122 
JOHANNES EVANGELIET 
1. KAPITEL 
1. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var 
hos Gud, og Ordet var Gud. 
2. Det var i Begyndelsen hos Gud. 
3. Alle Ting ere blevne ved det, og uden 
det er ikke een Ting bleven til af det, som 
er. 
4. I det var Livet, og Livet var 
Menneskenes Lys. 
5. Og Lyset skinnede i Mørket, og 
Mørket begreb det ikke. 
6. Der blev et Menneske udsendt af Gud, 
han hedte Johannes. 
7. Denne kom til et Vidnesbyrd, at han 
skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe 
ved ham. 
8. Han var ikke Lyset, men at han skulde 
vidne om Lyset. 
9. Det var det sande Lys, som oplyser 
hvert Menneske, der kom til Verden. 
10. Han var i Verden, og Verden er gjort 
ved ham, og Verden Kjendte ham ikke. 
11. Han kom til sit Eget, og hans Egne 
annammede ham ikke. 
12. Men saa Mange, som ham 
annammede, dem har han givet Magt at 
vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans 
Navn; 
13. hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller 
af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, 
men af Gud. 
14. Og ordet blev Kjød og boede iblandt 
os, (og vi saae hans Herlighed, en 
Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), 
fuld af Naade og Sandhed. 
15. Johannes vidnede om ham og raabte, 
sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: 
den, som kommer efter mig, har været for 
mig; thi han var førend jeg. 
16. Og af hans Fylde have vi annammet, 
ja, Naade over Naade. 
17. Thi Loven er given ved Moses; 
Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus 
Christus. 
18. Ingen har nogen Tid seet Gud; den 
eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, 
han har kundgjort det. 
19. Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der 
Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og 
Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er 
du? 
20. Han bekjendte og nægtede ikke og 
bekjendte: jeg er ikke den Christus. 
21. Og de spurgte ham: hvad da? er du 
Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du 
den Prophet? og han svarede: nei; 
22. da sagde de til ham: hvo er du? at vi 
kunne give dem Svar, som have udsendt 
os; hvad siger du om dig selv? 
23. Han sagde: jeg er hans Røst, som 
raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som 
Propheten Esaias har sagt. 
24. Og de, som vare udsendte, vare af 
Pharisæerne. 
25. Og de spurgte ham og sagde til ham: 
hvi døber du da, dersom du ikke er 
Christus, ei heller Elias, ei heller den 
Prophet? 
26. Johannes svarede dem og sagde: jeg 
døber med Vand; men han staaer midt 
iblandt Eder, den I ikke kjende. 
27. Han er den, som kommer efter mig, 
hvilken har været for mig, hvis Skotvinge 
jeg ikke er værdig at opløse. 
28. Dette skete i Bethabara paa hiin Side 
Jordan, hvor Johannes døbte. 
29. Den anden Dag seer Johannes Jesus 
komme til sig og siger: see det Guds Lam, 
som bærerVerdens Synd! 
30. Han er den, som hvilken jeg sagde: 
efter mig kommer en mand, hvilken har 
været for mig; thi han var førend jeg. 
 JOHANNES EVANGELIET 
123 
31. Og jeg kjendte ham ikke; men paa det 
han skulde aabenbares for Israel, derfor er 
jeg kommen og døber med Vand. 
32. Og Johannes vidnede og sagde: jeg 
saae, at Aanden foer ned som en Due fra 
Himmelen, og den blev over ham. 
33. Og jeg kjendte ham ikke; men den, 
som sendte mig at døbe med Vand, han 
sagde til mig: paa hvem du seer Aanden 
fare ned og blive over ham, han er den, 
som døber med den Hellig Aand. 
34. Og jeg har seet det og vidnet, at denne 
er Guds Søn. 
35. Den anden Dag stod atter Johannes 
der og to af hans Disciple. 
36. Og der han saae paa Jesus, som gik 
der, sagde han: see, det Guds Lam! 
37. Og de to Disciple hørte ham tale, og 
de fulgte Jesus. 
38. Men Jesus vendte sig om og saae dem 
følge og sagde til dem: 
39. hvad søge I efter? Men de sagde til 
ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: 
Mester), hvor opholder du dig? 
40. Han sagde til dem: kommer og seer. 
De kom og saae, hvor han opholdt sig, og 
bleve samme Dag hos ham; thi det var ved 
den tiende Time. 
41. Een af de To, som havde hørt dette af 
Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, 
Simon Peters Broder. 
42. Denne fandt først sin Broder Simon 
og sagde til ham: vi have fundet Messias, 
(hvilket er udlagt: Christus). 
43. Og han førte ham til Jesus. Men der 
Jesus saae paa ham, sagde han: du er 
Simon, Jonas' Søn; du skal hedde Kephas, 
(det er udlagt Petrus). 
44. Den anden Dag vilde Jesus drage hen 
til Galilæa; og han fandt Philippus og 
sagde til ham: følg mig. 
45. Men Philippus var fra Bethsaida, fra 
Andreas' og Peters Stad. 
46. Philippus fandt Nathanael og sagde til 
ham: vi have fundet den, om hvem Moses i 
Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, 
den Jofephs Søn, af Nazareth. 
47. Og Nathanael sagde til ham: kan 
noget Godt være fra Nazareth? Philippus 
sagde til ham: kom og see. 
48. Jesus saae Nathanael komme til sig og 
sagde om ham: see, det er sandelig en 
Israelit, i hvem der ikke er Svig. 
49. Nathanael sagde til ham: hvorfra 
kjender du mig? Jesus svarede og sagde til 
ham: førend Philippus kaldte dig, der du 
var under Figentræet, saae jeg dig. 
50. Og Nathanael svarede og sagde til 
ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den 
Israels Konge. 
51. Og Jesus svarede og sagde til ham: 
troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig 
under Figentræet? du skal see større Ting 
end disse. 
52. Og han sagde til ham: sandelig, 
sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I 
see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare 
op og fare ned over Menneskens Søn. 
 JOHANNES EVANGELIET 
124 
2. KAPITEL 
1. Og paa den tredie Dag var et Bryllup i 
Cana i Galilæa; og Jesu Moder var der. 
2. Men ogsaa Jesus og hans Disciple 
vare budne til Brylluppet. 
3. Og der de sattedes Viin, sagde Jesu 
Moder til ham: de have ikke Viin. 
4. Jesus sagde til hende: Kvinde! hvad 
vil du mig? min Time er endnu ikke 
kommen. 
5. Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad 
som han siger Eder, det gjører. 
6. Men der var sex Vandkar af Steen, 
satte efter Jødernes Renselsesskik, som 
holdt hver to eller tre Maader. 
7. Jesus sagde til dem: fylder 
Vandkarrene med vand; og de fyldte dem 
indtil det Øverste. 
8. Og han sagde til dem: øser nu og 
bærer til Køgemesteren; og de bare det til 
ham. 
9. Men der Køgemesteren smagte 
Vandet, som var blevet Viin, (og vidste 
ikke, hvorfra det kom, men Tjenerne, som 
havde øst Vandet, vidste), kaldte 
Køgemesteren Brudgommen og sagde til 
ham: 
10. hvert Menneske sætter først den gode 
Viin frem, og naar de ere blevne drukne, 
da den ringere; du har forvaret den gode 
Viin indtil nu. 
11. Denne Begyndelse paa sine Tegn 
gjorde Jesus i Cana udi Galilæa og 
aabenbarede sin Herlighed; og hans 
Disciple troede paa ham. 
12. Derefter drog han ned til Capernaum, 
han og hans Moder og hans Brødre og 
hans Disciple, og de bleve der ikke mange 
Dage. 
13. Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus 
drog op til Jerusalem. 
14. Og han fandt til Templet dem, som 
sølgte Øxen og Faar og Duer, og 
Vexellererne siddende. 
15. Og han gjorde en Svøbe af Snore og 
drev dem alle ud af Templet, tilligemed 
Faarene og Øxnene og spredte 
Vexelerernes Penninge og omstødte 
Bordene. 
16. Og han sagde til dem, som solgte 
Duer: tager dette herfra; gjører ikke min 
Faders Huus til et Kjøbehuus. 
17. Men hans Disciple kom ihu, at der er 
skrevet: Nidkjærhed for dit Huus har 
fortæret mig. 
18. Da svarede Jøderne og sagde til ham: 
hvad viser du os for et Tegn, efterdi du 
gjør dette? 
19. Jesus svarede og sagde til dem: 
nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil 
jeg opreise det. 
20. Derfor sagde Jøderne: paa dette 
Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og 
du vil oprise det i tre Dage? 
21. Men han talede om sit Legems 
Tempel. 
22. Derfor, der han var opstanden fra de 
Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde 
sagt dette til dem; og de troede Skriften og 
de Ord, som Jesus havde sagt. 
23. Men der han var i Jerusalem om 
Paasken paa Høitiden, troede Mange paa 
hans Navn, der de saae hans Tegn, som 
han gjorde. 
24. Men Jesus selv betroede sig ikke til 
dem, fordi han kjendte Alle, 
25. og fordi han havde ikke behov, at 
Nogen skulde vidne om et Menneske; thi 
han vidste selv, hvad der var i Mennesket. 
 JOHANNES EVANGELIET 
125 
3. KAPITEL 
1. Men der var en Mand af Pharisæerne, 
han hedte Nicodemus, en Øverste iblandt 
Jøderne. 
2. Han kom til Jesus om Natten og sagde 
til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer, 
kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de 
Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham. 
3. Jesus svarede og sagde til ham: 
sandelig, sandelig siger jeg dig: uden 
Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see 
Guds Rige. 
4. Nicodemus siger til ham: hvorledes 
kan et Menneske fødes, naar han er 
gammel? Mon han kan anden gang komme 
ind i sin Moders Liv og fødes? 
5. Jesus svarede: sandelig, sandelig siger 
jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og 
Aand, kan han ikke indkomme i Guds 
Rige. 
6. Hvad som født er af Kjødet, er Kjød; 
og hvad som er født af Aanden, er Aand. 
7. Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: 
det bør Eder at fødes paa ny. 
8. Veiret blæser, hvorhen det vil, og du 
hører dets Susen, men du veed ikke 
hvorfra detkommer, og hvor det farer hen; 
saaledes er det med hver, som er født af 
Aanden. 
9. Nicodemus svarede og sagde til ham: 
hvorledes kan dette skee? 
10. Jesus svarede og sagde til ham: er du 
en Israels Lærer og veed ikke dette? 
11. Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi 
tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; 
og I annamme ikke vort Vidnesbyrd. 
12. Dersom jeg siger Eder de jordiske 
Ting, og I ikke troe, hvorledes skulde I 
troe, om jeg sagde Eder de himmelske? 
13. Og Ingen farer op til Himmelen, uden 
den, som foer ned af Himmelen, 
Menneskens Søn, som er i Himmelen. 
14. Og ligesom Moses ophøiede Slangen i 
Ørken, saa bør det Menneskens Søn at 
ophøies, 
15. paa det at hver den, som troer paa 
ham, ikke skal fortabes, men have et evigt 
liv. 
16. Thi saa har Gud elsket Verden, at han 
har givet sin Søn den eenbaarne, at hver 
den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, 
men have et evigt Liv. 
17. Thi Gud har ikke sendt sin Søn til 
Verden, at han skal dømme Verden, men at 
Verden skal blive salig ved ham. 
18. Hvo som troer paa ham, dømmes 
ikke; men hvo som ikke troer, er allerede 
dømt, fordi han ikke troet paa Guds 
eenbaarne Søns Navn. 
19. Men denne er Dommen, at Lyset er 
kommet til Verden, og Menneskene 
elskede mere Mørket end Lyset; thi deres 
Gjerninger vare onde. 
20. Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset 
og kommer ikke til Lyset, at hans 
Gjerninger ikke skulle overbevises ham. 
21. Men hvo som øver Sandhed, kommer 
til Lyset, at hans Gjerninger maae blive 
aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud. 
22. Derefter kom Jesus og hans Disciple 
til Judæas Land, og han opholdt sig der 
med dem og døbte. 
23. Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, 
nær ved Salem, fordi der var meget Vand; 
og de kom derhen og bleve døbte. 
24. Thi Johannes var ikke endnu kastet i 
Fængsel. 
25. Da opkom der en Tvist imellem 
Johannes' Disciple og Jøderne om 
Renselsen. 
26. Og de kom til Johannes og sagde til 
ham: Mester! den, som var hos dig paa hiin 
Side Jorden, hvilken du gav Vidnesbyrd, 
see, han døber, og alle komme til ham. 
27. Johannes svarede og sagde: et 
Menneske kan slet intet tage, uden det 
bliver givet ham af Himmelen. 
28. I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: 
jeg er ikke den Christus, men at jeg er 
udsendt for ham. 
 JOHANNES EVANGELIET 
126 
29. Den, som har Bruden, er 
Brudgommen; men Brudgommens Ven, 
som staaer og hører ham, glæder sig meget 
over Brudgommens Røst. Denne min 
Glæde er fuldkommen. 
30. Ham bør at voxe, men mig at 
forringes. 
31. Den, som kommer ovenfra, er over 
Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og 
taler af Jorden; den, som kommer af 
Himmelen, er over Alle. 
32. Og det, som han har seet og hørt, 
vidner han; og Ingen annammer hans 
Vidnesbyrd. 
33. Den, som annammer hans 
Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru. 
34. Thi den, som Gud udsendte, taler 
Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over 
al Maade. 
35. Faderen elsker Sønnen og har givet 
alle Ting i hans Haand. 
36. Hvo som troer paa Sønnen, har et 
evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, 
skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver 
over ham. 
4. KAPITEL 
1. Der Herren nu erfarede, at 
Pharisæerne havde hørt, at Jesus gjorde 
flere Disciple og døbteflere end Johannes, 
2. (enddog Jesus ikke døbte selv, men 
hans Disciple): 
3. da forlod han Judæa og drog atter hen 
til Galilæa. 
