdiggjør. 
34. Hvo er den, som fordømmer? Christus 
er den, som er død, ja meget mere, som er 
oprejst, som og er ved Guds høire Haand, 
som og træder frem for os. 
35. Hvo skal kunne skille os fra Christi 
Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller 
Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed 
eller Fare eller Sværd? 
36. (Som skrevet er: for din Skyld dræbes 
vi den ganske Dag, vi ere regnede som 
Slagtefaar.) 
37. Men i alt dette mere seire vi ved ham, 
som os elskede. 
38. Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei 
heller Liv, ei heller Engle, ei heller 
Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller 
det Nærværende, ei heller det 
Tilkommende, 
39. ei heller det Høie, ei heller det Dybe. 
ei heller nogen anden Skabning skal kunne 
skille os fra Guds Kjærlighed i Christus 
Jesus, vor Herre. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
217 
9. KAPITEL 
1. Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver 
ikke, min Samvittighed vidner med mig i 
den Hellig Aand, 
2. at jeg har en stor Sorg og en 
uafladelig Smerte i mit Inderste. 
3. Thi jeg ønskede selv at være en 
Forbandelse fra Christus for mine Brødre, 
mine Frænder efter kjødet, 
4. hvilke ere Israelitter, hvem den 
sønlige Udkaarelse og Herligheden og 
Pagterne og Lovgivningen og 
Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre, 
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke 
Christus er efter Kjødet, han, som er Gud 
over Alting, højlovet i Evighed! Amen. 
6. Ikke som om Guds Ord har feilet thi 
ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel; 
7. ei hellere ere Alle Abrahams Børn, 
fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak 
skal Sæden fremkaldes dig. 
8. Det er: ikke de Samme, som ere Børn 
efter Kjødet, ere Guds børn; men 
Forjættelsens Børn regnes til Sæden. 
9. Thi dette er Forjættelsens Ord: ved 
denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara 
have en Søn. 
10. Saa skete det ikke alene den Gang, 
men ogsaa med Rebekka, der hun var 
frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor 
Fader. 
11. Thi der de endnu ikke vare fødte og 
hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, 
(paa det Guds Beslutning efter udvælgelse 
skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men 
ved ham, som kaldte), 
12. da blev der sagt til hende: den Ældre 
skal tjene den Yngre; 
13. som skrevet er: Jakob elskede jeg men 
Esau hadede jeg. 
14. Hvad skulle vi da sige? mon der være 
Uretfærdighed hos Gud? Det være langt 
fra! 
15. Thi han siger til Moses: jeg vil være 
den miskundelig, hvilken jeg er 
miskundelig og forbarme mig over den, 
hvilken jeg forbarmer mig over. 
16. Derfor staaer det ikke til den, som vil, 
ei heller til den, som løber, men til Gud, 
som gjør Miskundhed. 
17. Thi Skriften siger til Pharao: til dette 
Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde 
vise min Magt paa dig, og paa det mit 
Navn skulde forkyndes paa al Jorden. 
18. Saa forbarmer han sig da over den, 
som han vil, men forhærder den, som han 
vil. 
19. Derfor kunde du sige til mig: hvad 
klager han over endnu? hvor har 
imodstaaet hans Villie? 
20. Men, o Menneske! hvo er du, at du vil 
gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er 
dannet, kan sige til den, som dannede det: 
hvi gjorde du mig saaledes? 
21. Eller har pottemageren ikke Magt 
over Leret, af det samme Stykke at gjøre et 
Kar til Ære, men et andet til Vanære? 
22. Men hvad, om nu Gud, der han vilde 
vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte 
med stor Langmodighed Vredens Kar, som 
vare dannede til Fordærvelse; 
23. og han nu vilde kundgjøre sin 
Herligheds Rigdom over 
Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud 
havde beredt til herlighed, 
24. hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke 
alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger! 
25. Som han og siger hos Hoseas: jeg vil 
kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, 
og hende den Elskede, som ikke var den 
Elskede; 
26. og det skal skee, at paa det Sted hvor 
der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der 
skulle de kaldes den levende Guds Børn. 