4. Men han maatte reise igennem 
Samaria. 
5. Da kom han til en Stad i Samaria, som 
kaldes Sichar, nær ved det Stykke Land, 
som Jakob gav Joseph sin Søn. 
6. Men der var Jacobs Brønd. Der Jesus 
da var træt af Reisen, satte han sig ved 
Brønden; det var ved den sjette Time. 
7. Da kom en samaritansk Kvinde, at 
drage Vand op. Jesus sagde til hende: giv 
mig at drikke. 
8. Thi hans Disciple vare gangne til 
Staden for at kjøbe Mad. 
9. Da sagde den samaritanske Kvinde til 
ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, 
mig, som er en samaritansk Kvinde, om 
Drikke? Thi Jøder holde ikke Samkvem 
med Samaritaner. 
10. Jesus svarede og sagde til hende: 
dersom du kjendte Guds Gave, og hvo den 
er, som siger til dig: giv mig at drikke, da 
bad du ham, og han gav dig levende Vand. 
11. Kvinden sagde til ham: Herre! du har 
jo Intet at drage op med, og Brønden er 
dyb; hvorfra har du da det levende Vand? 
12. Mon du være mere en vor Fader 
Jakob, som har givet os Brønden, og han 
har selv drukket deraf, og hans Børn og 
hans Kvæg? 
13. Jesus svarede og sagde til hende: hver 
den, som drikker af dette Vand, skal tørste 
igjen. 
14. Men hvo som drikker af det Vand, 
som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke 
tørste; men det Vand, som jeg vil give 
ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, 
som opvælder til et evigt Liv. 
 JOHANNES EVANGELIET 
127 
15. Kvinden siger til ham: Herre! giv mig 
det Vand, at jeg ikke skal tørste og ikke 
komme hid for at drage op. 
16. Jesus siger til hende: gak bort, kald 
din mand og kom hid. 
17. Kvinden svarede og sagde: jeg har 
ingen Mand. Jesus siger til hende: du 
talede ret: jeg har ingen Mand. 
18. Thi du har havt fem Mænd; og den, 
som du nu har, er ikke din Mand. Det 
sagde du sandt. 
19. Kvinden siger til ham: Herre! jeg ser, 
at du er en Prophet. 
20. Vore Fældre have tilbedet paa dette 
Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, 
hvor man bør tilbede. 
21. Jesus siger til hende: Kvinde! tro mig, 
at den Time kommer, da I hverken paa 
dette Bjerg, ei heller i Jerusalem, skulle 
tilbede Faderen. 
22. I tilbede det, som I ikke kjende; vi 
tilbede det, som vi kjende; thi 
Saliggjørelsen kommer fra Jøderne. 
23. Men den Time kommer, ja er nu, da 
de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen I 
Aand og Sandhed; thi Faderen søger 
saadanne, som han saaledes tilbede. 
24. Gud er en Aand, og de, som han 
tilbede, bør det at tilbede i Aand og 
Sandhed. 
25. Kvinden siger til ham; jeg veed, at 
Messias kommer, (hvilket betyder 
Christus); naar han kommer, skal hen 
kundgjøre os alle Ting. 
26. Jesus siger til hende: ham er jeg, som 
taler med dig. 
27. Og i det samme kom hans Disciple, 
og forundrede sig, at han talede med 
Kvinden; dog sagde Ingen: hvad sprøger 
du? eller hvad taler du med hende? 
28. Da lod Kvinden sit Vandkar staae og 
gik ind i Staden og sagde til Menneskene 
der: 
29. kommer, seer et Menneske, som har 
sagt mig alt det, jeg har gjort; mon denne 
ikke være den Christus? 
30. Da gik de ud af Staden og kom til 
ham. 
31. Imidlertid bade Disciplene ham og 
sagde: Mester æd! 
32. Men han sagde til dem: jeg har Mad at 
æde, den I ikke kjende. 
33. Da sagde Disciplene til hverandre: 
mon Nogen har bragt ham Noget at æde? 
34. Jesus sagde til dem: min Mad er, at 
jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og 
fuldkommer hans Gjerning. 
35. Sige I ikke: der er endnu fire 
Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg 
siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer 
Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. 
36. Og hvo som høster, saaer Løn, og 
samler Frugt til et evigt Liv; paa det de 
skulle glæde sig tilhobe, baade den, som 
saaer, og den, som høster. 
37. Thi herudi er hiint Ord fandt: En 
saaer, og en Anden høster. 
38. Jeg har udsendt Eder at høste det, som 
I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I 
ere indkomne i deres Arbeide. 
39. Men mange Samaritaner af den 
samme Stad troede paa ham for Kvindens 
tales Skyld, som vidnede: han har sagt mig 
alt det, jeg har gjort. 
40. Da nu Samaritanerne kom til ham, 
bade de ham, at han vilde blive hos dem; 
og han blev der to Dage. 
41. Og mange Flere troede for hans tales 
Skyld. 
42. Og de sagde til Kvinden: vi tro nu 
ikke længere for din Tales Skyld; thi vi 
have selv hørt og vide, at denne er sandelig 
den Verdens Frelser, den Christus. 
43. Men efter to Dage gik han derfra og 
drog til Galilæa. 
44. Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet 
bliver ikke æret i sit Fædreneland. 
45. Der han da kom til Galilæa, 
annammede de Galilæer ham, som havde 
seet alt det, som han gjorde i Jerusalem paa 
Høitiden; thi de vare og komne til 
Høitiden. 
 JOHANNES EVANGELIET 
128 
46. Da kom Jesus atter til Cana i Galilæa, 
vor han havde gjort Vand til Viin. Og der 
var en kongelig Tjener, hvis Søn laae syg i 
Capernaum. 
47. Der denne hørte, at Jesus var kommen 
fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og 
bad ham, at han vilde komme og helbrede 
hans Søn; thi han var nær Døden. 
48. Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke 
see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke 
troe. 
49. Manden sagde til ham: Herre! kom, 
før mit Barn døer. 
50. Jesus siger til ham: gak bort, din Søn 
lever. Og Manden troede det Ord, som 
Jesus sagde til ham, og gik bort. 
51. Men idet han nu drog bort, mødte 
hans Tjenere ham og forkyndte og sagde: 
dit Barn lever. 
52. Da udspurgte han dem den Time, paa 
hvilken det var blevet bedre med ham; og 
de sagde til ham: igaar ved den syvende 
Time forlod Feberen ham. 
53. Da mærkede Faderen, at det var skeet 
paa den samme Time, paa hvilken Jesus 
havde sagt til ham: din Søn lever! og han 
troede selv og hans ganske Huus. 
54. Dette fik andet Tegn gjorde Jesus, der 
han var kommen fra Judæa til Galilæa. 
5. KAPITEL 
1. Derefter var det Jødernes Høitid, og 
Jesus gik op til Jerusalem. 
2. Men der var en Dam i Jerusalem ved 
Faareporten, den kaldes paa Hebraisk 
Bethesda og har fem Buegange. 
3. I dem laa en stor Mængde af Syge, 
Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at 
Vandet skulde røres. 
4. Thi paa visse Tider foer en Engel ned 
udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som 
da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev 
sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet 
med. 
5. Men der var et Menneske, som havde 
ligget otte og tredive Aar i Sygdom. 
6. Der Jesus saae ham ligge og vidste, at 
han allerede havde ligget lang Tid, sagde 
han til ham: vil du vorde sund? 
7. Den Syge svarede ham: Herre! jeg har 
Ingen, som kan bringe mig i Dammen, 
naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg 
kommer, nedstiger en Anden før jeg. 
8. Jesus sagde til ham: staa op, tag din 
Seng og gak. 
9. Og strax blev Mennesket sundt og tog 
sin Seng og gik; men det var Sabbat paa 
den samme Dag. 
10. Derfor sagde Jøderne til den, som var 
bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig 
ei tilladt at bære Sengen. 
11. Han svarede dem: den, som gjorde 
mig sund, han sagde til mig: tag din Seng 
og gak. 
12. Da spurgte de ham: hvo er det 
Menneske, som sagde til dig: tag din Seng 
og gak? 
13. Men den, som var bleven helbredet, 
vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde 
unddraget sig, da der var meget Folk paa 
Stedet. 
14. Derefter fandt Jesus ham i Templet og 
sagde til ham: see, du er bleven sund; synd 
ikke mere, at dig ikke noget værre skal 
vederfares. 
 JOHANNES EVANGELIET 
129 
15. Mennesket gik bort og kundgjorde 
Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort 
ham sund. 
16. Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og 
søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde 
gjort dette paa en Sabbat. 
17. Men Jesus svarede dem: min Fader 
arbeider indtil nu, og jeg arbeider. 
18. Derfor søgte da Jøderne end mere at 
slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød 
Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen 
Fader og gjorde sig selv Gud lig. 
19. Derfor svarede Jesus og sagde til dem: 
sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen 
kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad 
han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, 
som han gjør, de samme gjør og Sønnen 
ligesaa. 
20. Thi Faderen elsker Sønnen, og viser 
ham alt det, han selv gjør, og han skal vise 
ham større Gjerninger, end disse, at I 
skulle forundre Eder. 
21. Thi ligesom Faderen opvækker Døde 
og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen 
levende, hvilke han vil. 
22. Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men 
har givet Sønnen al Dom, 
23. at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de 
ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, 
ærer ikke Faderen, som ham udsendte. 
24. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo 
som hører mit Ord og troer den, som mig 
udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke 
til Dommen, men er gaaet over fra Døden 
til Livet. 
25. Sandelig sandelig siger jeg Eder: den 
time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle 
høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, 
skulle leve. 
26. Thi ligesom Faderen har Livet i sig 
selv, saaledes har han og givet Sønnen at 
have Livet i sig selv; 
27. og har givet ham Magt, ogsaa at holde 
Dom, efterdi han er Menneskens Søn. 
28. Forundrer Eder ikke herover; thi den 
Time kommer, paa hvilken alle de i 
Gravene skulle høre hans Røst, 
29. og de skulle gaae frem, de, som have 
gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men 
de, som have gjort Ondt til Dommens 
Opstandelse. 
30. Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; 
ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min 
Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min 
Villie, men Faderens Villie, som har 
udsendt mig. 
31. Dersom jeg vidner om mig selv, er 
mit Vidnesbyrd ikke sandt. 
32. Der er en Anden, som vidner om mig, 
og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, 
som han vidner om mig. 
33. I have sendt til Johannes, og han har 
vidnet for Sandheden. 
34. Men ikke fra et Menneske henter jeg 
Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I 
skulle frelses. 
35. Han har et brændende og skinnende 
Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder 
ved hans Lys. 
36. Men jeg har et større Vidnesbyrd end 
Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen 
har givet mig at fuldkomme, disse 
Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at 
Faderen har udsendt mig. 
37. Og Faderen, som har udsendt mig, har 
selv vidnet om mig; I have aldrig hverken 
hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse. 
38. Og I have ikke hans Ord blivende i 
Eder; thi den, som han har udsendt, ham 
troe I ikke. 
39. I ransage Skrifterne, fordi I mene i 
dem at have et evigt Liv; og disse er det, 
som vidne om mig. 
40. Og I ville ikke komme til mig, at I 
kunne have Livet. 
41. Jeg tager ikke Ære af Mennesker; 
42. men jeg kjender Eder, at I have ikke 
Guds Kjærlighed i Eder. 
43. Jeg er kommen i min Faders Navn, og 
I annamme mig ikke; dersom en Anden 
kommer i sit eget Navn, han skulle I 
annamme. 
 JOHANNES EVANGELIET 
130 
44. Hvorledes kunne I troe, I, som tage 
Ære af hverandre, og den Ære, som er af 
den eneste Gud, søge I ikke? 
45. Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder 
for Faderen; der er den, som Eder 
anklager, Moses, paa hvem I haabe. 
46. Dersom I troede Moses, troede I vel 
mig; thi han har skrevet om mig. 
47. Men troe I ikke hans Skrifter, 
hvorledes skulle I troe mine Ord? 
6. KAPITEL 
1. Derefter foer Jesus hen over Galilæas 
Sø, ved Tiberias. 
2. Og meget Folk fulgte ham, fordi de 
saae hans Tegn, som han gjorde paa de 
Syge. 
3. Men Jesus gik op paa et Bjerg og satte 
sig der med sine Disciple. 
4. Men det var nær Paaske, Jødernes 
Høitid. 
5. Da Jesus nu opløftede sine Øine og 
saae, at meget Folk kom til ham sagde han 
til Philippus: hvor skulle vi kjøbe Brød, at 
disse kunne æde? 
6. (Men han sagde dette for at forsøge 
ham; thi han vidste selv, hvad han vilde 
gjøre.) 
7. Philippus svarede ham: Brød for to 
hundrede Penninge er ikke nok for dem, og 
hver af dem kan faae noget Lidet. 
8. Een af hans Disciple, Andreas, Simon 
Peters Broder, siger til ham: 
9. her er en liden Dreng, som har fem 
Bygbrød og to smaa Fiske; men hvad er 
dette til saa mange? 
10. Men Jesus sagde: kommer Folket til at 
sidde; og der var meget Græs paa Stedet. 
Da satte Mændene sig ned, ved frem 
tusinde i Tallet. 
11. Men Jesus tog Brødene, gjorde 
Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, 
men Disciplene til dem, som havde sat sig 
ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa 
meget de vilde. 
12. Men der var de vare mætte, sagde han 
til sine Disciple: sanker tilsammen de 
overblevne Stykker, at Intet forkommes. 
13. Da samlede de og fyldte tolv Kurve 
med Stykker, som bleve tilovers af de fem 
Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad. 
14. Da nu Folket saae det Tegn, som 
Jesus havde gjort, sagde de: denne er i 
Sandhed den Prophet, som kommer til 
Verden. 
 JOHANNES EVANGELIET 
131 
15. Der Jesus da vidste, at de vilde 
komme og tage ham med Magt for at gjøre 
ham til Konge, veg han atter op paa 
Bjerget, ganske alene. 
16. Men der det var blevet Aften, gik hans 
Disciple ned til Søen. 
17. Og de traadte i Skibet og kom paa hiin 
Side Søen til Capernaum. Og det var 
allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke 
kommen til dem. 
18. Og Søen reiste sig, da der blæste et 
stærkt Veir. 
19. Der de nu havde roet ved fem og tyve 
eller tredive Stadier, saae de Jesus vandre 
paa Søen og komme nær til Skibet; og de 
forfærdedes. 
20. Men han sagde til dem: det er mig; 
frygter ikke. 
21. Da vilde de tage ham ind i Skibet; og 
strax var Skibet ved Landet, som de føre 
til. 
22. Den anden Dag, da Folket, som stod 
paa hiin Side Søen, saae, at intet andet 
Skib var der, uden det ene, som hans 
Disciple vare traadte ind i, og at Jesus ikke 
var gaaet i Skibet med sine Disciple, men 
at hans Disciple alene vare farne bort; 
23. (men der kom andre Skibe fra 
Tiberias nær til det Sted, hvor de aade 
Brødet, efter at Herren havde gjort 
Taksigelse); 
24. og da Folket nu saae, at Jesus var der 
ikke, ei heller hans Disciple, traadte ogsaa 
de i Skibene og kom til Capernaum for at 
søge Jesus. 
25. Og der de fandt ham paa Hiin Side 
Søen, sagde de til ham: Rabbi! naar er du 
kommen hid? 
26. Jesus svarede dem og sagde: sandelig, 
sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke 
fordi I saae Tegn, men fordi I aade af 
Brødene og bleve mætte. 
27. Arbeider ikke for den Mad, som er 
forgængelig, men for den Mad, som varer 
til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn 
skal give Eder; thi ham har Faderen Gud 
selv, beseglet. 
28. Da sagde de til ham: hvad skulle vi 
gjøre, at vi kunne arbeide Guds Gjerning? 
29. Jesus svarede og sagde til dem: dette 
er Guds Gjerning, at I skulle troe paa den, 
som han udsendte. 
30. Da sagde de til ham: hvad gjør du da 
for et Tegn, at vi kunne see det og troe 
dig? hvad Arbeide gjør du? 
31. Vore Fædre aade Manna i Ørken, som 
skrevet er: han gav dem Brød af Himmelen 
at æde. 
32. Da sagde Jesus til dem: sandelig, 
sandelig siger jeg Eder: ikke Moses gav 
Eder det Brød af Himmelen; men min 
Fader giver Eder det Brød af Himmelen, 
som er det sande. 
33. Thi Guds Brød er det, som kommer 
ned af Himmelen og giver Verden Liv. 
34. Da sagde de til ham: Herre! giv os 
altid dette Brød. 
35. Men Jesus sagde til dem: jeg er det 
Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, 
skal ikke hungre: og hvo som troer paa 
mig, skal aldrig tørste. 
36. Men jeg har sagt Eder, at I have seet 
mig og troe dog ikke. 
37. Alt, hvad min Fader giver mig, skal 
komme til mig; og den, som kommer til 
mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud. 
38. Thi jeg er kommen ned af Himmelen, 
ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans 
Villie, som mig udsendte. 
39. Men dette er Faderens Villie, som mig 
udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, 
som han har givet mig; men jeg skal 
opreise det paa den yderste Dag. 
40. Men det er hans Villie, som mig 
udsendte, at hver den, som seer Sønnen og 
troer paa ham, skal have et evigt Liv, og 
jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. 
41. Da knurrede Jøderne imod ham, fordi 
han sagde: jeg er det Brød, som kom ned 
af Himmelen. 
42. Og de sagde: er ikke denne Jesus, 
Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi 
kjende? hvorledes siger da denne: jeg er 
kommen ned af Himmelen? 
 JOHANNES EVANGELIET 
132 
43. Derfor svarede Jesus og sagde til dem: 
knurrer ikke indbyrdes. 
44. Ingen kan komme til mig uden 
Faderen, som mig udsendte, drager ham; 
og jeg skal opreise ham paa den yderste 
Dag. 
45. Der er skrevet i Propheterne: og de 
skulle alle være oplærte af Gud. Hver da, 
som hører af Faderen og lærer kommer til 
mig. 
46. Ikke at Nogen har seet Faderen, uden 
den, som er fra Gud, han har seet Faderen. 
47. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo, 
som troer paa mig, har et evigt Liv. 
48. Jeg er det Livsens Brød. 
49. Eders Fædre aade Manna i Ørknen og 
døde. 
50. Dette er det Brød, som kommer ned af 
Himmelen, at man skal æde af det og ikke 
døe. 
51. Jeg er det levende Brød, som kom ned 
af Himmelen; om Nogen æder af dette 
Brød, han skal leve til evig Tid; og det 
Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket 
jeg vil give for Verdens Liv. 
52. Da kivedes Jøderne indbyrdes og 
sagde: hvorledes skal denne give os sit 
Kjød at æde? 
53. Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, 
sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde 
Menneskens Søns Kjød og drikke hans 
Blod, have I ikke Livet i Eder. 
54. Hvo som æder mit Kjød og drikker 
mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal 
opreise ham paa den yderste Dag. 
55. Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit 
Blod er sandelig Drikke. 
56. Hvo som æder mit Kjød og drikker 
mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 
57. Ligesom den levende Fader udsendte 
mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og 
den, som mig æder, leve ved mig. 
58. Dette er det Brød, som er kommet ned 
af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade 
Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, 
skal leve evindeligen. 
59. Dette sagde han i en Syagoge, der han 
lærte i Capernaum. 
60. Hvorfor mange af hans Disciple, der 
de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, 
hvo kan høre ham? 
61. Men der Jesus vidste ved sig selv, at 
hans Disciple knurrede over dette, sagde 
han til dem: forarger dette Eder? 
62. Hvad om I da faae at see, at 
Menneskens Søn farer op, hvor han var 
før? 
63. Det er Aanden, som levendegjør, 
Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler 
til Eder, ere Aand og ere Liv. 
64. Men der ere nogle af Eder, som ikke 
troe. Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, 
hvilke de vare, som ikke troede, og hvo 
den var, som ham vilde forraade. 
65. Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, 
at Ingen kan komme til mig, uden det er 
givet ham af min Fader. 
66. Fra den Tid traadte mange af hans 
Disciple tilbage og vandrede ikke mere 
med ham. 
67. Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne 
og I ville gaae bort? 
68. Da svarede Simon Peter ham: Herre! 
til hvem skulle vi gaae hen? Du har det 
evige Livs Ord; 
69. og vi have troet og erkjendt, at du er 
den Christus, den levende Guds Søn. 
70. Jesus svarede dem: hor jeg ikke 
udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en 
Djævel. 
71. Men han talede om Judas, Simons 
Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans 
Forrædder og var een af de Tolv. 
 JOHANNES EVANGELIET 
133 
7. KAPITEL 
1. Derefter drog Jesus omkring i 
Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, 
fordi Jøderne søgte at slaae ham ihjel. 
2. Men Jødernes Fest, Løvsalernes 
Høitid, var nær. 
3. Da sagde hans Brødre til ham: drag 
bort herfra og gak til Judæa, at og dine 
Disciple der kunne see dine Gjerninger, 
som du gjør. 
4. Thi Ingen gjør Noget i Løndom, naar 
han selv søger at blive Navnkundig; 
dersom du gjør Saadant, da viis dig for 
Verden. 
5. Thi hans Brødre troede ei heller paa 
ham. 
6. Da sagde Jesus til dem: min Tid er 
endnu ikke kommen; men Eders Tid er 
stedseforhaanden. 
7. Verden kan ikke hade Eder; men den 
hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens 
Gjerninger ere onde. 
8. Drager I op til denne Høitid; jeg 
drager ikke endnu op til denne Høitid, thi 
min Tid er ikke endnu fuldkommet. 
9. Der han havde sagt dette til dem, blev 
han i Galilæa. 
10. Men der hans Brødre vare dragne op, 
da drog han og selv op til høitiden, ikke 
aabenbare, men lønligen. 
11. Da ledte Jøderne efter ham paa 
Høitiden og sagde: hvor er han? 
12. Og der blev meget mumlet om ham 
iblandt Folket; Nogle sagde: han er en god 
Mand; men Andre sagde: nei, han forfører 
Folket. 
13. Dog talede Ingen frit om ham, af 
Frygt for Jøderne. 
14. Men der det nu var midt i Høitiden, 
gik Jesus op i Templet og lærte. 
15. Og Jøderne forundrede sig og sagde: 
hvorledes veed denne Skrifterne, da han 
ikke er lært? 
16. Jesus svarede dem og sagde: min 
Lærdom er ikke min, men hans, som mig 
udsendte. 
17. Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, 
han skal kjende, om Lærdommen er af 
Gud, eller jeg taler af mig selv. 
18. Hvo som taler af sig selv, søger sin 
egenÆre; men hvo som søger hans Ære, 
som han udsendte, han er sanddru, og Svig 
er ikke i ham. 
19. Har ikke Moses givet Eder Loven? Og 
ingen af Eder holder Loven. Hvi søge I at 
slaae mig ihjel? 
20. Folket svarede og sagde: du har 
Djævelen; hvo søger at slaae dig ihjel? 
21. Jesus svarede og sagde til dem: een 
Gjerning gjorde jeg, og I forundrede Eder 
alle derover. 
22. Moses gav Eder Omskærelsen, (ikke 
at den er fra Moses, men fra Fædrene), og I 
omskære et Menneske paa Sabbaten. 
23. Dersom et Menneske annammer 
Omskærelsen paa Sabbaten, paa det Moses 
Lov skal ikke brydes, ere I da vrede paa 
mig, at jeg har gjort et heelt Menneske 
sundt paa Sabbaten? 
24. Dømmer ikke efter Anseelse, men 
dømmer en retfærdig Dom. 
25. Da sagde Nogle af dem fra Jerusalem: 
er det ikke ham, som de søge at slaae ihjel? 
26. Og see, han taler frit, og de sige Intet 
til ham; mon ikke de Øverste I Sandhed 
have kjendt, at denne er i Sandhed den 
Christus? 
27. Dog vide vi, hvorfra denne er; men 
naar Christus kommer, veed Ingen, hvorfra 
han er. 
28. Derfor raabte Jesus, idet han lærte i 
Templet, og sagde: baade kjende I mig og 
vide, hvorfra jeg er; og af mig selv er jeg 
ikke kommen, men han er sanddru, som 
mig udsendte, hvilken I ikke kjende. 
29. Men jeg kjender ham, thi jeg er af 
ham, og han udsendte mig. 
30. Derfor søgte de at gribe ham; dog 
lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time 
var ikke endnu kommen. 
 JOHANNES EVANGELIET 
134 
31. Men Mange af Folket troede paa ham 
og sagde: naar Christus kommer, monne 
han skal gjøre flere Tegn, end denne har 
gjort? 
32. Pharisæerne hørte, at Folket mumlede 
saadant om ham; og Pharisæerne og de 
Ypperstepræster sendte Tjenere ud for at 
gribe ham. 
33. Derfor sagde Jesus til dem: endnu en 
liden Tid er jeg hos Eder, saa gaaer jeg 
bort til den, som mig udsendte. 
34. I skulle lede efter mig og ikke finde 
mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke 
komme. 
35. Da sagde Jøderne til hverandre: hvor 
vil denne gaae hen, at vi ikke skulle finde 
ham? Mon han vil gaae til dem, som ere 
adspredte iblandt Grækerne, og lære 
Grækerne? 
36. Hvad er det for en Tale, at han siger: I 
skulle lede efter mig, og ikke finde mig, og 
der, hvor jeg er, kunne I ikke komme? 
37. Men paa den sidste og store 
Høitidsdag stod Jesus frem og raabte og 
sagde: om Nogen tørster, han komme til 
mig og drikke. 
38. Hvo som troer paa mig, af hans Liv 
skal, som Skriften siger, flyde levende 
Vandstrømme. 
39. (Men dette sagde han om den Aand, 
som de skulde annamme, der troe paa ham; 
thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi 
Jesus var ikke endnu herliggjort.) 
40. Derfor sagde Mange af Folket, som 
hørte den Tale: denne er sandelig den 
Prophet. 
41. Andre sagde: han er Christus; men 
Andre sagde: mon da Christus komme af 
Galilæa? 
42. Siger ikke Skriften, at Christus 
kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, 
den By, hvorfra David var? 
43. Saaledes blev der Splid iblandt Folket 
om ham. 
44. Men Nogle af dem vilde grebet ham; 
dog lagde Ingen Haand paa ham. 
45. Da kom Tjenerne til de 
Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse 
sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid? 
46. Tjenerne svarede: aldrig har et 
Menneske talet saaledes, som dette 
Menneske. 
47. Da svarede Pharisæerne dem: monne I 
og være forførte? 
48. Mon Nogen af de Øverste har troet 
paa ham, eller af Pharisæerne? 
49. Men denne Hob, som ikke kjender til 
Loven, er forbandet. 
50. Nicodemus (den, som var kommen til 
ham om Natten og var een af dem) sagde 
til dem: 
51. mon vor Lov dømme et Menneske, 
uden at man først forhører ham og faaer at 
vide, hvad han gjør? 
52. De svarede og sagde til ham: mon du 
og være af Galilæa? Ransag og see, at der 
er ingen Prophet opstanden af Galilæa. 
53. Og hver gik til sit Huus. 
 JOHANNES EVANGELIET 
135 
8. KAPITEL 
1. Men Jesus gik til Oliebjerget. 
2. Og aarle om Morgenen kom han igjen 
i Templet, og alt Folket kom til ham; og 
han satte sig og lærte dem. 