27. Men Esaias udraaber over Israel: om 
end Israels Børns Tal var som havets Sand, 
saa skal kun en Levning Frelses. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
218 
28. Thi der er den, som fuldkommer sit 
Ord og hasteligen opfylder det i 
Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord 
skal Herren vise paa Jorden. 
29. Og som Esaias har sagt tilforn: 
dersom den Herre Zebaoth ikke havde 
levnet os en Sæd, da vare vi blevne som 
Sodoma og lige med Gomorra. 
30. Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, 
som ikke jagede efter Retfærdighed, fik 
Retfærdighed, nemlig den retfærdighed, 
som er af Troen. 
31. Men Israel, som jagede efter 
Retfærdigheds Lov, kom ikke til 
Retfærdigheds Lov. 
32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den ved 
Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de 
stødte an paa Anstødsstenen, 
33. som skrevet er: see, jeg sætter i Zion 
en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; 
og hver den, som troer paa ham skal ikke 
beskæmmes. 
10. KAPITEL 
1. Brødre mit Hjertes Ønske og 
Begjering til Gud for Israel om deres 
Frelse. 
2. Jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de 
have Nidkjærheden for Gud men ikke med 
Kundskab; 
3. thi da de ikke kjende Guds 
Retfærdighed og tragte efter at oprette en 
egen Retfærdighed, underkaste de sig ikke 
Guds Retfærdighed. 
4. Thi Christus er Lovens Ende, til 
Retfærdighed for hver den, som tror. 
5. Moses skriver om den Retfærdighed, 
som er af Loven, at det Menneske, som 
gjør disse Ting, skal derved leve. 
6. Men den Retfærdighed, som er af 
Troen, siger saaledes: siig ikke i dit Hjerte: 
hvo vil fare op til Himmelen? nemlig for at 
hente Christus ned; 
7. eller: hvo vil fare ned i Afgrunden? 
nemlig for at hente Christus op fra de 
Døde. 
8. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, 
i din Mund og i dit Hjerte, nemlig det 
Troens Ord, som vi prædike. 
9. Thi dersom du bekjender den Herre 
Jesus med din Mund og tror i dit Hjerte, at 
Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du 
blive salig. 
10. Thi med hjertet troer man til 
Retfærdighed, men med Munden 
bekjender man til saliggjørelse. 
11. Skriften siger jo: hver den, som troer 
paa ham, skal ikke beskæmmes. 
12. Og der er ikke Forskjel paa Jøde og 
Græker; thi den Samme er Alles Herre, 
som er rig nok for alle dem, som paakalde 
ham. 
13. thi hver den, som paakalder Herrens 
Navn, skal vorde salig. 
14. Hvorledes skulle de vel paakalde den, 
paa hvem de ikke havde troet? men 
hvorledes skulle de høre, uden der er 
Nogen, som prædiker? 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
219 
15. men hvorledes skal Nogen prædike, 
dersom de ikke blive udsendte? Som 
skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, 
som forkynde Fred, som forkynde godt 
Budskab. 
16. Men de løde ikke alle det gode 
Budskab, som Esaias siger: Herre hvo 
troede det, han hørte af os? 
17. Altsaa kommer Troen derved, at man 
hører, men at man hører, skeer ved Guds 
Ord. 
18. Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo 
sandelig, deres Røst er udgangen over al 
Jorden, og deres Ord til Jorderiges 
Grændser. 
19. Jeg spørger atter: har Israel ikke vidst 
det? Først siger Moses: jeg vil gjøre Eder 
nidkjære over et Folk, som ikke er et Folk, 
over et uforstandigt Folk vil jeg vække 
Eder til Harme. 
20. Men Esaias drister sig til at sige: jeg 
er funden af dem, som mig ikke søgte, jeg 
er bleven aabenbar for dem, som ikke 
spurgte efter mig. 
21. Men til Sirael siger han: jeg udstrakte 
mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt 
og gjenstridigt Folk. 
11. KAPITEL 
1. Jeg spørger derfor: mon Gud har 
forskudt sig Folk? Det være langt fra! Thi 
jeg er og en israelit, af Abrahams Sæd, af 
Benjamins Stamme. 
2. Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket 
ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad 
Skriften siger om Elias? hvorledes han 
træder frem for Gud imod Israel, sigende: 
3. Herre de have ihjelslaget dine 
Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg er 
alene overbleven, og de efterstræbe mit 
Liv. 