3. Men de Skriftkloge og Pharisæerne 
førte en Kvinde til ham, greben i Hoer, og 
stillede hende frem i Midten. 
4. Og de sagde til ham: Mester! denne 
Kvinde er greben i Hoer paa frisk 
Gjerning. 
5. Men Moses bød os i Loven, at 
saadanne skulle stenes; hvad siger nu du? 
6. Men dette sagde de, for at forsøge 
ham, at de kunde have Noget at anklage 
ham for. Men Jesus bukkede sig ned og 
skrev med Fingeren paa Jorden. 
7. Men der de bleve ved at spørge ham, 
reiste han sig op og sagde til dem: den, 
som er syndeløs iblandt Eder, kaste først 
Stenen paa hende. 
8. Og han bukkede sig atter ned og skrev 
paa Jorden. 
9. Men der de hørte det og bleve slagne 
af deres Samvittighed, gik de bort, En efter 
den Anden, fra de ældste af til de Yngste, 
og Jesus blev efterladt alene og Kvinden 
staaende i Midten. 
10. Men da Jesus reiste sig op og saae 
Ingen uden Kvinden, sagde han til hende: 
Kvinde! hvor ere hine dine Anklagere? 
fordømte Ingen dig? 
11. Men hun sagde: Herre! Ingen. Men 
Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig 
ikke heller; gak bort, og synd ikke mere. 
12. Da talede Jesus atter til dem og sagde: 
jeg er det Verdens Lys; hvo som følger 
mig, skal ikke vandre i Mørket, men have 
det Livsens Lys. 
13. Da sagde Pharisæerne til ham: du 
vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke 
sandt. 
14. Jesus svarede og sagde til dem: om 
jeg end vidner om mig selv, er mit 
Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg 
Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide 
ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg 
gaaer hen. 
15. I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer 
Ingen. 
16. Men dersom jeg dømmer, er min Dom 
sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg 
og Faderen, som udsendte mig. 
17. Men der er og skrevet i Eders Lov, at 
to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. 
18. Jeg er den, som vidner om mig selv, 
og Faderen, som udsendte mig, vidner om 
mig. 
19. Derfor sagde de til ham: hvor er din 
Fader? Jesus svarede: hverken kjende I 
mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte 
mig, kjendte I og min Fader. 
20. Disse Ord talede Jesus ved Templets 
Kiste, der han lærte i Templet; dog greb 
Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu 
kommen. 
21. Da sagde Jesus atter til dem: jeg gaaer 
bort, og I skulle lede efter mig, og døe i 
Eders Synd; hvor jeg gaaer hen, kunne I 
ikke komme. 
22. Da sagde Jøderne: mon han vil slaae 
sig selv ihjel, fordi han siger: hvor jeg 
gaaer hen, kunne I ikke komme? 
23. Og han sagde til dem: I ere nedenfra, 
jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg 
er ikke af denne Verden. 
24. Derfor har jeg sagt Eder, at I skulle 
døe i Eders Synder; thi dersom I ikke ville 
troe, at det er mig, skulle I døde i Eders 
Synder. 
25. Derfor sagde de til ham: hvo er du? 
Og Jesus sagde til dem: just det, som jeg 
siger Eder. 
26. Jeg har Meget at tale og dømme om 
Eder; men den, som mig udsendte, er 
sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det 
siger jeg for Verden. 
27. Men de forstode ikke, at han talede til 
dem om Faderen. 
 JOHANNES EVANGELIET 
136 
28. Derfor sagde Jesus til dem: naar I faae 
ophøiet Menneskens Søn, da skulle I 
kjende, at det er mig, og at jeg gjør Intet af 
mig selv; men som min Fader har lært mig, 
saaledes taler jeg. 
29. Og den, som udsendte mig, er med 
mig; Faderen har ikke ladet mig alene fordi 
jeg gjør altid det, som er ham behageligt. 
30. Der han talede dette, troede Mange 
paa ham. 
31. Derfor sagde Jesus til Jøderne, som 
havde troet paa ham: dersom I blive i mit 
Ord, ere I sandelig mine Disciple, 
32. og I skulle forstaae Sandheden, og 
Sandheden skal frigjøre Eder. 
33. De svarede ham: vi ere Abrahams 
Sæd og have aldrig været Nogens Trælle; 
hvorledes siger du da: I skulle vorde frie? 
34. Jesus svarede dem: sandelig, sandelig 
siger jeg Eder: hver den, som gjør Synd, er 
Sydens Træl. 
35. Men Trællen bliver ikke altid i Huset, 
Sønnen bliver der altid. 
36. Dersom da Sønnen faaer frigjørt Eder, 
skulle I være virkeligen frie. 
37. Jeg veed, at I ere Abrahams Sæd; men 
I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale 
ikke finder Rum hos Eder. 
38. Jeg taler det, som jeg har seet hos min 
Fader, saa gjøre I og det, som I have seet 
hos Eders Fader. 
39. De svarede og sagde til ham: 
Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: 
dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I 
Abrahams Gjerninger. 
40. Men nu søge I at slaae mig ihjel, et 
menneske, der har sagt Eder Sandheden, 
som jeg har hørt af Gud; dette havde 
Abraham ikke gjort. 
41. I gjøre Eders Faders Gjerninger. 
Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede 
i Hoer; vi have en Fader, Gud. 
42. Da sagde Jesus til dem: dersom Gud 
var Eders Fader, da elskede I mig; thi jeg 
eringenlunde kommen af mig selv, men 
han har udsendt mig. 
43. Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I 
ikke kunne fordrage mit Ord. 
44. I ere af en Fader Djævelen og ville 
gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var 
en Manddraber fra Begyndelsen af og blev 
ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed 
er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler 
han af sit eget; thi han er en Løgner og 
Løgnens Fader. 
45. Men mig troe I ikke, fordi jeg taler 
Sandhed. 
46. Hvo af Eder kan overbevise mig om 
nogen Synd? men siger jeg Sandhed, 
hvorfor troe I mig ikke? 
47. Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; 
derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud. 
48. Da svarede Jøderne og sagde til ham: 
sige vi ikke med Rette, at du er en 
Samaritan og har Djævelen? 
49. Jesus svarede: jeg har ikke Djævelen, 
men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. 
50. Men jeg søger ikke min Ære; der er 
den, som søger den og dømmer. 
51. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: 
dersom Nogen holder mit Ord, skal han 
ikke see Døden evindeligen. 
52. Da sagde Jøderne til ham: nu kjende 
vi, at du har Djævelen; Abraham er død, 
og Propheterne, og du siger: dersom 
Nogen holder mit Ord han skal ikke smage 
Døden evindeligen. 
53. Mon du er større end vor Fader 
Abraham, hvilken er død? og Propheterne 
ere døde; hvem gjør du dig selv til? 
54. Jesus svarede: dersom jeg ærer mig 
selv, er min Ære Intet; det er min Fader, 
som mig ærer, og hvem I sige, at han er 
Eders Gud. 
55. Og I have ikke kjendt ham, men jeg 
kjender ham; og dersom jeg sagde: jeg 
kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner 
ligsom I. Men jeg kjender ham og holder 
hans Ord. 
56. Abraham Eders Fader frydede sig, at 
han skulde see min Dag, og han saae den 
og glædede sig. 
 JOHANNES EVANGELIET 
137 
57. Da sagde Jøderne til ham: du er ikke 
endnu halvtredsindstyve Aar gammel, og 
du har seet Abraham? 
58. Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig 
siger jeg Eder: førend Abraham blev, er 
jeg. 
59. Derfor optoge de Stene, for at kaste 
paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af 
Templet og gik midt igjennem Mængden, 
og han undkom saaledes. 
9. KAPITEL 
1. Og da han gik frem, saae han et 
Menneske, som var blind født. 
2. Og hans Disciple spurgte ham og 
sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller 
hans Forældre, at han er blind født? 
3. Jesus svarede: hverken denne 
syndede, ei heller hans Forældre; men paa 
det at Guds Gjerninger skulle blive 
aabenbarede paa ham. 
4. Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som 
mig har udsendt, saalænge det er Dag; 
Natten kommer, da Ingen kan arbeide. 
5. Medens jeg er i Verden, er jeg 
Verdens Lys. 
6. Der han det havde sagt, spyttede han 
paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og 
smurte Dyndet paa den Blindes Øine. 
7. Og han sagde til ham: gak bort, to dig 
i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: 
udsendt). Da gik han bort og toede sig og 
kom seende tilbage. 
8. Da sagde Naboerne og de, som før 
havde seet, at han var blind: er det ikke 
den, som sad og tiggede? 
9. Andre sagde: det er denne; men 
Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det 
er mig. 
10. Da sagde de til ham: hvorledes bleve 
dine Øine aabnede? 
11. Han svarede og sagde: et Menneske, 
som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte 
paa mineØine og sagde til mig: gak bort til 
Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik 
hen og toede mig, blev jeg seende. 
12. Da sagde de til ham: hvor er han? Han 
sagde: jeg veed ikke. 
13. Da førte de ham, som før var blind, til 
Pharisæerne. 
14. (Men det var en Sabbat, da Jesus 
gjorde Dynd og aabnede hans Øine). 
15. Da spurgte og Pharisæerne ham atter, 
hvorledes han var bleven seende. Men han 
sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine 
Øine, og jeg toede mig og seer. 
 JOHANNES EVANGELIET 
138 
16. Derfor sagde nogle af Pharisæerne: 
dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han 
holder ikke Sabbaten. Andre sagde: 
hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre 
saadanne Tegn? Og der var Splid imellem 
dem. 
17. Da sagde atter til den Blinde: hvad 
siger du om ham, efterdi han aabnede dine 
Øine? Men han sagde: han er en Prophet. 
18. Men Jøderne troede ikke om ham, at 
han havde været blind og var bleven 
seende, førend de kaldte hans Forældre, 
som havde faaet sit Syn. 
19. Og de spurgte dem og sagde: er denne 
Eders Søn, om hvem I sige, at han var 
blind født? hvorledes er han da nu seende? 
20. Hans Forældre svarede dem og sagde: 
vi vide, at dette er vor Søn, og at han var 
blind født. 
21. Men hvorledes han nu er bleven 
seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet 
hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv 
gammel nok, spørger ham, han maa selv 
svare for sig. 
22. Dette sagde hans Forældre, fordi de 
frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare 
allerede komne overeens om, at dersom 
Nogen bekjendte ham at være Christus, 
skulle denne blive udelukt af Synagogen. 
23. Derfor sagde hans Forældre: han er 
gammel nok, spørger ham selv. 
24. Da kaldte de anden Gang til sig det 
Menneske, som havde været blind, og 
sagde til ham; giv Gud Æren; vi vide, at 
hiint Menneske er en Synder. 
25. Da svarede han og sagde: om han er 
en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed 
jeg, at jeg, som var blind, nu seer. 
26. Men de sagde til ham igjen: hvad 
gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han 
dine Øine? 
27. Han svarede dem: jeg har allerede sagt 
Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor 
ville I høre det igjen? ville I og vorde hans 
Disciple? 
28. Da skjældte de paa ham og sagde: du 
er hans Discipel, men vi ere Moses' 
Disciple. 
29. Vi vide, at Gud har talet til Moses; 
men om denne vide vi ikke, hvorfra han er. 
30. Mennesket svarede og sagde til dem: 
det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra 
han er, og han har aabnet mine Øine. 
31. Vi vide dog, at Gud hører ikke 
Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig 
og gjør hans Villie, den hører han. 
32. Aldrig er det hørt, at Nogen har aabnet 
Øinene paa en Blindfødt. 
33. Var denne ikke fra Gud, da kunde han 
slet intet gjøre. 
34. De svarede og sagde til ham: du er 
ganske født i Synd, og du vil lære os? Og 
de stødte ham ud. 
35. Jesus hørte, at de havde udstødt ham, 
og da han traf ham, sagde ham til ham: 
troer du paa Guds Søn? 
36. Han svarede og sagde: hvo er han, 
Herre! at jeg kan troe paa ham? 
37. Men Jesus sagde til ham: baade har du 
seet ham, og den, som taler med dig, ham 
er det. 
38. Men han sagde: jeg troer, Herre! og 
han kastede sig ned for ham. 
39. Og Jesus sagde: jeg er kommen til 
Dom i denne Verden, at de, som ikke see, 
skulle vorde seende, og de, som see, skulle 
vorde blinde. 
40. Dette hørte de af Pharisæerne, som 
vare hos ham, og de sagde til ham: monne 
og vi ereblinde? 
41. Jesus sagde til dem: vare i blinde, da 
havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; 
derfor bliver Eders Synd. 
 JOHANNES EVANGELIET 
139 
10. KAPITEL 
1. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo 
som ikke gaaer ind ad Døren i Faarestien, 
men stiger andensteds over, han er en Tyv 
og en Røver. 
2. Men den, som gaaer ind ad Døren, er 
Faarenes Hyrde. 
3. For denne lader Dørvogteren op og 
Faarene høre hans Røst; og han kalder sine 
egne Faar ved Navn og fører dem ud. 
4. Og naar han har udladt sine egne Faar, 
gaar han foran dem: og Faarene følge ham, 
fordi de kjende hans Røst. 
5. Men en Fremmed følge de ikke, men 
flye fra ham, fordi de kjende ikke den 
Fremmedes Røst. 
6. Denne Lignelse sagde Jesus til dem; 
men de forstode ikke, hvad det var, som 
han talede til dem. 
7. Derfor sagde Jesus atter til dem: 
sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er 
Faarenes Dør. 
8. Alle de, som ere komne før mig, ere 
Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem 
ikke. 
9. Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind 
ved mig, han skal frelses; og han skal gaae 
ind og gaae ud og finde Føde. 
10. Tyven kommer ikke, uden for at 
stjæle og myrde og fordærve; jeg er 
kommen, at de skulle have Liv og have 
overflødigt. 
11. Jeg er den gode Hyrde; den gode 
Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. 
12. Men Leiesvenden og den, som ikke er 
Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer 
Ulven komme og forlader Faarene og 
flyer; og Ulven røver dem og adspreder 
Faarene. 
13. Men Leisvenden flyer, fordi han er 
Leiesvend og har ikke Omsorg for 
Faarene. 
14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender 
Mine og kjendes af Mine, 
15. (ligesom Faderen kjender mig, 
kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit 
Liv til for Faarene. 
16. Og jeg har andre Faar, som ikke ere af 
denne Sti, dem bør det mig og at føre did, 
og de skulle høre min Røst; og der skal 
blive een Hjord, een Hyrde. 
17. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg 
sætter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen. 
18. Ingen tager det fra mig, men jeg 
sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at 
sætte det til og har Magt at tage det igjen. 
Denne Bud annammede jeg af min Fader. 
19. Da blev der atter Splid iblandt Jøderne 
over disse Ord. 
20. Mange af dem sagde: han har 
Djævelen og raser, hvi høre I ham? 
21. Andre sagde: disse ere ikke Ord af en 
Besat; mon en Djævel kan aabne de 
Blindes Øine? 
22. Men Indvielsens Fest indtraf i 
Jerusalem, og det var Vinter. 
23. Og Jesus gik omkring i Templet, udi 
Salomos Buegang. 
24. Da omringe Jøderne ham og sagde til 
ham: hvor længe holder du vor Sjæl i 
Forventning? dersom du er Christus, da 
siig os det frit! 
25. Jesus svarede dem: jeg har sagt Eder 
det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg 
gjør i min Faders Navn, disse vidne om 
mig. 
26. Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine 
Faar, som jeg sagde Eder. 
27. Mine Faar høre min Røst, og jeg 
kjender dem, og de følge mig. 
28. Og jeg giver dem et evigt Liv, og de 
skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal 
rive dem af min Haand. 
29. Min Fader, som har givet mig dem, er 
større end Alle; og Ingen kan rive dem af 
min Faders Haand. 
30. Jeg og Faderen, vi ere eet. 
31. Da toge Jøderne atter Stene op for at 
stene ham. 
 JOHANNES EVANGELIET 
140 
32. Jesus svarede dem: mange gode 
Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: 
for hvilken af disse Gjerninger stene I 
mig? 
33. Jøderne svarede ham og sagde: for en 
god Gjerning stene vi dig ikke, men for 
Gudsbespottelse, og fordi du, som er et 
Menneske, gjør dig selv til Gud. 
34. Jesus svarede dem: er der ikke skrevet 
i Eders Lov: jeg har sagt: I ere Guder? 
35. Dersom han kalder dem Guder til 
hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan 
ikke rokkes); 
36. sige I da til den, hvem Faderen har 
helliget og sendt til Verden: du bespotter 
Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? 
37. Dersom jeg ikke gjør min Faders 
Gjerninger, troer mig ikke. 
38. Men dersom jeg gjør dem, om I end 
ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, 
paa det I kunne kjende og troe, at Faderen 
er i mig, og jeg i ham. 
39. Derfor søgte de atter at gribe ham; 
men han undkom af deres Haand. 
40. Og han drog atter bort paa hiin Side 
Jordan til det Sted, hvor Johannes først 
døbte, og blev der. 
41. Og Mange kom til ham og sagde: 
Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, 
hvad Johannes sagde om denne, var sandt. 
42. Og Mange der troede paa ham. 
11. KAPITEL 
1. Men der laae En syg, Lazarus af 
Bethania, af den By, hvor Maria og 
Martha, hendes Søstre, vare. 
2. (Men Maria var den, som salvede 
Herren med Salve og tørrede hans Fødder 
med sit Haar; hendes Broder Lazarus var 
syg). 
3. Da sendte de Søstre til ham og lode 
ham sige: Herre! see, den, du elsker, er 
syg. 
4. Men der Jesus det hørte, sagde han: 
denne Sygdom er ikke til Døden, men til 
Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den. 
5. Men Jesus elskede Martha og hendes 
Søster og Lazarus. 
6. Der han nu hørte, at han var syg, blev 
han dog to Dage paa det Sted, hvor han 
var. 
7. Siden efter sagde han til Disciplene: 
lader os drage til Judæa igjen. 
8. Disciplene sagde til ham: Mester! 
nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du 
drager atter derhen? 
9. Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer 
om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da 
støder han ikke an; thi han seer denne 
Verdens Lys. 
10. Men vandrer Nogen om Natten da 
støder han an; thi Lyset er ikke i ham. 
11. Dette talede ham, og derefter siger 
han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet 
ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham 
af Søvne. 
12. Da sagde hans Disciple: Herre! sover 
han, da bliver han karsk. 
13. Men Jesus talede om hans Død; de 
derimod meente, at han talede om den 
naturlige Søvn. 
14. Derefter sagde da Jesus dem reent ud: 
Lazarus er død! 
15. Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg 
ikke var der, paa det I skulle troe: men 
lader os gaa til ham! 
 JOHANNES EVANGELIET 
141 
16. Da sagde Thomas (hvilket betyder 
Tvilling) til sine Meddisciple: lader os 
ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham. 
17. Da Jesus kom, fandt han ham liggende 
i Graven allerede fire Dage. 
18. (Men Bethania var nær ved Jerusalem, 
omtrent femten Stadier derfra). 
19. Og mange Jøder vare komne til 
Martha og Maria for at trøste dem over 
deres Broder. 
20. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik 
hun ud ham i møde; men Maria blev 
siddende i Huset. 
21. Da sagde Martha til Jesus: Herre! 
havde du været her, da var min Broder 
ikke død. 
22. Men ogsaa nu veed jeg, at 
hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud 
give dig. 
23. Jesus sagde til hende: din Broder skal 
opstaae. 
24. Martha siger til ham: jeg veed, at han 
skal opstaae i Opstandelsen paa den 
yderste Dag. 
25. Jesus sagde til hende: jeg er 
Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa 
mig, om han end døer, skal han dog leve. 
26. Og hver den, som lever og troer paa 
mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du 
dette? 
27. Hun siger til ham: ja Herre! jeg har 
troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, 
som kommer til Verden. 
28. Og der hun dette havde sagt, gik hun 
bort og kaldte hemmeligen sin Søster 
Maria og sagde: Mesteren er her og kalder 
ad dig. 
29. Der hun det hørte, reiste hun sig strax 
og kom til ham. 
30. (Men Jesus var ikke endnu kommen 
til Byen, men var paa det Sted, hvor 
Martha mødte ham.) 
31. Da nu Jøderne, som var hos hende i 
Huset og trøstede hende, saae, at Maria 
stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende 
og sagde: hun gaaer bort til Graven for at 
græde der. 
32. Der Maria da kom derhen, hvor Jesus 
var, og saae ham, faldt hun ned for hans 
Fødder og sagde til ham: Herre! havde du 
været her, da var min Broder ikke død. 
33. Der Jesus da saae hende græde, og 
saae Jøderne græde, som kom med hende, 
rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget 
og sagde: 
34. hvor have I lagt ham? De sagde til 
ham: Herre! kom og see. 
35. Jesus græd. 
36. Da sagde Jøderne: se, hvor han 
elskede ham! 
37. Men nogle af dem sagde: kunde ikke 
han, som aabnede den Blindes Øine, have 
gjort, at og denne ikke var død? 
38. Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom 
til Graven. Men det var en Hule, og en 
Steen laae derfor. 
39. Jesus sagde: tager Stenen bort. 
Martha, den Dødes Søster, siger til ham: 
Herre! han stinker allerede; thi han har 
ligget fire Dage. 
40. Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, 
at dersom du kunde troe, skulde du see 
Guds Herlighed? 
41. Da toge de Stenen bort, hvor den 
Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine 
Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du 
har hørt mig. 
42. Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; 
men for Folkets Skyld, som staaer 
omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at 
du har udsendt mig. 
43. Og der han havde sagt dette, raabte 
han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud! 
44. Og den Døde kom ud, bunden med 
Jordeklæder om Fødder og Hænder, og 
hans Ansigt var ombundet med en 
Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham 
og lader ham gaae. 
45. Derfor troede mange paa ham af de 
Jøder, som vare komne til Maria og have 
seet de Ting, som Jesus havde gjort. 
46. Men nogle af dem gik hen til 
Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus 
havde gjort. 
 JOHANNES EVANGELIET 
142 
47. Derfor forsamlede de Ypperstepræster 
og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad 
gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange 
Tegn. 
48. Dersom vi lade ham saaledes blive 
ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne 
skulle komme og tage baade vort land og 
Folk. 
49. Men een af den, Caiphas, som var 
dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: 
50. I forstaae slet Intet; ei heller betænke 
I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør 
for Folket, og at ikke det ganske Folk skal 
fordærves. 
51. Men dette sagde han ikke af sig selv; 
men da han var samme Aars 
Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus 
skulde døde for Folket. 
52. Og ikke for Folket alene; men paa det 
han og skulde samle de adspredte Guds 
Børn til een Hob. 
53. Fra den Dag af raadsloge de derfor om 
at ihjelslaae ham. 
54. Da vandrede Jesus ikke mere frit 
iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn 
nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes 
Ephraim; og han blev der nogen Tid med 
sine Disciple. 
55. Men Jødernes Paaske var nær; og 
Mange fra Landet gik op til Jerusalem før 
Paasken for at rense sig. 
56. Da ledte de efter Jesus og talede med 
hverandre, der de stode i Templet: hvad 
tykkes Eder, at han kommer ikke til 
Høitiden? 
57. Men baade de Ypperstepræster og 
Pharisæerne havde givet en Befaling, at 
dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde 
han give det tilkjende, at de kunde gribe 
ham. 
12. KAPITEL 
1. Men sex Dage før Paaske kom Jesus 
til Bethania, hvor Lazarus var, der havde 
været død, og hvem han havde opreist fra 
de Døde. 
2. Da gjorde de ham der en Nadvere, og 
Martha opvartede; men Lazarus var een af 
dem, som sadde tilbords med ham. 
3. Da tog Maria et Pund af uforfalsket 
meget kostelig Nardus-Salve og salvede 
Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med 
sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens 
Lugt. 
4. Da sagde een af hans Disciple, Judas, 
Simons Søn, Ischariotes, som siden 
forraadte ham: 
5. hvorfor blev denne Salve ikke solgt 
for tre hundrede Penninge og givet til 
Fattige? 
6. Men dette sagde han ikke, fordi han 
havde Omsorg for de Fattige, men fordi 
han var en Tyv og havde Pungen og bar, 
hvad der blev lagt deri. 
7. Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til 
min Begravelsesdag har hun bevaret den. 
8. Thi Fattige have I altid hos Eder; men 
mig have I ikke altid 
9. Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, 
at han var der; og de kom ikke for Jesu 
Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, 
hvem han havde opreist fra de Døde. 
10. Men de Ypperstepræster raadsloge om 
ogsaa at ihjelslaae Lazarus; 
11. thi for hans Skyld gik mange af 
Jøderne hen og troede paa Jesus. 
12. Den anden Dag, da den store 
Mængde, som var kommen til Høitiden, 
hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 
13. toge de Palmegrene, og gik ud imod 
ham og raabte: Hosanna! velsignet være 
den, som kommer i Herrens Navn, den 
Israels konge! 
14. Men Jesus fandt en Asenindes Føl og 
satte sig derpaa, som der er skrevet: 
 JOHANNES EVANGELIET 
143 
15. frygt ikke, Zions Datter! see, din 
Konge kommer ridende paa en Asenindes 
Føl. 
16. Men dette forstode hans Disciple ikke 
først; men der Jesus var herliggjort, da 
kom de ihu, at dette var skrevet om ham, 
og at de havde gjort dette for ham. 
17. Men den Mængde, som havde været 
med ham, vidende, at han havde kaldt 
Lazarus af Graven, og opreist ham fra de 
Døde. 
18. Derfor gik og Folket ham imøde, fordi 
det havde hørt, at han havde gjort dette 
Tegn. 
19. Da sagde Pharisæerne til hverandre: I 
see, at I udrette slet intet; see, al Verden 
gaaer efter ham. 
20. Men der var nogle Græker af dem, 
som vare gangen op for at tilbede paa 
Høitiden. 
21. Disse gik nu til Philippus, som var fra 
Bethsaida i Galilæa, og bade ham og 
sagde: Herre! vi ønske at see Jesus. 
22. Philippus kommer og siger Andreas 
det, og Andreas og Philippus sige atter 
Jesus det. 
23. Men Jesus svarede dem og sagde: 
Timen er kommen, at Menneskens Søn 
skal herliggjøres. 
24. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: 
uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, 
bliver det ene; men dersom det døer, bærer 
det megen Frugt. 
25. Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; 
og hvo som hader sit Liv i denne Verden, 
skal bevare det til et evigt Liv. 
26. Om Nogen tjener mig, han følge mig, 
og hvor jeg er, der skal og min Tjener 
være; og om Nogen tjener mig, ham skal 
Faderen ære. 
27. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad 
skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen 
til denne Time. 
28. Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en 
Røst af Himmelen: baade har jeg 
herliggjort og vil atter herliggjøre det. 
29. Da sagde Folket, som stod og hørte 
det, at det havde tordnet; Andre sagde: en 
Engel talede til ham. 
30. Jesus svarede og sagde: denne Røst 
skete ikke for min Skyld, men for Eders 
Skyld. 
31. Nu gaar der Dom over denne Verden, 
nu skal denne Verdens Fyrste udstødes. 
32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra 
Jorden, vil jeg drage Alle til mig. 
33. (Men han sagde dette, for at betegne, 
hvad Død han skulle døe.) 
34. Folket svarede ham: vi have hørt af 
Loven, at Christus bliver evindeligen, og 
hvorledes siger du, at det bør Menneskens 
Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens 
Søn? 