4. Men hvad siger det guddommelige 
gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv 
tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ 
for Baal. 
5. Saaledes er da og i den nærværende 
Tid en Levning efter Naadens udvælgelse 
bleven tilbage. 
6. Men er det af Naade, da er det ikke 
mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden 
ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, 
da er det ikke mere Naade, ellers er 
Gjerningen ikke mere Gjerning. 
7. Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, 
har det ikke erholdt, men de Udvalgte have 
erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; 
8. som skrevet er: Gud gav dem en 
Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren 
til ikke at høre, indtil denne Dag. 
9. Og David siger: deres Børn vorde 
dem til en Snare og til en Fælde og til et 
Anstød og til et Vederlag; 
10. deres Øine vorde Mørke, saa de ikke 
see, og bøi altid deres Ryg! 
11. Jeg spørger derfor: mon de have stødt 
an, paa det de skulde falde? Det vare langt 
fra! men ved deres Fald er Saliggørelsen 
Vederfaren Hedningerne, paa det hine 
skulle vækkes til Nidkjærhed. 
12. Men dersom deres Fald er Verdens 
Rigdom, og deres Skade er Hedningernes 
Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde 
være det! 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
220 
13. Thi jeg taler til Eder, I af 
Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes 
Apostel, ærer jeg mit Embede, 
14. om jeg dog kunde vække min Slægt til 
Nidkjærhed og frelse Nogle af dem. 
15. Thi dersom deres Forkastelse er 
Verdens Forligelse, hvad er da deres 
Antagelse Andet end Liv af Død? 
16. Men dersom den første Grøde er 
hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom 
Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa. 
17. Men ere nogle af Grenene afbrudte, 
og er du, en vild Oliekvist, indpodet 
iblandt dem og bleven meddeelagtig i 
Olietræets Rod og Fedme, 
18. da roes dig ikke mod Grenene; men 
dersom du roser dig, da bærer jo du ikke 
Roden, men Roden dig. 
19. Du vil sige: Grenene ere afbrudte, paa 
det jeg skulde blive indpodet. 
20. Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men 
du staaer ved Troen; vær ikke overmodig, 
men frygt! 
21. Thi sparede Gud ikke de naturlige 
Grene, skal han maaskee ei heller spare 
dig. 
22. See derfor Guds Godhed og 
Strenghed; Strengheden mod dem, som ere 
faldne, men Godheden mod dig, om du 
bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du 
afhugges. 
23. Men ogsaa hine skulle indpodes, 
dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi 
Gud er mægtig til atter at indpode dem. 
24. Thi dersom du er afhuggen af det 
Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod 
Naturen er indpodet i et godt Olietræ, hvor 
meget mere skulle disse, som ere af 
Naturen Olietræets Grene, indpodes i deres 
eget Træ? 
25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle 
være uvidende om denne Hemmlighed, 
(paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at 
forhærdelse er kommen over en Deel af 
Israel, indtil hedningernes Fylde er 
indgaaet; 
26. og saa skal det ganske Israel frelses, 
som skrevet er: fra Zion skal Befrieren 
komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; 
27. og denne er min Pagt med dem, naar 
jeg har borttaget deres Synder. 
28. Efter Evangelium ere de vel Fjender 
for Eders Skyld; men efter Udvælgelsen 
ere de elskelige for Fædrenes Skyld; 
29. thi Naadegaverne og sit kald fortryder 
Gud ikke. 
30. Og ligesom I tilforn vare ulydige mod 
Gud, men have nu faaet Barmhjertighed 
ved deres Vantro, 
31. saaledes ere og disse nu blevne 
ulydige ved den barmhjertithed som Eder 
er vederfaren, at ogsaa de maatte faae 
Barmhjertighed. 
32. Thi Gud har indesluttet Alle under 
Ulydighed, at han kunde forbarme sig over 
Alle. 
33. O Rigdoms Dyb, baade paa Guds 
Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige 
ere hans Domme, og hans Veie usporlige! 
34. Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller 
hvo var hans Raadgiver! 
35. eller hvo gav ham først, at det igen 
skulde betales ham? 
36. thi af ham og ved ham og til ham ere 
alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
221 
12. KAPITEL 
1. Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! 
ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille 
EdersLegemer som et levende, helligt, Gud 
velbehageligt Offer, hvilket er Eders 
fornuftige Gudsdyrkelse. 
2. Og skikke Eder ikke lige med denne 
Verden, men vorder forvandlede ved Eders 
Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad 
der er Guds gode og velbehagelige og 
fuldkomne Villie. 
3. Thi formedelst den Naade, som mig er 
given, siger jeg til enhver iblandt Eder, at 
han ikke skal tænke høiere om sig selv, 
end han bør at tænke, men tænke om sig 
selv ved Betænksomhed, eftersom Gud 
tilmaalte Enhver Troens Gave. 
4. Thi ligerviis som vi have mange 
Lemmer paa eet Legeme, men alle 
Lemmer have ikke den samme gjerning; 
5. ligesaa ere vi mange eet Legeme i 
Christus, men hver for sig ere vi 
hverandres Lemmer. 
6. Men efterdi vi have adskillige 
Naadegaver efter den Naade, som er given 
os, enten vi have Prophetiens gave, da 
lader os bruge den i Forhold til vor Tro; 
7. eller vi have et Embede, da lader os 
tage vare paa Embedet; eller om nogen 
lærer, paa Lærdommen; 
8. eller om Nogen formaner, paa 
Formanelsen; den, som uddeler, gjøre det 
med Redelighed; den, som er Forstander, 
være det med iver; den, som gjør 
Barmhjertighed, gjøre det med Glæde. 
9. Kjærligheden være uden Skrømt; 
haver Afsky til det Onde, Hænder fast ved 
det Gode; 
10. værer hverandre inderligen hengivne i 
broderlig Kjærlighed; forekommer 
hverandre med Ærbødighed; 
11. værer ikke lunkne i Eders Iver; værer 
brændende i Aanden; tjener Herren; 
12. værer glade i Haabet, taalmodige i 
Trængslen, varagtige i Bønnen, 
13. Antager Eder de Helliges 
nødtørstighed; laaner gjerne Huus. 
14. Velsigner dem, som Eder forfølge 
velsigner, og forbander ikke. 
15. Glæder Eder med de Glade og græder 
med de Grædende. 
16. Haver eet Sind imod hverandre; 
tragter ikke efter høie ting, men holder 
Eder til de lave; mener Eder selv ikke 
kloge. 
17. Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; 
beflitter Eder paa, hvad der er godt for alle 
Menneskers Aasyn. 
18. Dersom det er muligt, da haver Fred 
med alle Mennesker, saavidt det staaer til 
Eder. 
19. Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! 
men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: 
Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger 
Herren. 
20. Dersom da din Fjende hungrer, giv 
ham Mad; dersom han tørster, giv ham 
Drikke; thi naar du det gjør, samler du 
gloende Kul paa hans Hoved. 
21. Lad dig ikke overvinde af det Onde, 
men overvind det Onde med det Gode. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
222 
13. KAPITEL 
1. Hvert Menneske være de foresatte 
Øvrigheder underdanig; thi der er ikke 
Øvrighed uden af Gud, men de 
Øvrigheder, som ere, har Gud beskikket, 
2. saa at hvo som sætter sig imod 
Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning; 
men de, som modstaae, skulle faae deres 
Dom. 
3. Thi de Regjerende ere ikke til Skræk 
for gode Gjerninger, men for onde. Vil du 
da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, 
som godt er, og du skal have Roes af den. 
4. Thi den er Guds Tjener, dig til Gode. 
Men dersom du gjør det, som er ondt, da 
frygt dig; thi den bærer ikke Sværdet 
forgjeves, den er Guds Tjener, en hævner, 
til Straf over den, som gjør det Onde. 
5. Derfor er det fornødent at være 
underdanig, ikke alene for Straffens Skyld, 
men ogsaa for Samvittighedens. 
6. Derfor betale I dem ogsaa Skat; thi de 
ere Gods Tjenere, som just skulle tage vare 
paa dette. 
7. Betaler derfor alle, hvad I ere dem 
skyldige: den, som i ere Skat skyldige, 
Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, 
Frygt; den, som Ære, Ære. 
8. Bliver Ingen Noget skyldige uden 
dette, at elske hverandre; thi hvo som 
elsker den Anden, har opfyldt Loven. 