35. Da sagde Jesus til dem: Lyset er 
endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den 
Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal 
overfalde Eder! Og hvo som vandrer i 
Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. 
36. Medens I have Lyset, troer paa Lyset, 
at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede 
Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. 
37. Men alligevel han have gjort saa 
mange Tegn for deres Øine, troede de dog 
ikke paa ham, 
38. at Esaias den Prophets Tale skulde 
fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo 
troede det, han hørte af os, og for hvem er 
Herrens Arm aabenbaret? 
39. Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias 
siger atter: 
40. han har forblindet deres Øine, og 
forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde 
see med Øinene og forstaae med Hjertet og 
omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. 
41. Dette sagde Esaias, der han saae hans 
Herlighed og talede om ham. 
42. Dog alligevel troede mange ogsaa af 
de Øverste paa ham; men for Pharisæernes 
Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke 
skulde blive udelukte af Synagogen; 
43. thi de elskede Menneskens Ære mere 
end Guds Ære. 
 JOHANNES EVANGELIET 
144 
44. Men Jesus raabte og sagde: hvo som 
troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa 
den, som mig har udsendt. 
45. Og hvo som seer mig, seer den, som 
mig har udsendt. 
46. Jeg er kommen et Lys til Verden, at 
hver den, som troer paa mig, ikke skal 
blive i Mørket. 
47. Og om Nogen hører mine Ord, og 
troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er 
ikke kommen for at dømme Verden, men 
for at frelse Verden. 
48. Hvo mig foragter og annammer ikke 
mine Ord, har den, som ham dømmer; det 
Ord, som jeg har talet, det skal dømme 
ham paa den yderste Dag. 
49. Thi jeg har ikke talet af mig selv; men 
Faderen, som mig har udsendt, han har 
givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og 
hvad jeg skal tale. 
50. Og jeg veed, at hans Befaling er et 
evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg 
saaledes, som Faderen har sagt mig. 
13. KAPITEL 
1. Men for Paaskehøitiden, der Jesus 
vidste, at hans Time var kommen, at han 
skulde gaae ud af denne Verden til 
Faderen, da, som han havde elsket sine 
Egne, som vare i Verden, saa elskede han 
dem indtil Enden. 
2. Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen 
allerede havde indskudt i Judas, Simon 
Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde 
forraade ham; 
3. da Jesus vidste, at Faderen havde 
givet ham alle Ting i Hænder, og at han 
udkom fra Gud og gik hen til Gud: 
4. reiste han sig fra Nadveren og lagde 
sine Klæder fra sig, og han tog et 
Lindklæde og bandt op om sig. 
5. Derefter slog han Vand i et Bækken 
og begyndte at toe Disciplenes Fødder og 
at tørre dem med Lindklædet, som han var 
ombunden med. 
6. Da kom han til Simon Peter og han 
sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? 
7. Jesus svarede og sagde til ham: hvad 
jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal 
forstaae det herefter. 
8. Peter siger til ham: du i Evighed ikke 
toe mine Fødder. Jesus svarede ham: 
dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel 
med mig. 
9. Simon Peter siger til ham: Herre ikke 
mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne 
og Hovedet. 
10. Jesus siger til ham: hvo som er toet, 
har ikke behov uden at toe Fødderne, men 
er ganske reen; og I ere rene, men ikke 
alle. 
11. Thi han kjendte den, som han 
forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle 
rene. 
12. Der han da havde toet deres Fødder og 
havde taget sine Klæder, satte han sig atter 
ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har 
gjort Eder? 
13. I kalde mig Mester og Herre, og I tale 
ret, thi jeg er det. 
 JOHANNES EVANGELIET 
145 
14. Dersom da jeg, Herren og Mesteren, 
har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige 
at toe hverandres Fødder. 
15. Thi jeg har givet Eder et Exempel, at 
ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre. 
16. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en 
Tjener er ikke større end hans Herre, ikke 
heller et Sendebud større end den, han har 
sendt. 
17. Dersom I vide dette, ere I salige, om I 
gjøre det. 
18. Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, 
hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa 
fuldkommes: den, som æder Brødet med 
mig, har opløftet sin Hæl imod mig. 
19. Fra nu af siger jeg Eder det, førend det 
skeer, at naar det er skeet, I skulle troe, at 
det er mig. 
20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo 
som annammer den, som jeg sender, 
annammer mig; men hvo mig annammer, 
annammer den, som har sendt mig. 
21. Der Jesus havde sagt dette, blev han 
heftig bevæget i Aanden og vidnede og 
sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at 
een af Eder skal forraade mig. 
22. Da saae Disciplene paa hverandre, 
tvivlraadige, om hvem han talede. 
23. Men der var een iblandt hans Disciple, 
som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus 
elskede. 
24. Til denne nikkede derfor Simon Peter, 
at han skulde udspørge, hvo det maatte 
vare, han talede om? 
25. Men denne bøiede sig op til Jesu 
Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det? 
26. Jesus svarede: det er den, hvilken jeg 
giver det Stykke, som jeg dypper. Og han 
dyppede Stykket og gav Judas, Simons 
Søn, Ischariotes det. 
27. Og efterat han havde faaet Stykket, da 
gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til 
ham: hvad du gjør, det gjør snart! 
28. Men ingen af dem, som saade 
tilbords, forstod, til hvad Ende han sagde 
ham det. 
29. Thi Nogle meente, efterdi Judas havde 
Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad 
vi havdebehov til Høitiden; eller at han 
skulde give Noget til Fattige. 
30. Der han da havde taget Stykket, gik 
han strax ud; men det var Nat. 
31. Der han da var udgangen, sagde Jesus: 
nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud 
er herliggjort i ham. 
32. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal 
Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han 
skal snart herliggjøre ham. 
33. Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. 
I skulle lede efter mig, og ligesom jeg 
sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, 
kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu. 
34. Jeg giver Eder en ny Befaling, at I 
skulle elske hverandre; som jeg elskede 
Eder, at I og skulle elske hverandre. 
35. Derpaa skulle Alle kjende, at I ere 
mine Disciple, dersom I have indbyrdes 
Kjærlighed. 
36. Simon Peter sagde til ham: Herre! 
hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: 
hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge 
mig. 
37. Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan 
jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv 
til for dig. 
38. Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv 
til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg 
dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal 
fornægte mig tre Gange. 
 JOHANNES EVANGELIET 
146 
14. KAPITEL 
1. Eders Hjerte forfærdes ikke; troer paa 
Gud, og troer paa mig! 
2. I min Faders Huus ere mange Boliger; 
men dersom det ikke saa var, havde jeg 
sagt Eder det. Jeg gaaer bort at berede Eder 
Sted. 
3. Og naar jeg er gaaet bort og faaer 
beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil 
tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle 
ogsaa I være. 
4. Og hvor jeg gaaer hen, vide I, og 
Veien vide I. 
5. Thomas siger til ham: Herre! vi vide 
ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes 
kunne vi vide Veien? 
6. Jesus siger til ham: jeg er Veien og 
Sandheden og Livet; der kommer Ingen til 
Faderen uden ved mig. 
7. Havde I kjendt mig, da havde I og 
kjendt min Fader; og fra nu af kjende I 
ham og have seet ham. 
8. Philippus siger til ham: Herre! viis os 
Faderen, og det er os nok. 
9. Jesus siger til ham: saa lang en Tid er 
jeg hos Eder og du har ikke kjendt mig, 
Philippus? Hvo mig har seet, har seet 
Faderen; hvorledes siger du da: Viis os 
Faderen? 
10. Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og 
Faderen er i mig? De Ord, som jeg taler til 
Eder, taler jeg ikke af mig selv; men 
Faderen, som bliver i mig, han gjør 
Gjerningerne. 
11. Troer mig, at jeg er i Faderen, og 
Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer 
mig dog for disse Gjerningers Skyld! 
12. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo 
som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg 
gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre 
større end disse; thi jeg gaaer til min Fader. 
13. Og hvadsomhelst I bede om i mit 
Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa 
forherliges ved Sønnen. 
14. Dersom I bede om Noget i mit Navn, 
vil jeg gjøre det. 
15. Dersom I elske mig, da holder mine 
Befalinger. 
16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal 
give Eder en anden Talsmand, at han skal 
blive hos Eder evindeligen, 
17. den Sandheds Aand, hvilken Verden 
ikke kan annamme, thi den seer han ikke, 
kjender ham ei heller; men I kjende ham, 
thi han bliver hos Eder og skal være i Eder. 
18. Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; 
jeg kommer til Eder. 
19. Endnu et Lidet, og Verden seer mig 
ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og 
I skulle leve. 
20. Paa den Dag skulle I kjende, at jeg er i 
min Fader, og I udi mig, og jeg i Eder. 
21. Hvo som har mine Befalinger og 
holder dem, han er den, som mig elsker; 
men hvo mig elsker, skal elskes af min 
Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare 
mig for ham. 
22. Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: 
Herre! hvor kommer det, at du vil 
aabenbare dig for os, og ikke for Verden? 
23. Jesus svarede og sagde til ham: om 
Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; 
og min Fader skal elske ham, og vil skulle 
komme til ham og tage Bolig hos ham. 
24. Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine 
Ord; og det Ord, som i høre, er ikke mit, 
men faderens, som mig har udsendt. 
25. Dette har jeg talet til Eder, medens jeg 
blev hos Eder. 
26. Men Talsmanden, den Hellig Aand, 
hvilken Faderen skal sende i mit Navn, 
skal lære Eder alle Ting og minde Eder paa 
alle Ting, som jeg har sagt Eder. 
27. Fred lader jeg Eder, min Fred giver 
jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden 
giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og 
forsage ikke. 
28. I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg 
gaaer bort og kommer til Eder igjen; 
dersom I have mig kjær, da glædede I 
Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; 
thi min Fader er større end jeg. 
 JOHANNES EVANGELIET 
147 
29. Og nu har jeg sagt Eder det, før det 
skeer, at naar det er skeet, I da skulle troe. 
30. Jeg skal herefter ikke tale meget med 
Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og 
har slet intet i mig. 
31. Men paa det Verden skal kjende, at 
jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen har 
befalet mig, saa gjør jeg; staaer op lader os 
gaae herfra. 
15. KAPITEL 
1. Jeg er det sande Viintræ, og min 
Fader er Viingaardsmanden. 
2. Hver Green paa mig, som ikke bærer 
Frugt, borttager han, og hver den, som 
bærer Frugt, renser han, at den skal bære 
mere Frugt. 
3. I ere allerede rene formedelst det Ord, 
som jeg har talet til Eder. 
4. Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. 
Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af 
sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne 
I ikke heller, uden I blive i mig. 
5. Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo 
som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer 
megen Frugt; thi uden mig kunne I slet 
Intet gjøre. 
6. Om Nogen ikke bliver i mig, han 
bliver udkastet som en Green og visner; 
man sanker dem og kaster dem i Ilden, og 
de brænde. 
7. Dersom I blive i mig og mine Ord 
blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I 
ville, og det skal vederfares Eder. 
8. Derudi forherliges min Fader, at I 
bære megen Frugt, og I skulle vorde mine 
Disciple. 
9. Ligesom Faderen har elsket mig, saa 
har jeg og elsket Eder; bliver i min 
Kjærlighed! 
10. Dersom I holde mine Befalinger, 
Skulle I blive i min Kjærlighed, ligesom 
jeg har holdt min Faders Befalinger og 
bliver i hans Kjærlighed. 
11. Dette har jeg talet til Eder, paa det 
min Glæde kan blive i Eder, og Eders 
Glæde kan blive fuldkommen. 
12. Denne er min Befaling, at I skulle 
elske hverandre, ligesom jeg har elsket 
Eder. 
13. Ingen har større Kjærlighed end 
denne, at En sætter sit Liv til for sine 
Venner. 
14. I ere mine Venner, dersom I gjøre, 
hvad jeg befaler Eder. 
 JOHANNES EVANGELIET 
148 
15. Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; 
thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre 
gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi 
alt det, som jeg har hørt af min Fader, har 
jeg kundgjort Eder. 
16. I have ikke udvalgt mig, men jeg har 
udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae 
hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal 
blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen 
i mit Navn, skal han give Eder. 
17. Dette befaler jeg Eder, at I skulle 
elske hverandre. 
18. Dersom Verden hader Eder, da vider, 
at den har hadet mig førend Eder. 
19. Vare I af Verden da vilde Verden 
elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af 
Verden, men jeg har udvalt Eder af 
Verden, derfor hader Verden Eder. 
20. Kommer det Ord ihu, som jeg sagde 
Eder: en Tjener er ikke større end hans 
Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og 
forfølge Eder; have de holdt mit Ord, 
skulle de og holde Eders. 
21. Men alt dette skulle de gjøre Eder for 
mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, 
som mig har udsendt. 
22. Dersom jeg ikke var kommen og 
havde talet til dem, havde de ikke Synd; 
men nu have de end ikke et paaskud for 
deres Synd. 
23. Hvo mig hader, hader og min Fader. 
24. Havde jeg ikke gjort de Gjerninger 
iblandt dem, som ingen Anden har gjort, 
havde de ikke Synd; men nu have de seet 
dem og dog hadet baade mig og min Fader. 
25. Dog, de Ord, som ere skrevne i deres 
Lov, maa fuldkommes: de hadede mig 
uforskyldt. 
26. Men naar Talsmanden kommer, 
hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, 
den Sandheds Aand, som udgaaer fra 
Faderen), han skal vidne om mig. 
27. Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare 
med mig fra Begyndelsen. 
16. KAPITEL 
1. Dette har jeg talet til Eder, at I skulle 
ikke forarges. 
2. De skulle udelukke Eder af 
Synagogerne, ja den Tid skal komme, at 
hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, 
at ham viser Gud en Dyrkelse. 
3. Og dette skulle de gjøre Eder, fordi de 
hverken kjende Faderen, ei heller mig. 
4. Men dette har jeg talet til Eder, paa 
det naar Timen kommer, I skulle komme 
ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde 
jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg 
var hos Eder. 
5. Men nu gaaer jeg hen til den, som mig 
udsendte, og ingen af Eder spørger mig: 
hvor gaaer du hen? 
6. Men fordi jeg har talet dette til Eder, 
har Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte. 
7. Men jeg siger Eder sandhed: det er 
Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer 
jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke 
komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil 
jeg sende ham til Eder. 
8. Og naar han kommer, skal han 
overbevise Verden og Synd og om 
Retfærdighed og om Dom, 
9. om Synd, fordi de troe ikke paa mig; 
10. men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer 
hen til min Fader, og I see mig ikke 
længere; 
11. men om Dom, fordi denne Verdens 
Fyrste er dømt. 
12. Jeg har endnu meget at sige Eder; men 
nu kunne I ikke bære det. 
13. Men naar han, den Sandheds Aand, 
kommer, skal han veilede Eder til al 
Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, 
men hvadsomhelst han hører, skal han tale, 
og de tilkommende Ting skal han forkynde 
Eder. 
14. Han skal herliggjøre mig; thi han skal 
tage af Mit og forkynde Eder. 
15. Alt hvad Faderen har, er Mit; derfor 
sagde jeg, at han skal tage af Mit og 
forkynde Eder. 
 JOHANNES EVANGELIET 
149 
16. Om en liden Stund skulle I ikke see 
mig, og atter om en liden Stund skulle I 
see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen. 
17. Da sagde nogle af hans Disciple til 
hverandre: hvad er dette, som han siger os: 
om en liden Stund skulle I ikke see mig, og 
atter om en liden Stund skulle I see mig, 
og: thi jeg gaaer hentil Faderen? 
18. Da sagde de: hvad er det, som han 
siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, 
hvad han taler. 
19. Da vidste Jesus, at de vilde spørge 
ham, og han sagde til dem: derom 
bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: 
om en liden Stund skulle I ikke see mig, og 
atter om en liden Stund skulle I see mig. 
20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: I 
skulle græde og hyle, men Verden skal 
glæde sig; I skulle være bedrøvede, men 
Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde. 
21. Kvinden, naar hun føder, har 
Bedrøvelse, fordi hendes Time er 
kommen; men naar hun har født Barnet, 
kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu 
for Glæde, at et Menneske er født til 
Verden. 
22. Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; 
men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte 
skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde 
fra Eder. 
23. Og paa den samme Dag skulle I ikke 
spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig 
siger jeg eder, at hvadsomhelst I bede 
Faderen om i mit Navn, skal han give 
Eder. 
24. Hidindtil have I ikke bedet om Noget i 
mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders 
Glæde maa blive fuldkommen. 
25. Dette har jeg talet til Eder ved 
Lignelser; men den Time kommer, da jeg 
ikke mere skal tale med Eder ved 
Lignelser; men den Time kommer, da jeg 
ikke mere skal tale med Eder ved 
Lignelser, men frit ud forkynde Eder om 
min Fader. 
26. Paa den samme Dag skulle I bede i 
mit Navn, og jeg siger Eder ikke, at jeg vil 
bede Faderen for Eder; 
27. thi Faderen selv elsker Eder, efterdi I 
have elsket mig og troet at jeg er udgangen 
fra Gud. 
28. Jeg udgik fra Faderen og kom til 
Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer 
til Faderen. 
29. Hans Disciple sige til ham: see, nu 
taler du frit ud og siger ingen Lignelse. 
30. Nu vide vi, at du veed alle Ting og har 
ikke behov, at Nogen spørger dig; 
desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud. 
31. Jesus svarede dem: nu troe I! 
32. Se, den Time kommer og er allerede 
kommen, at I skulle adspredes hver til Sit 
og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, 
thi Faderen er med mig. 
33. Dette har jeg talet til Eder, paa det I 
skulle have Fred i mig. I Verden skulle I 
have Trængsel; men værer frimodige, jeg 
har overvundet Verden. 
 JOHANNES EVANGELIET 
150 
17. KAPITEL 
1. Dette talede Jesus og opløftede sine 
Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen 
er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa 
din Søn maa herliggjøre dig. 
2. Ligesom du har givet ham Magt over 
alt Kjød, paa det han maa give alle dem, 
som du har givet ham, et evigt Liv. 
3. Men dette er det evige Liv, at de 
kjende dig, den eneste sande Gud, og den, 
du udsendte, Jesus Christus. 
4. Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg 
har fuldkommet den Gjerning, som du har 
givet mig at gjøre. 
5. Herliggjør du mig og nu, Fader! hos 
dig selv med den Herlighed, som jeg havde 
hos dig, før Verden var. 
6. Jeg har aabenbaret dit Navn for de 
Mennesker, hvilke du har givet mig af 
Verden; de vare dine, og du har givet mig 
dem, og de have bevaret dit Ord. 
7. Nu vide de, at alt det, som du har 
givet mig, er af dig. 
8. Thi de Ord, som du har givet mig, har 
jeg givet dem; og de have annammet dem 
og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og 
de have troet, at du har udsendt mig. 
9. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for 
Verden, en for dem, som du har givet mig; 
thi de ere dine. 
10. Og alt det, som mit er, det er dit, og 
det, som dit er, det er mit; og jeg er 
herliggjort i dem. 
11. Og jeg er ikke mere i Verden, men 
disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. 
Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, 
hvilke du har givet mig, at de maa vare eet 
ligesom vi. 
12. Da jeg var hos dem i Verden, 
bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du 
har givet mig, vogtede jeg, og ingen af 
dem blev fortabt, uden det Fortabelsens 
Barn, at Skriften skulde fuldkommes. 
13. Men nu kommer jeg til dig, og dette 
taler jeg i Verden at de maa have min 
Glæde fuldeligen i sig. 
14. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden 
har hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, 
ligesom jeg er ikke af Verden. 
15. Jeg beder ikke, at du skal borttage 
dem af Verden, men at du skal bevare dem 
fra det Onde. 
16. De ere ikke af Verden ligesom jeg 
ikke af Verden. 
17. Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er 
Sandhed. 
18. Ligesom du har sendt mig til Verden, 
saa har og jeg sendt dem til Verden. 
19. Og jeg helliger mig selv for dem, paa 
det de skulle ogsaa være helligede i 
Sandheden. 
20. Men jeg beder ikke alene for disse, 
men ogsaa for dem, som formedelst deres 
Ord skulle troe paa mig, 
21. paa det de maa alle være eet; ligesom 
du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og 
skulle være eet i os, at Verden kan troe, at 
du har udsendt mig. 
22. Og jeg har givet dem den Herlighed, 
som du har givet mig, paa det de skulle 
være eet, ligesom vi ere eet; 
23. jeg i dem, og du i mig, paa det de 
skulle være fuldkommede til eet, og at 
Verden kan kjende, at du har udsendt mig 
og har elsket det, ligesom du har elsket 
mig. 
24. Fader! jeg vil, at de, som du har givet 
mig, skulle være hos mig, hvor jeg er, at de 
maa skue min Herlighed, som du har givet 
mig; thi du har elsket mig, førend Verdens 
Grundvold blev lagt. 
25. Retfærdige Fader! og Verden kjendte 
dig ikke, men jeg kjender dig, og disse 
have kjendt, at du har udsendt mig. 
26. Og jeg kundgjorde dem dit Navn og 
vil kundgjøre dem det, paa det den 
Kjærlighed, hvormed du elsker mig, skal 
være i dem, og jeg i dem. 
 JOHANNES EVANGELIET 
151 
18. KAPITEL 
1. Der Jesus havde talet dette, gik han ud 
med sine Disciple over den Bæk Kedron, 
hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik 
ind med sine Disciple. 
2. Men og Judas, som han forraadte 
vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte 
der med sine Disciple. 
3. Da tog Judas Roden (Vagten) og de 
Ypperstepræster og Pharisæernes Svende 
med sig og kom derhen med Blus og 
Lamper og Vaaben. 
4. Men som Jesus vidste Alt, hvad der 
skulde komme over ham, gik han frem og 
sagde til dem: hvem lede I efter? 
5. De svarede ham: Jesus af Nazareth. 
Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, 
som han forradte, stod og hos dem. 
6. Der han da sagde til dem: det er mig, 
vege de tilbage og fladt til Jorden. 
7. Da spurgte han dem atter: hvem lede I 
efter? Men de sagde Jesus af Nazareth. 
8. Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det 
er mig; dersom I da lede efter mig, saa 
lader disse gaae. 
9. Paa det de ord skulde fuldkommes, 
hvilke han havde sagt: jeg mistede end 
ikke een af dem, som du har givet mig. 
10. Men Simon Peter, som havde et 
Sværd, drog det ud og slog den 
Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans 
høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus. 
11. Da sagde Jesus til Peter: stik dit 
Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den 
Kalk, som min Fader har givet mig? 
12. Da toge Roden og Krigsøversten og 
Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt 
ham. 
13. Og de førte han først til Annas; thi 
Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet 
Menneske skulde omkommes for Folket. 
14. Men det var Caiphas, som havde givet 
Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet 
Menneske skulde omkommes for Folket. 
15. Men Simon Peter og en anden 
Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var 
kjendt af den Yppestepræst og gik ind med 
Jesus i den Ypperstepræsts Palads. 
16. Men Peter stod udenfor Døren. Da gik 
den anden Discipel, som var kjendt med 
den Ypperstepræst, ud og talede med 
Dørvogtersken og førte Peter ind. 
17. Da siger Pigen, som var 
Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du 
være af dette Menneskes Disciple? Han 
sagde: jeg er ikke. 
18. Men Tjenerne og Svendene stode og 
havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og 
varmede sig; men Peter stod hos dem og 
varmede sig. 
19. Da spurgte den Ypperstepræst Jesus 
om hans Disciple og om hans Lærdom. 
20. Jesus svarede ham: jeg har talet frit 
for Verden; jeg jeg har altid lært i 
Synagogen og Templet, der hvor Jøderne 
komme tilsammen fra alle Steder, og jeg 
har intet talet i Løndom. 
21. Hvi spørger du mig? spørg dem, som 
have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de 
vide, hvad jeg har sagt. 
22. Men som han det talede, gav een af 
Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag 
paa Munden og sagde: svarer du saaledes 
den Ypperstepræst? 
23. Jesus svarede ham: har jeg talet ilde, 
da beviis, at det er ondt; men har jeg talet 
vel, hvi slaaer du mig? 
24. Men Annas havde sendt ham bunden 
til den Ypperstepræst Caiphas. 
25. Men Simon Peter stod og varmede 
sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være 
af hans Disciple? 
26. En af den Ypperstepræst Tjenere, som 
var hans Frænde, hvis Øre Peter havde 
afhugget, siger: saae jeg dig ikke i 
Urtegaarden med ham? 
27. Da nægtede Peter atter, og strax goel 
Hanen. 
 JOHANNES EVANGELIET 
152 
28. Da førte de Jesus fra Caiphas til 
Domhuset; men det var aarle. Og de gik 
ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde 
besmittes, men at de maatte æde Paaske. 
29. Derfor gik Pilatus ud til dem og 
sagde: hvad Klagemaal føre I imod dette 
Menneske? 
30. De svarede og sagde til ham: var 
denne ikke en Misdæder, da havde vi ikke 
overantvordet dig ham. 
31. Da sagde Pilatus til dem: tager I ham 
og dømmer ham efter Eders Lov. Da sagde 
Jøderne til ham: vi tør ingen aflive; 
32. at Jesu Ord skulde fuldkommes, 
hvilke han sagde, der han gav tilkjende, 
hvilken Død han skulde døe. 
33. Da gik Pilatus igjen ind i Domhuset 
og kaldte Jesus og sagde til ham: er du den 
Jødernes Konge? 
34. Jesus svarede ham: taler du dette af 
dig selv, eller have Andre sigt dig det om 
mig? 
35. Pilatus svarede: mon jeg være en 
Jøde? dit Folk og de Ypperstepræster 
overantvordede mig dig; hvad har du 
gjort? 
36. Jesus svarede: mit Rige er ikke af 
denne Verden. Var mit Rige af denne 
Verden, havde vel mine Tjenere stredet 
derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet 
Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf. 
37. Da sagde Pilatus til ham: er du ikke 
dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, 
at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og 
dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne 
om Sandheden. Hver den, som er af 
Sandheden, hører min Røst. 
38. Pilatus sagde til ham: hvad er 
Sandhed? Og der han dette havde sagt, gik 
han igjen ud til Jøderne og sagde til dem: 
jeg finder slet ingen Skyld hos ham. 
39. Men I have en Sædvane, at jeg skal 
lade Eder Een løs om Paasken; ville I da, at 
jeg skal lade Eder den Jødernes Konge løs? 
40. Da raabte de alle igjen og sagde: ikke 
denne, men Barrabas; og Barrabas var en 
Røver. 
19. KAPITEL 
1. Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham 
hudstryge. 
2. Og Stridsmændene flettede en Krone 
af Torne og satte den paa hans Hoved og 
kastede en Purpurklæde om ham og sagde: 
3. hil være dig, du Jødernes Konge! og 
de sloge ham paa Munden. 
4. Da gik Pilatus atter ud og sagde til 
dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I 
skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos 
ham. 
5. Da gik Jesus ud og bar Tornekronen 
og Purpurklædet. Og han sagde til dem: 
see, hvilket Menneske! 
6. Da nu de Ypperstepræster og 
Svendene saae ham, raabte de og sagde: 
korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: 
tager I ham og korsfæster ham: thi jeg 
finder ikke Skyld hos ham. 
7. Jøderne svarede ham: vi have en Lov, 
og efter denne vor Lov er han skyldig at 
døe, fordi han har jgort sig selv til Guds 
Søn. 