9. Thi det: du skal ikke bedrive hoer; du 
skal ikke ihjelslaae; du skal ikke stjæle; du 
skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; du skal 
ikke begjere; og om der er noget andet 
Bud, det befattes som i en hovedsum i 
dette Ord; du skal elske din Næste som dig 
selv. 
10. Kjerligheden gjør Næsten ikke Ondt; 
derfor er Kjærligheden Lovens Fylde. 
11. Og dette desto mere i Betragtning af 
Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle 
opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu 
nærmere, end da vi bleve troende. 
12. Natten er fremrykket, og Dagen er 
kommen nær. Derfor lader os aflægge 
Mørkets Gjerninger og iføre Lysets 
Vaaben; 
13. lader os vandre skikkeligen som om 
Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, 
ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i 
Kiv og Avind; 
14. men ifører den Herre Jesus Christus, 
og pleier ikke Kjødet til at vække 
Begjerlighed. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
223 
14. KAPITEL 
1. Antager Eder den, som er skrøbelig i 
Troen, og dømmer ikke hans Meninger. 
2. En troer, at man tør æde alt; men den 
Skrøbelige æder kun Urter. 
3. Hvo som æder, foragte ikke den, som 
ikke æder; og hvo som ikke æder dømmer 
ikke den, som æder; thi Gud har antaget 
ham. 
4. Hvo er du, som dømmer en fremmed 
Svend? For sin egen Herre staaer eller 
falder han; men han skal blive staaende, thi 
Gud er mægtig til at holde ham. 
5. En agter den ene Dag fremfor den 
anden, en Anden agter alle Dage lige; hver 
have fuld Vished i sit eget Sind. 
6. Hvo som gjør sig Mening om Dage, 
han gjør det for Herren; og hvo som ikke 
gjør sig Mening og Dage, han gjør det 
ogsaa for Herren. Hvo som æder gjør det 
for Herren, thi han takker Gud; og hvo som 
ikke æder, gjør det ogsaa for Herren og 
takker Gud. 
7. Thi Ingen af os lever sig selv, og 
Ingen døer sig selv; 
8. thi baade dersom vi leve, leve vi 
Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; 
derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi 
Herrens. 
9. Dertil er jo Christus baade død og 
opstanden og bleven levende igjen, at han 
skal herske baade over Døde og Levende. 
10. Du altsaa, hvi dømmer du din Broder? 
eller du, hvi foragter du din Broder? Vi 
skulle jo alle fremstilles for Christi 
Domstol. 
11. Thi der er skrevet: saa sandt jeg lever, 
siger Herren, skal hvert Knæ bøies for mig, 
og hver Tunge skal bekjende Gud. 
12. Altsaa skal hver af os gjøre Gud 
Regnskab for sig selv. 
13. Derfor lader os ikke mere dømme 
hverandre, men dømmer hellere dette, ikke 
at sætte Anstød eller Forargelse for en 
Broder. 
14. Jeg veed og er vis paa i den Herre 
Jesus, at Intet er ureent i sig selv; dog for 
den, som agter Noget for ureent, ham er 
det ureent. 
15. Men dersom din Broder bedrøves for 
Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere 
efter Kjærlighed. Led ikke ved din mad 
den i Fordærvelse, for hvis Skyld Christus 
er død. 
16. Lader derfor Eders Gode ikke blive 
bespottet. 
17. Thi Guds Rige er ikke Mad og 
Drikke, men Retfærdighed og Fred og 
Glæde i den Hellig Aand. 
18. Hvo som derudi tjener Christus, er 
velbehagelig for Gud og tækkelig for 
Menneskene. 
19. Derfor lader os tragte efter det som 
tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse. 
20. Nedbryd ikke Guds Værk for Mads 
Skyld. Vel er Alt reent, men det er ondt for 
det Menneske, som æder med Anstød. 
21. Det er godt ikke at æde Kjød eller at 
drikke Viin eller at gjøre Noget, som 
støder din Broder, forarger eller ængster 
ham. 
22. Du har Tro; hav den hos dig selv for 
Gud. Salig er den, som ikke maa dømme 
sig selv i det, han vælger. 
23. Men hvo som tvivler og dog æder han 
er skyldig, fordi det ikke er af Tro men alt 
det, som ikke er af Tro, er Synd. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
224 
15. KAPITEL 
1. Vi, som ere stærke, bør da bære over 
med de Svages Skrøbeligheder og ikke 
behage os selv. 
2. Hver af os være sin Næste til Behag i 
det Gode, til Opbyggelse. 
3. Thi ogsaa Christus levede ikke sig 
selv til Behag; men som skrevet staaer: 
deres Forhaanelser, som dig forhaane ere 
faldne paa mig. 
4. Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, 
det er skrevet os til Lærdom, paa det vi 
skulle have Haab ved taalmodighed og 
Skriftens Trøst. 
5. Men Taalmodighedens og Trøstens 
Gud giver Eder at have eet Sind indbyrdes 
efter Christus Jesus, 
6. at I eendrægteligen med een Mund 
kunne prise Gud og vor Herres Jesu Christi 
Fader. 
7. Derfor antager Eder hverandre, 
ligesom Christus har antaget sig os, til 
Guds Ære. 
8. Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er 
bleven Omskærelsens Tjener for Guds 
Sanddrugheds Skyld til at stadfæste 
Forjættelserne til Fædrene; 
9. men at Hedningerne skulle prise Gud 
for hans Barmhjertigheds Skyld, som 
skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig 
iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn. 
10. Og atter siges der: fryder Eder, I 
hedninger, med hans Folk! 
11. Og atter: lover Herren alle Hedninger, 
og priser ham, alle Folk! 
12. Og atter siger Esaias: der skal være en 
Rod af Issai, og den, som opstaaer at 
regjere over Hedningerne, paa ham skulle 
Hedningerne haabe. 
13. Men haabets Gud fylde Eder med al 
Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne vorde 
rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft. 
14. Iøvrigt, mine Brødre! er jeg og selv 
forvisset om Eder, at ogsaa i ere fulde af 
Godhed, og rige paa al Kundskab, i stand 
til at paaminde hverandre. 
15. Dog har jeg for en Deel tilskrevet 
Eder, mine Brødre! noget dristigere for at 
paaminde Eder efter den Naade, som mig 
er givet af Gud, 
16. at være Jesu Christi Tjener iblandt 
Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, 
paa det Hedningernes Offer maa blive 
velbehageligt, helliget formedelst den 
Hellig Aand. 
17. Saaledes har jeg Roes i Christus Jesus 
i min Tjeneste for Gud. 
18. Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale 
Noget om det, som Christus ikke har 
udrettet ved mig til Hedningernes 
Lydighed, ved Ord og Handling, 
19. ved Tegns og Undergjerningers Kraft, 
ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra 
Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien 
har tilfulde forkyndt Christi Evangelium; 
20. dog saaledes, at jeg havde synderlig 
Villie til at prædike Evangelium, ikke der, 
hvor Christus var nævnet, at jeg ikke 
skulde bygge paa en fremmed Grundvold, 
21. men, som skrevet staaer: de, for 
hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle 
see, og de, som ikke havde hørt, skulle 
forstaae. 
22. Derved er jeg og mange Gange bleven 
forhindret i at komme til Eder. 
23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i 
disse lande, og fra mange Aar af har 
Længsel efter at komme til Eder, 
24. vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, 
komme til Eder; thi jeg haaber at see Eder, 
naar jeg reiser igjennem, og af Eder at 
blive ledsaget derhen, naar jeg først i 
nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos 
Eder. 
25. Men nu reiser jeg til Jerusalem for at 
tjene de Hellige. 
26. Thi Macedonien og Achaia have 
anseet for godt at gjøre et Sammenskud til 
de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
225 
27. De ansaae det for godt og ere ogsaa 
deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne 
blevne deelagtige i hines aandelige 
Fordele, da ere de og skyldige at tjene dem 
i det Timelige. 
28. Naar jeg da har fuldbragt dette 
forsikkrer dem denne Frugt, vil jeg derfra 
drage igjennem Eders Stad til Spanien. 
29. Men jeg veed, at naar jeg kommer til 
Eder, skal jeg komme med Christi 
Evangeliums Velsignelses Fylde. 