8. Der Pilatus da hørte den Tale, 
frygtede han mere. 
9. Og han gik ind igjen i Domhuset og 
sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus 
gav ham ikke Svar. 
10. Da siger Pilatus til ham: taler du ikke 
med mig? veed du ikke, at jeg har Magt til 
at korsfæste dig, og at jeg har Magt til at 
lade dig løs? 
11. Jesus svarede: du havde aldeles ingen 
Magt mod mig, dersom den ikke var given 
dig ovenfra; derfor har den, som 
overantvordede mig til dig, større Synd. 
12. Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. 
Men Jøderne raabte og sagde: dersom du 
lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. 
Hver den, som gjør sig til Konge, sætter 
sig op imod Keiseren. 
13. Der Pilatus hørte disse Ord, da førte 
han Jesus ud og satte sig paa Domstolen 
paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men 
paa Hebraisk Gabbatha; 
 JOHANNES EVANGELIET 
153 
14. men det var Beredelsens Dag i 
Paasken, ved den sjette Time; og han siger 
til Jøderne: see, Eders Konge! 
15. Men de raabte: bort, bort med ham! 
korsfæst ham! Pilatus sagde til dem: skal 
jeg korsfæste Eders Konge? De 
Ypperstepræster svarede: vi have ingen 
Konge uden Keiseren. 
16. Derfor overantvordede han ham da til 
dem for at korsfæstes. Men de toge Jesus 
og førte ham bort. 
17. Og han bar sit Kors og gik ud til det 
Sted, som kaldes Hovedpandested, og 
hedder paa Hebraisk Golgatha, 
18. hvor de korsfæstede ham og to Andre 
med ham, een paa hver Side, men Jesus 
midtimellem. 
19. Men Pilatus havde og skrevet en 
Overskrift og sat den paa Korset. Men der 
var skrevet: Jesus Nazaræus, den Jødernes 
Konge. 
20. Denne Overskrift læste da mange af 
Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev 
korsfæstet, var nær ved Staden; og den var 
skreven paa Hebraisk, Græsk og Latin. 
21. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til 
Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; 
men: han sagde: jeg er Jødernes Konge. 
22. Pilatus svarede: hvad jeg skrev, det 
skrev jeg. 
23. Der nu Stridsmændene havde 
korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og 
gjorde fire Parter, for hver Stridsmand en 
Part, ligeledes og Kjortlen; men Kjortelen 
var usyet, vævet fra øverst helt igjennem. 
24. Da sagde de til hverandre: lader os 
ikke sønderskære den, men lodde om den, 
hvis den skal være; paa det Skriften skulde 
fuldkommes, som siger: de delede mine 
Klæder iblandt sig og kastede Lod om min 
Kjortel. Dette gjorde da Stridsmændene. 
25. Men der stode ved Jesu Kors hans 
Moder og hans Moders Søster, Maria, 
Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene. 
26. Der Jesus da saae sin Moder og den 
Discipel staae hos, som han elskede, siger 
han til sin Moder: Kvinde! see, det er din 
Søn. 
27. Derefter siger han til Disciplen: see, 
det er din Moder. Og fra den Time tog 
Disciplen hende hjem til Sit. 
28. Derefter da Jesus vidste, at alting var 
fuldbragt. paa det Skriften skulde 
fuldkommes, sagde han: jeg tørster. 
29. Men der stod et Kar fuldt af Eddike; 
og de fyldte en Svamp med Eddike og 
satte den paa en Isopstengel og holdt den 
til hans Mund. 
30. Der nu Jesus havde taget Eddiken, 
sagde han: det er fuldbragt; og bøiede 
Hovedet og opgav Aanden. 
31. Men paa det Legemerne ikke skulde 
blive paa Korset Sabbaten over, (efterdi 
det var Beredelsens Dag, thi denne 
Sabbatsdag var stor), bade Jøderne Pilatus, 
at deres Been maatte brydes, og de 
nedtages. 
32. Da kom Stridsmændene og brøde 
Benene paa den Første og den Anden, som 
vare korsfæstede med ham. 
33. Men da de kom til Jesus, og de saae, 
at han var allerede død, brøde de ikke hans 
Been. 
34. Men een af Stridsmændene stak ham i 
Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og 
Vand. 
35. Og den, der har seet, har vidnet det, 
og hans Vidnesbyrd er sandt, og den 
Samme veed, at han siger Sanden, paa det I 
skulle troe. 
36. Thi disse Ting skete, at Skriften 
skulde fuldkommes: hans Been skal ikke 
sønderbrydes. 
37. Og atter paa et andet Sted siger 
Skriften: de skulle see, i hvilken de have 
stunget. 
 JOHANNES EVANGELIET 
154 
38. Men Joseph af Arimathæa (som var 
en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for 
Jøderne), bad derefter Pilatus, at han 
maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus 
tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu 
Legeme. 
39. Men og Nicodemus, han, som tilforn 
var kommen til Jesus om Natten, kom og 
bragte Myrrha og Aloe sammenblandede, 
henved hundrede Pund. 
40. Da toge de Jesu Legeme og bandt det 
i Lindklæder med dyrebare Salver, som 
Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde. 
41. Men der var ved det Sted, hvor han 
blev korsfæstet, en Urtegaard, og i 
Urtegaarden en ny Grav, i hvilken endnu 
aldrig Nogen var lagt. 
42. Der lagde de da Jesus for Jødernes 
Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var 
nær. 
20. KAPITEL 
1. Men paa den første Dag i Ugen kom 
Maria Magdalene aarle, der det var endnu 
mørkt, til Graven og saae, at Stenen var 
borttagen fra Graven. 
2. Da løb hun og kom til Simon Peter og 
til den anden Discipel, hvilken Jesus 
elskede, og sagde til dem: de have 
borttaget Herren af Graven, og vi vide 
ikke, hvor de have lagt ham. 
3. Da gik Peter og den anden Discipel 
ud, og de kom til Graven. 
4. Men de Tvende løb tilsammen, og den 
anden Discipel løb foran, fastere end Peter, 
og kom først til Graven. 
5. Og da han kigede ind, saae han 
Lindklæderne ligge, men gik dog ikke ind. 
6. Da kom Simon Peter, som fulgte ham, 
og gik ind i Graven og saae Lindklæderne 
ligge, 
7. og Svededugen, som havde paa sit 
Hoved, ikke liggende hos Lindklæderne, 
men sammensvøbt paa et Sted for sig selv. 
8. Nu gik da og den anden Discipel, som 
var kommen først til Graven ind og saae 
og troede. 
9. Thi de forstode ikke endnu Skriften, at 
det burde ham at opstaae fra de Døde. 
10. Da gik Disciplene atter hen til Deres. 
11. Men Maria stod udenfor ved Graven 
og græd; og som hun græd, kigede hun ind 
i Graven, 
12. og hun saae to Engle sidde i hvide 
Klæder, een ved Hovedet og een ved 
Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. 
13. Og de sagde til hende: Kvinde! hvi 
græder du? Hun sagde til dem: fordi de 
have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, 
hvor de have lagt ham. 
14. Og der hun det havde sagt, vendte hun 
sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun 
vidste ikke, at det var Jesus. 
 JOHANNES EVANGELIET 
155 
15. Jesus siger til hende: Kvinde! hvi 
græder du? hvem leder du efter? Hun 
meente, det var Urtegaardsmanden, og 
siger til ham: Herre! dersom du har baaret 
ham bort, da siig mig, hvor du har lagt 
ham, saa vil jeg tage ham. 
16. Jesus siger til hende: Maria! Da 
vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! 
hvilket betyder: Mester. 
17. Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, 
thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; 
men gak til mine Brødre og siig dem: jeg 
farer op til min Fader og Eders Fader og til 
min Gud og Eders Gud. 
18. Men Maria Magdalene kommer og 
forkynder Disciplene, at hun havde seet 
Herren, og at han havde sagt hende dette. 
19. Men om Aftnen paa den samme Dag, 
som var den første i Ugen, da Dørene vare 
lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af 
Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt 
iblandt dem og sagde til dem: Fred være 
med Eder! 
20. Og der han det sagde, viste han dem 
sine Hænder og sin Side. Da bleve 
Disciplene glade, at de saae Herren. 
21. Da sagde Jesus atter til dem: Fred 
være med Eder! ligesom Faderen har 
udsendt mig, saa sender og jeg Eder. 
22. Og der han dette sagde, aandede han 
paa dem og siger til dem: annammer den 
Hellig Aand! 
23. Hvem I forlade Syndere, dem ere de 
forladne, og hvem I beholde dem, ere de 
beholdne. 
24. Men Thomas, een af de Tolv, hvilket 
betyder Tvilling, var ikke med dem, der 
Jesus kom. 
25. Derfor sagde de andre Disciple til 
ham: vi have seet Herren, men Han sagde 
til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i 
hans Hænder og stikker min finger i 
Naglegabet og stikker min Haand i hans 
Side, vil jeg ingenlunde troe. 
26. Og efter otte Dage vare atter hans 
Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus 
kom, der Dørene var lukte, og stod midt 
iblandt dem og sagde: Fred være med 
Eder! 
27. Derefter siger han til Thomas: ræk din 
Finger hid, og see mine Hænder, og ræk 
din Haandhid, og stik den i min Side, og 
vær ikke vantro, men troende. 
28. Og Thomas svarede og sagde til ham: 
min Herre og min Gud! 
29. Jesus siger til ham: efterdi du har seet 
mig, Thomas! har du troet; salige ere du, 
som ikke have seet, og dog troet. 
30. Desuden har Jesus og gjort mange 
andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som 
ikke ere skrevne i denne Bog. 
31. Men dette er skrevet, at i skulle troe, 
at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og 
at I, som troe, skulle have Livet i hans 
Navn. 
 JOHANNES EVANGELIET 
156 
21. KAPITEL 
1. Derefter aabenbarede Jesus sig atter 
for Disciple ved Tiberias' Sø; men han 
aabenbarede sig saaledes. 
2. Simon Peter og Tomas, hvilket 
betyder Tvilling, og Nathanael fra Cana i 
Galilæa og Zebedæus' Sønner og to andre 
af hans Disciple vare tilsammen. 
3. Simon Peter siger til dem: jeg gaaer 
hen at fiske. De sige til ham: vi komme og 
med dig. De gik ud og traadte strax i 
Skibet, og samme Nat fangede de Intet. 
4. Men der det var bleven Morgen, stod 
Jesus ved Søbredden; men Disciplene 
vidste ikke, at det var Jesus. 
5. Jesus siger da til dem: Børnlille! have 
I Noget at æde? De svarede ham: nei. 
6. Men han sagde til dem: kaster garnet 
til den høire Side af Skibet, saa skulle I 
finde. Da kastede de det ud, og de kunde 
ikke mere drage det for Fiskenes Mængde. 
7. Da siger den Discipel, som Jesus 
elskede, til Peter: det er Herren. Der Simon 
Peter da hørte, at det var Herren, opbandt 
han sin Fiskerkjortel om sig, (thi han var 
nøgen), og kastede sig i Søen. 
8. Men de andre Disciple kom med 
Skibet, (thi de vare ikke langt fra Landet, 
kun henved to hundrede Alen), og de 
droge garnet med Fiskene. 
9. Der de traadte ud paa Landet, saae de 
der en Kulild og Fisk ligge derpaa og 
Brød. 
10. Jesus siger til dem: tager hid af 
Fiskene, som I nu fangede. 
11. Simon Peter steg op og drog Garnet 
paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede, 
halvtredsindstyve og tre, og alligevel de 
vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. 
12. Jesus siger til dem: kommer gjører 
Maaltid. Men ingen af Disciplene turde 
spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det 
var Herren. 
13. Da kom Jesus og tog Brødet og gav 
dem det, ligeledes og Fisken. 
14. Dette var nu den tredie Gang, at Jesus 
aabenbarede sig for sine Disciple, efterat 
han var opstanden fra de Døde. 
15. Efter at de da havde gjort maaltid, 
siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' 
Søn, elsker du mig mere end disse? han 
siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg 
elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine 
Lam. 
16. Han siger atter anden Gang til ham: 
Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han 
siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg 
elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde 
for mine Faar. 
17. Han siger for tredie Gang til ham: 
Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter 
blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie 
Gang til ham: elsker du mig? og han sagde 
til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, 
at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt 
mine Faar. 
18. Sandelig, sandelig siger jeg dig: der 
du var yngre, bandt du op om dig selv og 
gik, hvor du vilde; men naar du bliver 
gammel, skal du udrække dine Hænder, og 
en Anden skal binde op om dig og føre dig 
derhen, hvor du ikke vil. 
19. Men dette sagde han for at betegne, 
med hvad Død han skulde herliggjøre Gud. 
Og der han havde dette sagt, siger han til 
ham: følg mig. 
20. Men Peter vendte sig og saae den 
Disciple følge, som Jesus elskede, som og 
laae op til hans Bryst i Nadveren og havde 
sagt: Herre! hvo er den, som forrader dig? 
21. Der Peter saae denne, siger han til 
Jesus: Herre! men hvad skal denne? 
22. Jesus siger til ham: dersom jeg vil, at 
han skal blive, indtil jeg kommer, hvad 
angaaer det dig? følg du mig. 
23. Derover kom dette Sagn ud iblandt 
Brødrene: denne Discipel døer ikke; endog 
Jesus ikke sagde til ham: han døer ikke, 
men: om jeg vil, at han skal blive, indtil 
jeg kommer, hvad angaaer det dig? 
 JOHANNES EVANGELIET 
157 
24. Denne er den Discipel, som vidner om 
disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, 
at hans Vidnesbyrd er sandt. 
25. Men der er og mange andre Ting, som 
Jesus har gjort, hvilke, dersom de skulde 
skrives stykkevis, mener jeg, at ikke end 
Verden selv kunde rumme de Bøger, som 
skulde skrives. Amen