30. Men jeg formaner Eder, Brødre! ved 
vor Herre Jesus Christus og ved Aandens 
Kjærlighed, og I ville med mig stride i Bøn 
for mig til Gud, 
31. at jeg maa udfries fra de Vantroe i 
Judæa, og at mit Ærinde til Jerusalem maa 
blive de Hellige behageligt, 
32. paa det jeg kan komme til Eder med 
Glæde efter Guds Villie og vederkvæges 
med Eder. 
33. Fredens Gud være med Eder alle! 
Amen. 
16. KAPITEL 
1. Jeg, befaler Eder Phoebe, vor Søster, 
Tjenerinde ved Menigheden i Kenchrea, 
2. at I antage hende i Herre, som det 
sømmer de Hellige, og gjøre hende Bistand 
i hvadsomhelst hun maatte have Eder 
behov; thi hun har og gjort Mange Bistand, 
ja ogsaa mig selv. 
3. Hilser Priscilla og Aqualias, mine 
Medarbeidere i Christus Jesus, 
4. hvilke for mit Liv have vovet deres 
eget, hvem ikke jeg alene takker, men og 
alle Hedningernes Menigheder; 
5. og hilser Menigheden i deres Huus! 
Hilser Epænetus, den Elskelige, Achaias 
Førstegrøde i Christus. 
6. Hilser Maria, som har arbeidet meget 
for os. 
7. Hilser Andronicus og Junias, mine 
Frænder og mine Medfangne, som ere 
mærkelige iblandt Apostlerne og have, for 
jeg, været i Christus. 
8. Hilser Amplias, min Elskelige i 
Herren. 
9. Hilser Urbanus, vor Medarbeider i 
Christus, og Stachys, min Elskelige. 
10. Hilser Apelles, den Prøvede i 
Christus. Hilser dem som, ere af 
Aristobulus' Huus. 
11. Hilser Herodian min Frænde. Hilser 
dem af Narcissus' Huus, som ere i Herren. 
12. Hilser Tryphena og Tryphosa, som 
have arbeidet i Herren. Hilser Persis, den 
Elskelige, som har arbeidet meget i Herren. 
13. Hilser Rufus, den Udvalgte i Herren 
og hans og min Moder. 
14. Hilser Afyncritus, Phlegon, Hermas, 
Patrobas, Hermes og Brødrene hos dem. 
15. Hilser Philologus og Julias, Nereus og 
hans Søster, og Olympa, og alle de Hellige 
hos dem. 
16. Hilser hverandre med et helligt Kys. 
Christi Menigheder hilse Eder. 
 PAULUS’S BREV TIL ROMARNE 
226 
17. End formaner jeg Eder, Brødre! at I 
give Agt paa dem, som volde Splid og 
Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I 
have lært, og viger af fra dem. 
18. Thi Saadanne tjene ikke vor Herre 
Jesus Christus, men deres egen Bug, og 
ved føde Ord og smigrende Taler forføre 
de de Eenfoldiges Hjerter. 
19. Eders Lydighed er bleven Alle 
bekjendt; derfor glæder jeg mig over Eder. 
Men jeg vil, at I skulle være vise til det 
Gode og eenfoldige til det Onde. 
20. Men Fredens Gud skal snart knuse 
Satanas under Eders Fødder. Vor Herres 
Jesu Christi Naade være med Eder! Amen. 
21. Timotheus, min Medarbeider, og 
Lucius og Jafon og Sofipater, mine 
Frænder, hilse Eder. 
22. Jeg, Tertius, som har skrevet dette 
Brev, hilser Eder i Herren. 
23. Cajus, min og den hele Menigheds 
Vært, hilser Eder. Craftus, Stadens 
Rentemester, hilser Eder, og Broderen 
Qvartus. 
24. Vor Herres Jesu Christi Naade være 
med Eder alle! Amen. 
25. Men ham, som er mægtig til at styrke 
Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi 
Prædiken, efter Aabenbaringen af den 
Hemmelighed, som var fortiet fra evige 
Tider, 
26. men nu er aabenbaret, og ifølge de 
prophetiske Skrifter, efter den evige Guds 
Befaling, er kundgjort for alle Hedninger 
til Troens Lydighed: 
27. ham, den ene vise Gud, være Ære ved 
Jesus Christus i al Evighed! Amen